En cremet og krydret dahl med røde linser, langsomt sauterede løg, varme krydderier og tomat danner fundamentet for en virkelig smagfuld vegetarret. Indiens klassiske dhal i en version som er nem at lave, budgetvenlig og smager guddommeligt. Lav gerne dobbelt portion, frys ned, og server som nem vegetarisk aftensmad.

Dahl med røde linser – fyldig vegetarisk gryderet
Er der ÉN gryderet der er kendt af os alle – må det næsten være dahl.
Eller Daal. Dal. Dhal.
Navne er der nok af og den kendte linseret er da også en af de gryderetter, hvor næsten hver familie og madblogger har en version med deres eget tvist og egne smagspræferencer på “originalen”.
Men EN ting er sikkert. Dahl er en gryderet som tilberedes med bælgfrugter, ofte røde linser samt indiske krydderier. Retten er populær som vegetarisk gryderet og kan nydes af store som små.
Og i år satte jeg mig for at udvikle min version! Klassisk, smagfuld og nem.
Jeg har efterhånden lavet en del vegetariske gryderetter, men nogle gange er det de helt enkle, der ender med at blive favoritterne. Og sådan har jeg det med denne dahl opskrift.
Igennem flere test, har arbejdet på at finde frem til den helt rigtige balance mellem linser, tomat, krydderier og fedme. Resultatet er en enkel dahl med røde linser, hvor der ikke skal ret mange ingredienser til for at skabe en masse smag. Vi leger med sauterede løg, varme krydderier, god tomatsmag og fylde fra linser og smør. Til sidst smager jeg dhal til med lime, som giver et frisk og syrligt modspil til de bløde linser og de varme krydderier.
Det er en enkel opskrift, men jeg synes, at netop grundigheden i starten af tilberedningen gør en stor forskel. Når løgene får tid nok, får retten et smagsmæssigt fundament, som ikke kræver en masse ekstra ingredienser. Glæder mig til at høre hvad I synes om mit take på originalen.
Derfor skal du lave denne dahl
- Masser af smag med få ingredienser: Du behøver ikke en lang ingrediensliste for at lave en virkelig velsmagende dahl.
- Løgene gør forskellen: De sauteres langsomt i smør, så de bliver bløde, sødlige og fulde af smag.
- Uden kokosmælk: Smørret og de røde linser giver fylde og en dejlig cremet konsistens.
- Varme krydderier: Karry, garam masala, spidskommen, koriander, gurkemeje og kardemomme giver dybde og aroma.
- Friskhed fra lime: Limesaften til sidst balancerer den fyldige smag.
- Perfekt vegetarisk aftensmad: Server dhalen med naanbrød og frisk koriander.
- God til madlavning i større portioner: Dahl er oplagt at lave ekstra af til en travl hverdag og fryse ned til en travl hverdag.
Opskrift på indisk dahl

Indisk dahl
Ingredienser
- 250 g røde linser
- 2 stk løg
- 55 g smør
- 4 fed hvidløg
- 20 g frisk ingefær
- 10 g rød chili (uden kerner)
- 2 tsk karry
- 1 tsk garam masala
- 1 tsk koriander
- 1¼ tsk spidskommen
- ¼ tsk kardemomme
- ¼ tsk gurkemeje
- 6 dl grøntsagsbouillon
- 1 dåse hakket tomat
- ½ stk lime
- Salt, peber
Tilberedelse
- KLARGØR RÅVARER: Start med at skylle linser godt i sigte, sæt til side. Skær løg halvt over og derefter i tynde skiver. Riv hvidløg og ingefær fint og kom i skål med finthakket chili. I 3. skål vej alle tørre krydderier af og forbered bouillon.
- FORBERED DAHL: Varm en stor tykbundet gryde op til middel varme og tilsæt smør. Lad det smelte og tilsæt derefter løg. Lad løgene sautere i ca. 10 min. indtil de er bløde, dufter og let karamelliseret. Rør i dem undervejs. Spring endelig ikke dette step over da det er med til at danne smagsfundamentet for hele retten. Tilføj derefter hvidløg, ingefær og chili og lad det sautere med 1-2 min indtil det dufter himmelsk. Tilføj krydderier og lad dem stege af inden du tilsætter linser, bouillon og hakket tomat. Lad gryden komme i kog og skru herefter ned og lad den simre ca. 20-25 min. gerne op til 40 min. Rør et par gange undervejs så du sikrer at dine linser ikke brænder fast i bunden. Smag din dahl til med saft fra ½ lime, salt, peber og evt. lidt ekstra syre eller sødme hvis du ønsker.
- SERVERING: Server dahl med kold yoghurt, naanbrød og et godt skud koriander. Retten kan gemmes på køl 3-5 dage eller fryses ned i op til 2 måneder.
Egne noter
Hvad er dhal?
Dahl er en klassisk ret med rødder i det indiske køkken. Karakteristisk ved dahl er linserne som koges helt ud til en næsten vællig-ligende konsistens. Krydderier som oftes bruges er karry, spidskommen, koriander, ingefær samt løg og hvidløg. Men dhal kommer efterhånden i ligeså mange varianter som der er familier.
En god dahl behøver ikke at være kompliceret. Men jeg synes, der er stor forskel på bare at få ingredienserne i gryden og på at give dem den tid, de har brug for. Her får i 4 steps som er altafgørende for en dahl som ikke bare smager godt, men vil slå linserne væk under dig.
1. step: Sauter løg i mindst 10 minutter
Hvis der er ét trin, jeg ville fremhæve i denne opskrift, er det tilberedningen af løgene. Jeg har leget rundt med denne teknik til flere vegetariske gryderetter og vil bare sig – det er tiden værd!
Jeg bruger smør (nok af det – da det er vores eneste fedtkilde) og giver løgene mindst 10 minutter ved moderat varme. De skal ikke bare blive bløde i kanten. Jeg vil have dem til at falde sammen, inden de øvrige ingredienser kommer i gryden. Når løg tilberedes langsomt, ændres deres smag. Noget af den skarpe, rå løgsmag bliver mindre fremtrædende, og sødmen træder tydeligere frem.
Mit tip: Hold varmen på et niveau, hvor løgene bliver bløde og tilberedt uden at brænde på. Rør jævnligt, og giv dem hellere et par minutter ekstra end at skrue for højt op for varmen.
2. Step: smør i dahl
HOLD FAST og lyt!
Jeg ved denne del, kan dele vandene, og 55g smør kan syntes meget. Men HUSK at smør kommer som det eneste fedtstof i denne opskrift, og det er et bevidst valg. Jeg har taget kokosmælk ud og lidt ekstra smør ind, da vi SKAL have fedtstof for at fremhæve smag – det er essentielt.
Udover at fremhæve og afrunde smagen, hjælper smørret med at tilberede løgene langsomt, fremhæve aromaerne i krydderier og fordi jeg ikke bruger kokosmælk eller andre fedtholdige ingredienser, bliver smørret en vigtig del af rettens samlede smagsoplevelse.
Smørret giver en anden smag end kokosmælk som er let sød og har sin egen karakteristiske aroma, mens smørret giver en mere afrundet, mælket fylde. Det er netop derfor, jeg har valgt at holde min opskrift enkel og uden kokosmælk. Jeg vil gerne have en dahl, hvor linserne, løgene og krydderierne får lov til at fylde mest.
3. Step: Karry, garam masala og de varme krydderier
Krydderierne er selvfølgelig en vigtig del af en daal opskrift, og jeg bruger rigeligt af dem – men uden smagen bliver “støvet”. Jeg kombinerer karry, garam masala, spidskommen, koriander, gurkemeje og en smule kardemomme. De har hver deres karakter, og tilsammen giver de en varm og aromatisk smag, der passer godt til de bløde linser og den fyldige tomatbase.
Jeg synes, det er interessant, hvordan forskellige krydderier kan supplere hinanden, uden at retten behøver at blive stærk. Varme krydderier handler nemlig ikke kun om chili og styrke, men også om aroma, dybde og kompleksitet. Her er nogle af de funktioner, krydderierne har:
- Karry: Giver en sammensat krydret smag. Den præcise smag afhænger af blandingen, da karry ikke er ét enkelt krydderi.
- Garam masala: Tilfører en aromatisk varme, som hjælper med at give dhalen dybde. Jeg er særlig vild med varianten fra Mill og Mortar.
- Spidskommen: Bidrager med en jordagtig og let nøddeagtig aroma.
- Stødt koriander: Giver en mild, aromatisk og let citrusagtig note.
- Gurkemeje: Bidrager med sin karakteristiske gyldne farve og en mild, jordagtig smag.
- Kardemomme: Bruges kun i en lille mængde, hvor den tilfører en frisk og parfumeret aroma.
Et lille køkkentrick: Hav bouillon og tomater klar, inden du tilsætter krydderierne. Så kan du nemt komme videre til næste trin, når krydderierne har fået et kort øjeblik i gryden.



4. Step: Tilsmagning
Det er og forbliver en af mine helt store kæpheste. At vi smager vores retter godt til med salt, peber, syre og sødme. Det er først til sidst vi rigtig kan smage hvad der magler og hellere undersalte i starten – end at stå til sidst og smage noget der kan virke uspiseligt. SÅ, husk tilsmagning, men det sker først når din gryderet er færdigsimret og smagene har samlet sig.
En af dagens vigtige tilsmagninger er syre. Dhalen har allerede flere elementer, der giver fylde: smørret, de bløde linser, tomaterne og krydderierne. Men hvis der mangler syre, kan retten komme til at føles lidt tung eller flad. Her tilfører limesaft friskhed og hjælper med at fremhæve de øvrige smage. Ofte er det små ting i tilsmageningen der gør en kæmpe forskel.
Mit tip: Tilsæt lidt lime ad gangen, og smag efter. Den skal give friskhed uden at overdøve de varme krydderier.
Tips og tricks til den bedste dahl
- Brug mindst 10 minutter på løgene. Det er et af de vigtigste trin i opskriften og fundamentet for smagen.
- Hold øje med varmen. Løgene skal blive bløde og sødlige, ikke brændte.
- Lad krydderierne udvikle deres aroma. Giv dem et kort øjeblik i gryden, inden du tilsætter væsken.
- Skyl de røde linser. Kom dem i en sigte, og skyl dem under koldt vand, inden du bruger dem.
- Rør jævnligt i gryden. Linserne kan sætte sig i bunden, efterhånden som dhalen bliver tykkere.
- Justér konsistensen undervejs. Tilsæt lidt ekstra bouillon eller vand, hvis dal bliver for tyk.
- Vent med limen til sidst. Så kan du bedre vurdere, hvor meget syre retten har brug for.
- Smag til, inden du serverer. En god dahl skal have balance mellem de varme krydderier, løgenes sødme, smørrets fylde og limens friskhed.
Variationer på indisk dahl
- Med spinat: Vend frisk spinat i dhalen til sidst, og lad den falde sammen i den varme ret.
- Med ekstra chili: Tilsæt mere frisk chili, hvis du foretrækker en stærkere dahl.
- Med ekstra ingefær: Hvis du godt kan lide en mere markant, frisk og varm ingefærsmag, kan du justere mængden efter din smag.
- Med ekstra lime: Server limebåde ved siden af, så alle kan justere syren efter deres egen smag.
- Med andre linser: Du kan lave dahl med andre typer linser, men vær opmærksom på, at kogetid og konsistens ændrer sig. Røde linser er særligt gode her, fordi de koger ud og giver en cremet ret.
Jeg ville dog anbefale, at du prøver opskriften i dens oprindelige form først. Det er netop enkelheden og den langsomme tilberedning af løgene, der er det særlige ved denne version. Og når du har lyst til dahl, men det gerne må være “noget andet” – har jeg 3 versioner som leger med tekstur, grøntsager og forskellige typer linser. Se dem herunder.
Servering af hjemmelavet dahl
Jeg serverer dhal med naanbrød, frisk koriander og lime. Det er en enkel servering, hvor tilbehøret supplerer den varme og krydrede gryderet uden at tage opmærksomheden fra selve dahl.
Du kan servere den med:
- Naanbrød: Perfekt til at spise dhalen med og få saucen med.
- Frisk koriander: Giver et grønt og aromatisk element.
- Limebåde: Til dem, der gerne vil have lidt ekstra syre.
- Creme fraiche eller yoghurt: Lækkert som et køligt element til de meget varme krydderier.
- Ris: Hvis du ønsker mere fylde


FAQ om dahl med røde linser
Hvad er dahl?
Dahl, som også staves dal, daal eller dhal, er en betegnelse, der bruges om både forskellige bælgfrugter og retter tilberedt med dem i det sydasiatiske køkken. Der findes mange forskellige varianter med forskellige linser, bælgfrugter, krydderier og tilberedningsmetoder. Denne opskrift er en enkel version med røde linser, tomat, garam masala og andre krydderier.
Kan man lave dahl uden kokosmælk?
Ja, det kan man sagtens. I denne opskrift kommer den cremede konsistens primært fra de røde linser, mens smørret bidrager med fedme og en afrundet smag. Der findes mange versioner af dahl, også med kokosmælk, men det er ikke nødvendigt for at få en fyldig og cremet ret.
Hvilke linser skal jeg bruge til dahl?
Jeg bruger røde linser i denne opskrift, fordi de bliver hurtigt møre og koger ud under tilberedningen. Det giver en blød og cremet konsistens, som passer godt til retten. Andre typer linser kan også bruges, men de kan kræve længere tilberedningstid og give en anden tekstur.
Hvorfor er min dahl blevet for tyk?
Røde linser suger væske under tilberedningen, og dhalen bliver derfor gradvist tykkere. Den fortsætter også med at sætte sig, efter at du har taget gryden af varmen. Tilsæt lidt ekstra bouillon eller vand, og rør rundt, indtil du har den konsistens, du foretrækker.
Kan jeg lave dahl dagen før?
Ja, dahl er oplagt at lave dagen før. Smagen kan samle sig, mens retten står, og det gør den praktisk som aftensmad på travle dage. Vær opmærksom på, at linserne fortsætter med at suge væske, så dhalen kan blive tykkere i køleskabet. Tilsæt lidt vand eller bouillon under opvarmningen, hvis det er nødvendigt.
Hvordan opbevarer jeg dahl?
Opbevar dhalen i en lufttæt beholder i køleskabet, når den er kølet hurtigt ned. Varm den grundigt igennem inden servering. Som en praktisk rettesnor kan den holde sig omkring 3–4 dage ved korrekt køleopbevaring.
Kan dahl fryses?
Ja, dahl er velegnet til frysning op til 2 måneder. Lad den køle af, fordel den eventuelt i portionsstørrelser, og frys den i egnede beholdere. Når du varmer den op igen, kan du tilsætte lidt vand eller bouillon for at få den cremede konsistens tilbage.
Hvad serverer man til dahl?
Jeg serverer denne dahl med naanbrød, frisk koriander og lime. Det er enkelt tilbehør, som giver både friskhed og et godt modspil til den cremede gryderet. Men prøv også med raita, saltede mandler eller ris for mere fylde.










