Hjemmelavet miso suppe med grøntsager, nudler og hjemmelavet soya æggeblomme. Suppen er nem at lave, smager som take-away og toppes med stegte broccolini, smagfulde svampe, majs og friske forårsløg – det sidste finish kommer fra chiliolie og. koriander. Så har du lyst til noget varmt i en skål er denne nemme misosuppe perfekt til formålet.

Japansk suppe med miso og grøntsager
Suppe serien fortsætter og i dag serverer vi helt klassisk miso suppe som en en del af min lille mini-serie om japanske supper, herunder ramen og misosupper. Vi dykker ned i hvad der adskiller misosuppe og ramen, hvilke fyld de klassisk indeholder, samt hvordan vi opnår den autentiske smag, uden at bruge timevis i køkkenet og besøge alverdens butikker for specialprodukter.
Dagens varme skål miso suppe er en ren smagsbombe, rig på umami. Suppen er en skøn ret, når man har lyst til noget varmt, let og alligevel fuld af smag. Jeg serverer den med boghvedenudler og grøntsager, der hver især bidrager med noget forskelligt: svampene giver en dyb, stegt smag, broccolinien lidt bid, majsen sødme og forårsløgene friskhed. Og så er der æggeblommen. Den ligger i en marinade af honning, soya, hvidløg, ingefær, chili, lime og krydderier, som langsomt giver den en mere intens smag og en blød, næsten cremet konsistens.
Suppen er en del af min ramen-serie, men den kan sagtens stå alene. Faktisk er selve miso-bouillonen en virkelig god basisopskrift, som du kan bygge videre på med de grøntsager og toppings, du har lyst til. Her er det kun fantasien der sætter grænser. Lad os dykke ned i de varme herligheder.
Opskrift på miso suppe med grøntsager

Misosuppe med grøntsager
Ingredienser
Miso suppe
- 2 spsk ristet sesamolie
- 2 fed hvidløg
- 15 g ingefær
- 1 L grøntsagsbouillon
- 1 spsk mørk miso
- 2 spsk sojasauce
- 1 stk lime
- 1 tsk sukker
Fyld
- 250 g svampe (østerhatte, kejserhatte, shiitake, portobello eller champignon)
- 1 dåse majs
- 200 g broccolini
- 3 stk forårsløg
- 200 g boghvedenudler (vælg din favorit)
- Chiliolie
- Frisk koriander
Marinerede æggeblomme
- 4 stk æggeblomme (eller hele blødkogte æg)
- 60 g honning
- 120 g sojasauce
- 1 stk lime
- 20 g ingefær
- 3 fed hvidløg
- 1 stk chili
- 3 stk nellike
Tilberedelse
- TIP: Lav gerne marinerede æggeblommer i god tid, så du hurtigt kan tilberede resten og have mad klar på under 30 min. Æggeblommerne er gode efter 4 timer men kan stå op til 3 dage på køl, men vær opmærksom på at jo længere tid de står, des mere intense og faste bliver de.
- MARINEREDE ÆGGEBLOMMER: I kasserolle kom honning, soja, saft fra lime, ingefær, chili og hvidløg i tynde skiver samt nellike. Varm marinaden let op, så sukkeret opløses, og lad den køle helt af. Del 4 æg, og fordel forsigtigt æggeblommerne i marinaden, og lad dem trække i køleskabet i mindst 4 timer, meget gerne natten over. TIP: Du kan bruge blødkogte hele æg i stedet, hvis du hellere vil dette.
- TILBERED MISO SUPPE: Varm en stor gryde op til middelvarme og tilsæt sesamolie. Svits kort hvidløg og ingefær og tilsæt derefter grøntsagsbouillon, soja, saft og skal fra lime samt sukker og lad det simre 5 min.Rør miso i en lille skål med et par skefulde af den varme bouillon, indtil det er helt opløst. Hæld blandingen tilbage i gryden og lad suppen blive varm, men uden den koger.
- KLARGØR FYLD: Varm en god pande op til høj varme og tilsæt dine svampe og 2 spsk vand til at kickstarte processen. Steg svampene HELT tørre, imens du presser vandet ud af dem – og lad alt vandet fordampe. De vil begynde at knitre og stege til sidst. Skru ned til middel-høj varme og tilsæt 1 spsk smør og lad dem få stegeskorpe.Svits derefter broccolini i lidt olie indtil de bliver flot lysegrønne og dræn majs for overskydende vand. Skær forårsløg i skrå skiver og kog nudlerne efter anvisning på pakken.
- SERVERING: I dyb skål kom nudler og hæld den varme miso suppe over. Fordel herefter stegte svampe, broccolini, majs, forårsløg og en marineret æggeblomme i midten. Slut af med frisk koriander og lidt chiliolie.
Egne noter
Hvad er forskellen på miso suppe og ramen?
Lad os starte med at forstå hvad miso suppe og ramen faktisk er, og hvor de adskiller sig fra hinanden. De bliver ofte forvekslet, og det er egentlig ikke så mærkeligt. Begge er japanske supper, og de kan begge serveres med nudler, grøntsager og forskellige toppings. Men de er ikke helt det samme.
Miso suppe er først og fremmest en suppe med miso som den centrale smagsgiver. Den laves traditionelt med en fond kaldet dashi, som ofte består af kombu (tang) og bonito (tørret fisk), og misopasta røres i til sidst. Den serveres typisk enkelt med eksempelvis tofu, tang og forårsløg. Det er en let og smagfuld suppe, hvor misoens salte, fyldige og let fermenterede smag er i centrum.
Ramen er derimod et mere sammensat nudelmåltid. Her er nudlerne en helt central del, og suppen bygges typisk op af en fond, en smagsbase (ofte kaldet tare) og forskellige toppings. Ramen findes i mange varianter, og miso kan sagtens være en af de smagsgivere, der bruges til at give suppen dybde. En miso ramen er altså en type ramen – men ikke det samme som en klassisk misosuppe.
Hvad gør jeg: I min opskrift bevæger jeg mig lidt mellem de to. Jeg tager udgangspunkt i miso suppens smag med miso, ingefær, hvidløg og andre aromatiske ingredienser, men serverer den mere som et helt måltid med nudler, svampe og æg. Derfor er den inspireret af ramen, selvom den ikke er en klassisk ramenopskrift. Det er en lidt friere fortolkning, hvor jeg kombinerer den dybe umamismag fra miso med de elementer, jeg holder af ved en god skål nudelsuppe.
Forskellen på lys og mørk miso
Når du står i supermarkedet eller hos den asiatiske købmand, vil du typisk støde på to hovedtyper af miso. Dit valg afgør suppens endelige karakter, og det er vigtigt at kende forskellen på de to varianter.
Shiromiso er den lyse eller hvide miso. Den har en kort fermenteringstid, ofte kun få uger eller måneder. Resultatet er en mild, let sødmefuld og meget let miso smag. Den lyse variant er perfekt til lette supper, dressinger og marinader og skøn i det søde køkken, prøv bl.a hjemmelavet miso karamel eller cookies.
Akamiso er den røde eller mørke miso. Den fermenterer i meget længere tid, nogle gange op til flere år. Den lange proces giver en kraftig, salt og dyb smagsprofil. Hvis du ønsker en meget intens suppe med masser af karakter, er akamiso det rigtige valg. Jeg bruger den i alt fra dressinger, salater, curry og gryderetter.



Den gyldne regel for tilberedning af misosuppe
Der findes en meget vigtig regel, når du laver miso suppe. Du må aldrig koge suppen, efter du har tilsat misopastaen. Hvis misoen koger, er der risiko for at ødelæggede fine aromaer, og dræbe de gavnlige mælkesyrebakterier fra fermenteringen (men gå ikke i panik hvis det sker – det gør det også ofte for mig og det smager stadig skønt!)
Fremgangsmåden er simpel. Du bringer din bouillon i kog sammen med de ingredienser, der kræver tilberedning. Derefter skruer du helt ned for varmen eller slukker for blusset. Først her tilsætter du misoen. Et godt trick er at røre miso ud med lidt af bouillon i seperat skål, og når jævn, tilføj tilbage i gryden.
Soya-æggeblomme med honning, chili og lime
Sidste gang legede vi med marinerede æg, i dag går vi skridtet videre og laver soya-marinerede æggeblomme som giver miso suppe ekstra dybde. I denne version ligger æggeblommerne i en marinade af honning, soya, hvidløg, ingefær, chili, lime og nellike i mindst 4 timer og helt op til 3 døgn. Smagen udvikler sig, jo længere blommerne ligger i marinaden.
TIP: Marinaden er også skøn at bruge til hele marinerede æg.
Hvad sker der med æggeblommen i marinaden?
Æggeblommen ændrer både smag og konsistens, mens den ligger i marinaden. Det skyldes flere samtidige processer:
- Osmose (vandbevægelse):
- Marinaden har en høj koncentration af opløste stoffer som salt og sukker. Koncentrationsforskellen trækker vand ud af æggeblommen, hvilket gør den mere fast.
- Diffusion (smagsudveksling):
- Smagsstoffer fra marinaden trænger gradvist ind i blommen. Det giver en mere intens, salt, sød og krydret smag.
- Ændringer i proteinerne:
- Saltet påvirker, hvordan proteinerne binder sig til hinanden. Sammen med væsketabet gør det blommen mere koncentreret og fast.
- Ændret struktur – flydende til cremet (uden varme):
- En æggeblomme består af en blanding af vand, fedt og proteiner. Når vandet trækkes ud, rykker fedtet og proteinerne tættere sammen, så blommen bliver tyk og fast. Fordi den ikke bliver udsat for varme som ved kogning, bliver den ikke tør og hård – i stedet sørger det høje fedtindhold for, at den bliver blød, tæt og cremet som smør.
Det er netop kombinationen af den gradvist mere intense smag og den ændrede konsistens, der gør den marinerede æggeblomme så spændende som topping. Den giver suppen en blød, fyldig mundfølelse og tilfører endnu et lag umami.
Hvor længe skal æggeblommerne marinere?
- 4 timer: Blommen får allerede smag fra marinaden, men er stadig meget blød.
- Hen over natten: Smagen bliver mere markant, og konsistensen kan begynde at føles mere tæt.
- Op til 3 døgn: Smagen bliver endnu mere intens, og blommen kan få en fastere, mere koncentreret og cremet konsistens.
Efter 4-24 timer på køl ændrer blommen fuldstændig karakter. Den går fra at være en flydende væske til at få en fast, klistret og næsten marmeladeagtig konsistens. Smagen transformeres til en intens, salt og let sødmefuld umamibombe. Når du placerer denne blomme i din varme miso suppe og prikker hul på den, smelter den tykke kerne ud i bouillonen og skaber en utrolig cremet tekstur, der smyger sig om dine boghvedenudler.

Tips til en god miso suppe
- Smag bouillonen til, til sidst. Miso og soya bidrager begge med salt, så tilsæt dem gradvist og justér med lime til sidst.
- Steg svampene godt. Lad dem få farve, så de får en mere intens og næsten nøddeagtig smag.
- Hold grøntsagerne med lidt bid. Det giver en mere interessant tekstur i suppen.
- Kog nudlerne separat. Så kan du bedre styre konsistensen, og nudlerne suger ikke al bouillonen, hvis der er rester.
- Tilpas toppingen. Æggeblommen er lækker, men suppen fungerer også uden eller med de soya-marinerede æg fra den tidligere opskrift.
- Mere protein. Tilføj tofu eller edamame, hvis du ønsker mere protein i suppen.
Sådan samler du den perfekte skål
Anretningen er en vigtig del af oplevelsen, når du serverer asiatisk inspirerede supper. Start med at fordele de kogte boghvedenudler i bunden af store, varme skåle. Hæld derefter den varme miso suppe forsigtigt over fyldet.
Placer de stegte svampe, de sprøde broccolini og de søde majs i små, adskilte sektioner oven på nudler og suppe. Dette får misosuppe til at se indbydende og professionel ud. Læg forsigtigt den soyamarinerede æggeblomme i midten af skålen med en ske. Drys til sidst med rigelige mængder friske forårsløg og eventuelt lidt ristede sesamfrø eller et dryp chiliolie, hvis du kan lide lidt varme.
FAQ
Kan jeg lave miso suppe uden æggeblomme?
Ja, helt bestemt. Miso-bouillonen er en smagfuld basis i sig selv, og grøntsagerne og nudlerne gør suppen til et dejligt måltid. Du kan også tilføje tofu eller edamame, hvis du ønsker mere fylde.
Kan jeg bruge andre grøntsager?
Ja. Brug gerne broccoli, pak choi, spidskål, gulerødder eller edamame. Det vigtigste er at vælge grøntsager, der giver både smag og tekstur.
Kan jeg bruge andre nudler end boghvedenudler?
Ja, du kan bruge de nudler, du bedst kan lide eller har i skabet. Boghvedenudler giver en let nøddeagtig smag, men ramen-nudler eller andre asiatiske nudler fungerer også fint.
Kan jeg bruge soya-marinerede æg i stedet for æggeblommen?
Ja, det er et rigtig godt alternativ. Du kan bruge de soya-marinerede æg og halvere dem, inden du lægger dem i suppen. Eller blot bruge denne marinade til hele æg, fordi den er virkelig smagfuld.
Kan jeg gemme suppen?
Bouillonen kan opbevares separat i køleskabet. Jeg anbefaler at opbevare nudler, grøntsager og toppings hver for sig, så de ikke bliver bløde. Saml først miso suppen med fyld, når du skal spise den.
Smagfulde supper – Nem hverdagsmad
- MINESTRONE SUPPE – Fyldig, rig på grøntsager, bønner og dyb smag.
- KARRYSUPPE – Fuld af grøntsager, linser for protein og sprøde kikærter som topping. Se video HER.
- KARRYSUPPE MED FERSKEN – Klassikeren med et tvist.
- HOKKAIDOSUPPE MED SPIDSKÅL OG BØNNER – Cremet, fyldig og krydret.












