Vegetarisk butter chicken med blomkål og aubergine

Cremet vegetarisk butter chicken med bagt aubergine, blomkål og butterbeans i en fyldig tomat- og kokossauce. En virkelig smagfuld vegetarisk gryderet med masser af krydderier og en god balance mellem det krydrede, syrlige og cremede. Nyd med ris, frisk koriander og naanbrød for mættende og smagfuld vegetarisk aftensmad.

vegetarisk butter chicken

Vegetarisk butter chicken med grøntsager og bønner

Indisk mad byder på fantastiske smagsoplevelser, og en vegetarisk butter chicken er ingen undtagelse – altså butter chicken UDEN kylling men med grøntsager, bønner og en fortrinlig sauce!
Vi leger med blomkål og aubergine bagt i ovn. En sauce rig på krydderier som er dejlig fyldig. Retten tager alt i alt under 1 time at samle, hvilket gør den ideel til både hverdage med luksus og hyggelige weekender, hvor du gerne vil servere noget særligt for familien eller gæster.

Mange tror fejlagtigt, at indiske retter kræver kød for at mætte og smage autentisk. Sandheden er, at det indiske køkken har en lang og stolt tradition for grønne retter. Når du bygger saucen op med de rigtige krydderier og lader grøntsagerne trække smag, får du et måltid, der tilfredsstiller alle sanser. Og denne vegetariske butter chicken er et rigtig godt eksempel på netop det. Vi udskifter blot kød med grøntsager og bønner – og det virker.

Nyd retten med ris, frisk koriander, et pift fra citron og naanbrød til at suge den uimodståelig sauce op med. Det er en vegetarisk gryderet, der både er nem nok til en hverdagsaften og samtidig føles som lidt ekstra hyggelig comfort food i weekender.

Derfor skal du lave vegetarisk butter chicken

  • Cremet og fyldig vegetarisk gryderet med masser af smag
  • Bagt aubergine og blomkål giver ekstra dybde og god tekstur
  • Smørret til sidst runder saucen af
  • Kan serveres med ris, naan eller en frisk salat
  • God som nem vegetarisk aftensmad

Opskrift på vegetarisk butter chicken

Hvad er vegetarisk butter chicken – Murgh makhani?

Den traditionelle ret går under navnet Murgh makhani, som direkte oversat betyder smørkylling. Retten stammer fra Delhi og er kendt for sin dekadente, cremede tomatsauce. Saucen er selve hjertet i måltidet. Den laves typisk på en base af purerede tomater, smør, fløde og en kompleks blanding af varme krydderier.

Når vi laver en vegetarisk butter chicken, bevarer vi den rige sauce, dog med lidt ændringer og skifter blot kødet ud med grøntsager og bønner.

At mestre en vegetarisk butter chicken handler om at turde smage til undervejs. Leg med balancen mellem det salte, det søde fra tomaterne og det fede fra smørret. Når du først har fundet din personlige favoritkombination af grøntsager og krydderier, har du en ret, du vil vende tilbage til igen og igen. Gå i køkkenet, tænd for ovnen, og lad duften af de varme indiske krydderier fylde dit hjem – Men lad os først gennemgå 3 vigtige steps for en helt perfekt vegetarisk butter chicken:

1 Step: Krydderierne bag den autentiske smag

Hemmeligheden bag en vellykket vegetarisk butter chicken ligger i krydderierne. Du kan ikke springe over, når det gælder smagsgiverne. Basen starter altid med frisk ingefær og hvidløg, som rives fint og svitses i fedtstof. Herefter tilsættes de tørre krydderier. Garam masala er stjernen i retten. Det er en indisk krydderiblanding, der typisk indeholder kardemomme, kanel, nelliker, spidskommen og sort peber. Den giver en varm og dyb smag uden nødvendigvis at være stærk. Jeg er kæmpe fan af versionen fra mill og mortar.

Udover garam masala skal du bruge stødt spidskommen, koriander, gurkemeje og chilipulver. Gurkemeje giver retten dens karakteristiske gyldne farve, mens chilipulveret lader dig justere varmen. Det er vigtigt at brænde krydderierne af i gryden i et minuts tid. Varmen frigiver de æteriske olier i krydderierne og fjerner den rå smag. Pas dog på, at de ikke brænder på, da det kan give en bitter bismag. Tilsæt lidt vand, hvis panden bliver for tør.

2. Step: Hvorfor bager jeg aubergine og blomkål først?

Det kan måske virke som et ekstra trin at bage grøntsagerne, når de alligevel skal i en gryderet, men jeg synes virkelig, det er det værd og gør det ofte i mine vegetariske gryderetter.

Når aubergine og blomkål bliver bagt ved høj varme, fordamper noget af vandet fra grøntsagerne, og overfladen kan begynde at brune. Det giver mere koncentreret smag. Auberginen bliver blød og næsten cremet indeni, mens blomkålen får en mere intens og let ristet smag. Hvis grøntsagerne derimod bare kommer direkte i saucen, bliver de selvfølgelig tilberedte, men de får ikke den samme mulighed for at udvikle smag gennem den høje varme.

Mit vigtigste tip: Giv grøntsagerne god plads på bagepladen. Hvis de ligger for tæt, vil de i højere grad dampe i stedet for at bage og brune.

3. Step: Den perfekte sauce: Tomat, kokosmælk og smør

Saucen er bygget op omkring tre ingredienser, som hver især har deres egen funktion. Tomaten giver syre og dybde, mens kokosmælken tilfører fedme og gør saucen blød og cremet.

Smørret kommer til sidst. Det tilfører endnu mere fedme, men vigtigst af alt synes jeg, at det giver saucen en rundere mundfølelse. Det er også derfor, jeg ikke ville komme smørret i helt fra starten. Når det tilsættes til sidst, bliver det nærmest den sidste lille finish på saucen.

Og det er netop balancen, jeg synes er vigtig i sådan en ret: Den skal være fyldig og cremet, men stadig have syre og krydderi nok til, at den ikke føles tung.

Indisk gryderet med kikærter
Indisk gryderet fyldt med bagte grøntsager, kikærter og lavet på kokosmælk eller madfløde. Aftensmad lavet på 30 min. som mætter og smager herligt.
Gå til opskriften
opskrift indisk gryderet

Tips til vegetarisk butter chicken

  • Bag grøntsagerne ved høj varme. Det er med til at give både aubergine og blomkål mere smag.
  • Undgå at overfylde bagepladen. Grøntsagerne skal helst have plads omkring sig, så de kan bage frem for at dampe.
  • Giv krydderierne lidt tid i gryden. Det hjælper med at få mere aroma frem.
  • Smag saucen til undervejs. En god gryderet skal have balance mellem salt, syre, fedme og krydderi.
  • Tilsæt smørret til sidst. Det giver en rund og fyldig finish.
  • Tilsæt butterbeans mod slutningen. Så holder de bedre på formen.
  • Justér konsistensen. Hvis saucen bliver for tyk, kan du tilsætte lidt vand eller kokosmælk.

Variationer på vegetarisk butter chicken

  • Med kikærter:
    Skift butterbeans ud med kikærter, hvis du gerne vil have lidt mere bid.
  • Med spinat:
    Vend frisk spinat i saucen til sidst. Det er en nem måde at få endnu mere grønt i retten.
  • Med sød kartoffel:
    Sød kartoffel kan bages sammen med de andre grøntsager og giver en naturlig sødme til retten. Blot vær opmærksom på ikke at overfylde din gryderet så der mangler sauce.
  • Mere chili:
    Hvis du elsker stærk mad, kan du selvfølgelig skrue op for chilien.
  • Med frisk koriander:
    Frisk koriander på toppen giver et friskt modspil til den fyldige sauce.

Sådan serverer jeg vegetarisk butter chicken

En god indisk gryderet kræver det rette tilbehør til at suge den lækre sauce op. Kogte ris er et must. For at gøre risene ekstra spændende kan du koge dem med et par hele kardemommekapsler, stjerneanis eller lidt gurkemeje for farve. Lunt naanbrød eller fladbrød er også uundværligt. Du kan bruge brødet til at skrabe den sidste rest sauce op fra tallerkenen, og tro mig – det får du lyst til!

For at bryde den fede og tunge sauce er det en god idé at servere noget friskt ved siden af. En stor håndfuld frisk koriander på toppen giver farve og en skarp, citrusagtig smag. Du kan også servere en sprød salat for at tilføje tekstur til måltidet. Prøv for eksempel at anrette en grøn spidskålssalat med feta eller find inspiration blandt mine mange salatopskrifter eller på Instagram. Et syrligt element som syltede rødløg eller en klat neutral yoghurt fungerer også perfekt som modspil til de varme krydderier.

vegetarisk butter chicken

FAQ om vegetarisk butter chicken

Kan vegetarisk butter chicken laves dagen før?

Ja, det kan den sagtens. Som mange andre gryderetter fungerer den rigtig godt som rester, og smagene får tid til at samle sig. Så lav gerne dobbelt portion.

Hvordan opbevarer jeg vegetarisk butter chicken?

Opbevar resterne i en lufttæt beholder i køleskabet og varm dem grundigt igennem inden servering. Hvis saucen er blevet tykkere i køleskabet, kan du tilsætte lidt vand eller kokosmælk under opvarmningen.

Kan vegetarisk butter chicken fryses?

Ja, retten kan fryses. Lad den køle helt ned, inden den fryses, og varm den langsomt op igen. Grøntsagerne kan ændre en smule tekstur, men den smager ligeså skønt.

Kan jeg bruge kikærter i stedet for butterbeans?

Ja. Kikærter er et oplagt alternativ, hvis du foretrækker en lidt fastere tekstur, alternativt hvide bønner, sorte bønner eller kidneybønner.

Kan jeg bruge andre grøntsager?

Ja, du kan sagtens variere grøntsagerne. Sød kartoffel, græskar, peberfrugt og spinat vil for eksempel passe godt til retten.

Kan jeg gøre retten stærkere?

Ja. Tilsæt mere chili, hvis du gerne vil have en stærkere version, men pas på, vi ønsker ikke den sal overdøve den karakteristiske smag fra garam masala, og butter chicken er ikke en ret der er ment som stærk, men derimod krydret. Ønsker du en stærkere indisk ret er vegetarisk tikka masala klassisk mere stærk.

Kan jeg bruge fløde i stedet for kokosmælk?

Ja, men det ændrer selvfølgelig smagen. Kokosmælk giver en særlig blødhed og en let sødme, mens fløde vil give en mere klassisk cremet og tungere sauce.

Fyldige vegetariske gryderetter

Del indlægget med nogen du holder af

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering