Kokosris med lime – Cremede ris med kokosmælk

Intense, cremede og lækre kokosris. Jasminris kogt med kokosmælk, lime og aromatiske limeblade giver risene en skøn balance mellem sødme, syre og friskhed – de passer ideelt til krydrede asiatiske retter. Nemme at lave og et lækkert alternativ til almindelige ris, når tilbehøret gerne må være lidt ekstra luksus.

kokosris med lime

Kokosris med lime – Hverdagsluksus

Lad mig introducere jer for kokosris. Der er opskrifterne som jeg holder af og laver ofte – og så er der dem jeg kan i hovedet, som er en fast del af min rotation. Kokosris er sådan en opskrift!
Jeg har delt den henkastet før i et andet indlæg – samt i en reel på Instagram, men ærligt? Når man tænker på HVOR mange gange jeg har spist kokosris og de stadig ikke har haft deres eget indlæg, det er jo skandaløst, haha. Så for at rette min egen fejl og gøre opskriften nem at finde – for I her en genisteg, kokosris med lime!

Jeg elsker, hvordan kokosmælken giver risene en næsten luksuriøs cremethed, mens lime og risvineddike tilfører friskhed og sørger for, at de ikke bliver for tunge. En lille smule sukker fremhæver kokosmælkens naturlige sødme, mens limeblade giver en vild aromatisk dybde. Det er netop balancen mellem de forskellige smage, der gør kokosrisene så gode. De skal være cremede og fyldige, men stadig have en friskhed, så de ikke føles tunge. Det er en lille ændring i tilberedningen, men det gør virkelig en forskel.

Derfor skal du lave kokosris

  • Cremet konsistens: Kokosmælk giver risene en blød og fyldig konsistens.
  • Masser af smag: Lime, limeblade og risvineddike giver en frisk og aromatisk smag.
  • Nem tilberedning: Risene passer stort set sig selv, og du skal kun bruge 10 minutters kogetid + hviletid.
  • Perfekt tilbehør: De passer særligt godt til asiatiske retter, grøntsager og krydrede saucer.

Opskrift på perfekte kokosris med lime

Reklamelinks er markeret med*
opskrift kokosris med lime
Gem til madplan

Kokosris med lime – Cremede ris med kokosmælk

Intense, cremede og lækre kokosris. Ris kogt med kokosmælk, lime og limeblade giver risene en skøn balance mellem sødme, syre og friskhed – de passer ideelt til krydrede asiatiske retter.
Ingen bedømmelser endnu
Klik på stjernene for at bedømme opskriften 🚀
Antal: 4 personer
Tilberedelse25 minutter
I alt25 minutter

Ingredienser

  • 2 dl jasminris
  • 2 dl kokosmælk
  • 2 dl vand
  • ½ stk lime
  • 2 stk frosne limeblade
  • 1 spsk risvineddike
  • ¼ tsk salt
  • ¼ tsk rørsukker

Tilberedelse

  • TILBERED: Skyl dine ris grundigt og kom i en gryde med resterende ingredienser, brug både skal og saft fra ½ lime. Kog risene op og lad dem simre ved lav varme i 11 minutter eller efter anvisning på posen. Lad dem hvile 10 min. under låg inden servering.
  • SERVERING: Nyd risene til asiatiske retter, buddhabowls eller marineret tofu samt grøntsager. Mulighederne er mange, og det er kun fantasien der sætter grænser.
Fik du lavet opskriften?Jeg ville ELSKE at se dine kreationer! Tag mig endelig med @albertestengaard og brug evt. #albertestengaard så jeg kan følge dit madeventyr

Hvad er kokosris?

Kokosris serveres rundt om i verden og er en del af flere kulturer. Risene koges med både vand, kokosmælk samt krydderier. Resultatet er en fyldig og let sødmefuld base, som komplementerer stærke og krydrede retter. Retten findes i mange forskellige kulturer, og hver region har sine egne traditioner for krydring og valg af rissort.

Hvilke ris du vælger, har stor betydning for det færdige resultat. Jasminris er den mest udbredte type til asiatiske retter. De har en let klistret konsistens, som suger kokosmælken til sig. Basmatiris er et fremragende alternativ, især hvis du ønsker et mere luftigt resultat, hvor kornene adskiller sig tydeligt fra hinanden. Basmatiris bruges ofte i indiske og afrikanske versioner af retten.

Jeg bruger jasminris til denne opskrift, fordi de har en dejlig aromatisk smag og en blød konsistens, der passer godt til kokosmælken. Kombinationen af kokos, lime og limeblade giver risene en frisk og let eksotisk smag, som gør dem til mere end bare et neutralt tilbehør.

TIP: Jeg har testet med sorte ris og det smager magisk. De sorte ris kræver lidt længere kogetid, men det er al ventetiden værd.

Sådan får du de bedste kokosris

Jeg vælger at koge mine ris i en blanding af halv vand og halv kokosmælk. Det giver en god balance, hvor risene får masser af kokossmag og cremethed, uden at kokosmælken bliver for dominerende.
Start altid med at skylle risene grundigt i koldt vand. Dette fjerner overskydende stivelse fra overfladen, hvilket forhindrer risene i at klistre for meget sammen under kogningen. Kom derefter ris, kokosmælk, vand og et nip salt i en gryde. For at ramme den helt rigtige asiatiske smagsprofil tilsætter du lime, limeblade, lidt sukker og risvineddike.

Bring gryden i kog ved middel varme, skru derefter helt ned, og lad risene simre 11 minutter og derefter trække i yderligere 10 minutter under låg. Hviletiden er vigtig, fordi risene her får lov til at færdiggøre tilberedningen og absorbere den sidste væske. Lad låget blive på gryden, mens risene trækker, så dampen bliver inde i gryden.

Sådan undgår du klistrede og smattede ris

Det kræver lidt øvelse at koge risene helt perfekt. Et af de mest almindelige problemer er, at retten bliver for smattet. Dette sker typisk af to årsager: for meget væske eller for meget omrøring.

SKALERING AF OPSKRIFT – Hvis du skalerer opskriften op, for eksempel fra 4 til 6 deciliter ris, kan du ikke altid bare gange væsken direkte op. Større portioner kræver ofte forholdsvis mindre væske, da fordampningen ikke stiger proportionalt med mængden i gryden.

OMRØRING ER FORBUDT – En anden vigtig regel er at lade gryden være i fred. Når først risene koger, og du har skruet ned for varmen, må du ikke røre i dem. Omrøring frigiver stivelse, hvilket forvandler retten til en grød. Hold låget tæt lukket, så dampen bliver i gryden, og pillefingrene væk.

KOKOSMÆLK VS. KOKOSFLØDE – Du skal også være opmærksom på forskellen mellem kokosmælk og kokosfløde. Opskrifter på kokosris er beregnet til almindelig kokosmælk på dåse. Hvis du bruger kokosfløde, bliver fedtindholdet for højt, og risene kan have svært ved at absorbere væsken. Hvis du kun har kokosfløde på lager, skal du fortynde den med ekstra vand, indtil konsistensen minder om almindelig kokosmælk.

Hvad giver lime og limeblade til kokosrisene?

Kokosmælk har en naturlig sødme og en fyldig fedme, som er skøn i madlavningen, men som også kan gøre en ret lidt tung, hvis den ikke får modspil. Derfor bruger jeg både lime, risvineddike og en smule sukker.
Lime giver en frisk og syrlig smag, mens risvineddiken tilfører en mild syre, der hjælper med at balancere kokosmælken. Limebladene bidrager med en helt særlig aromatisk citrusduft, som er mere parfumeret og kompleks end almindelig limesaft. Tilsammen giver de risene en frisk, afrundet smag, hvor ingen af ingredienserne tager over.

TIP: Køb gerne limeblade på frost – de har mest smag og dybde. Findes bl.a. hos asiatiske købmænd.

Vegansk ristaffel med tofu
Vegansk ristaffel med sprød tofu i cremet karrysauce lavet på grøntsager, krydderier og kokosmælk. Server med toppings som sund hverdagsmad eller til gæster.
Gå til opskriften
vegansk ristaffel med tofu og topping

Hvad kan man servere til kokosris?

Kokosris er et skønt alternativ til almindelige ris og passer særligt godt til retter med masser af krydderier, grøntsager og friske elementer. Jeg ville især servere dem til asiatiske inspirerede retter, hvor kokosrisenes milde sødme og cremede konsistens kan samle måltidet.

De er eksempelvis gode til:

  • Karryretter med grøntsager og kokosmælk – Prøv massaman curry med kokosris.
  • Sprød tofu eller stegte grøntsager med en smagfuld dressing – Prøv peanut-tofu med kokosris.
  • Asiatiske bowls med grøntsager, edamame og en frisk dressing.
  • Retter med chili, ingefær, hvidløg og lime.

Ofte stillede spørgsmål om kokosris

Kan man bruge basmatiris i stedet for jasminris?

Ja, det kan du godt, men konsistensen og aromaen bliver lidt anderledes. Jeg foretrækker jasminris til denne opskrift, fordi deres bløde tekstur og aromatiske smag passer godt til kokosmælken.

Kan kokosris laves i forvejen?

Ja, du kan sagtens koge risene lidt før servering. Opbevar dem på køl i en lufttæt beholder, og varm dem grundigt igennem inden servering. Tilsæt eventuelt en lille smule vand eller kokosmælk, hvis de er blevet faste på køl. Men vær opmærksom på at konsistensen vil ændre sig en smule og måske blive lidt mere klistrede.

Kan kokosris fryses?

Ja, kogte kokosris kan fryses i en lufttæt beholder. Køl dem hurtigt ned, og frys dem gerne i portionsstørrelser. Optø i køleskabet, og varm dem grundigt igennem inden servering.

Hvordan skalere jeg opskriften? Fingermetoden (virker uanset mængde).

Da du ikke bare kan gange ris og vand op kommer her en lidt anderledes måde at sikre vis og vandmængde passer. Hæld dine skyllede ris i gryden og glat overfladen ud. Fyld koldt vand (og kokosmælk) på, til det dækker risene med hvad der svarer til det yderste led af din pegefinger (ca. 1,5–2 cm vand over risene). Denne metode virker, uanset om du laver 2 eller 10 portioner, så længe grydens størrelse passer til risene.

Hvorfor skiller min kokosmælk under kogningen?

Kokosmælk kan skille, hvis den koger for voldsomt ved høj varme. For at undgå dette skal du sikre dig, at gryden kun lige akkurat simrer. Brug altid en kokosmælk af god kvalitet med et højt indhold af kokosekstrakt, da de billigere varianter med meget vand og tilsætningsstoffer har lettere ved at skille.

3 risretter perfekt til hverdagdmad

Del indlægget med nogen du holder af

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering