
Knasende glutenfrit knækbrød med kerner! Lækreste snack lavet på frø, kerner, havregryn og glutenfri mel. Glutenfri knækbrød er super nemt at bage, kræver få ingredienser og er nogle du kommer til at lave på repeat! Sprøde. fiberrige, hjemmebagte og skønne med og uden topping.
Sprødt knækbrød med kerner – Glutenfri og vegansk
K.N.Æ.K.B.R.Ø.D.!
Har vi ikke alle et forhold til det sprøde tynde stykke brød?
Lige fra Wasa Rågi som blev spist med smør og marmelade foran Beverly Hills 90201 – Haha!
Til den helt hvide; Wasa Frukost med sesam som ikke havde set skyggen af groft mel. Men med smør og nutella var det altså episk!!
Mange gode knækbrøds minder 😉
I dag laver vi nye minder. Lækre, hjemmebagte og sprøde minder!!
Vi laver hjemmebagt glutenfrit knækbrød med kerner. Jeg har spist det non-stop i 1 måned og glæder mig helt ind i knoglerne til at dele opskriften på knækbrød med jer.
Den er super nem, kan varieres og spises af alle! Vegetar, veganer og glutenfri og alle der imellem 😉
Klar på at gå knækbrøds amok?
DAGENS KNÆKBRØD ER:
- Sprødt og knasende
- Fiberrigt med kerner
- Glutenfrit
- Vegansk
- Nemt og hurtigt
- Sundt og nærende
- Perfekte snack
- Afhængighedsskabende og
- Must bake 😉

Glutenfrit knækbrød
Ingredienser
- 45 g solsikkekerner
- 45 g sesamfrø
- 65 g hørfrø
- 20 g chiafrø
- 35 g havregryn
- 15 g majsmel
- 40 g quinoamel eller kikærtemel
- 1 tsk flagesalt
- 130 g vand
- 35 g rapsolie
Tilberedelse
- Start med at forvarm ovnen til 175° varmluft.
- I stor skål kom alle tørre ingredienser i og rør rundt. Tilsæt herefter vand samt olie og bland dejen sammen til en klistret dej. Lad dejen stå 5-10 min indtil den er fast.
- Kom dejen imellem 2 stykker bagepapir og rul dejen tyndt ud, med tykkelse på ca. 1/2 cm. Fjern det øverste stykke bagepapir og snit dejen i ønsket størrelse, med kniv eller pizzaskærer.
- Placér bagepapiret på bageplade og bag knækbrødet i ca. 25 min. De er færdige når der er let gyldne og sprøde har kanter. *Laver du dobbeltportion og bager 2 plader samtidig er min erfaring at de skal bage ca. 30 min. i alt.
- Lad knækbrødet afkøle på rist. Når afkølet opbevares knækbrødet i lufttæt beholder.
Noter
- Glutenfri mel kan udskiftes med andre varianter. Se indlæg med tips & tricks.
Egne noter
Opskrift på nemt glutenfrit knækbrød med kerner
Jeg er vild med ALT der knaser og kan toppes!
Knækbrød kan det hele; Sprød, knasende og perfekt toppet med alt fra marmelade, smør, tahin, hummus og jeg kunne blive ved…
Jeg har altid været vild med knækbrød, men her i 2021 er jeg gået lidt amok – haha..
Jeg har været storforbruger af sigdal glutenfri knækbrød med kerner og quinoamel. Men jeg har også brugt mange penge, ups 😉
Her kommer dagens nemme opskrift på hjemmelavet og glutenfrit knækbrød ind i billedet. Jeg ville genskabe knækbrødet fra sigdal, så jeg nemt og billigt kunne lave mit eget glutenfri knækbrød.
Efter et par test sad den i skabet og jeg har mindst lavet 1 plade om ugen, så jeg er stadig afhængig!
Men nu af min egen opskrift som er super nem, fuld af gode råvarer, kostfibre og stadig er knasende og sprød!
Alt røres sammen i en skål, kommer på bageplade og bages i ovnen. På 35 min. kan du stille din knækbrødstrang. Det er hurtigere end jeg kan nå at få min røv ned i Rema 😉
OG så er det hjemmelavet, billigere og instant lykke når det kommer ud af ovnen.

Knækbrød variationer + tips og tricks
- Varier kerner og frø:
- Du kan lege med frø og kerner i dit glutenfrit knækbrød. Jeg anbefaler du beholder hørfrø og chiafrø da de er med til at binde dejen sammen.
- Brug forskellige glutenfri meltyper:
- Du kan bruge tabellerne i dette indlæg til at udskifte de glutenfri meltyper. Find fx. quinoamel i tabellen og udskrift med en af de andre varianter i samme kategori.
- Leg med krydderier:
- Tilsæt gerne krydderier til dit knækbrød. Prøv en sød variant med kanel og kardemomme eller den salte med spidskommen, rosmarin eller anden krydderi. Kun fantasien sætter grænser.
- Lav gerne dobbeltportion:
- Jeg laver ofte dobbelt portion da mit knækbrød bliver spist på under 1 uge. Blot juster opskrift op, fordel på 2 plader og bag efter anvisning i opskrift. Mit knækbrød skal ofte have 5 min. ekstra når jeg laver dobbelt portion da der automatisk bliver skabt mere damp inde i ovnen og det dermed tager lidt længere tid at blive helt sprødt.
- Hvilken olie anvender jeg?
- Jeg bruger raps eller olivenolie. Olivenolie kan godt være lidt gennemtrængene og jeg foretrækker derfor raps. Du kan også bruge smeltet neutral kokosolie.

Nemt, sundt og hjemmelavet – Lækre snacks
Snacks make the world goes around 😉 I hvert fald min – Haha!
Ej, men snacks er jo bare lækkert! Jeg har altid lager af nemme snacks som dadler, nødder, chokolade OG nu knækbrød. Men er også stor fan af fx. hjemmelavede riskiks med chokolade, hindbærtrøfler eller grøntsager med hummus.
Ønsker du endnu mere snack inspiration hop endelig over i alle mine veganske opskrifter og snack løs 😉
Er der 1 specifik snack du mangler opskrift på? – Endelig skriv til mig på Instagram eller i kommentarerne herunder så vi kan skabe mere snack magi.
NU tilbage til glutenfrit knækbrød, for det er unægtelig blevet min nye favorit snack partner, og mulighederne for servering er mange.


Tips til servering af glutenfrit knækbrød:
- Server knækbrød som del af tapas bræt med veganske oste, oliven, frugt, grønt, pesto og hjemmelavet hummus.
- Server som snack, enten alene eller toppet med marmelade, smør, peanutbutter eller vegansk ost.
- Knus det i stykker og brug som topping på yoghurt eller smoothiebowls. Tro mig det smager konge godt!
- Giv en portion hjemmelavet knækbrød som værtindegave eller til gode venner. Man bliver altid glad for knækbrød. Du kan også kommer alle de tørre ingredienser i et glas og give med en “how-to” seddel. Så kan de nemt selv lave en portion glutenfrit knækbrød.









Super nemme at lave og man vil ikke fortryde det!
Smager langt bedre end alle de købe knækbrød der findes, og er SUPER sprøde.
Virkelig gode med hummus😏
Såå dejligt at læse! (og billigere når man spiser i mine mængder – haha) Kæmpe fan af din hummus ide!
Kan man erstatte majsmel med mere glutenfri mel i stedet for?
Hej Lydia – Ja det kan du sagtens, majsmel er en tung meltype så hvis du har ville det være optimalt med enten boghvede eller fuldkornsrismel ellers yderligere kikærtemel, havremel eller quinoamel er mine anbefalinger. Håber du bliver glad for det, rigtig god onsdag. Hilsen Alberte 🙂
Hvordan opbevarer du dem, så de bevarer sprødheden?
Hej Marianne, jeg opbevarer dem blot i lufttæt boholder. Kan være en boks/bøtte/pose med lukning. God fornøjelse, hilsen Alberte 🙂
Tak for en super god opskrift, som jeg vil benytte igen og igen. Dog bager jeg dem kun ved 150 grader ved varmluft ellers bliver de for mørke i min ovn.
Jeg har bagt en kæmpeportion her til jul, da de er langt bedre end småkager👍
Hej Eva, så dejligt du kan bruge opskriften og har fundet en temperatur der virker i din ovn, det kan nemlig være sååå forskelligt fra ovn til ovn 🙂 Og dejligt med et lager i julemåneden, det er lige efter mit hjerte 😀 Rigtig god mandag, hilsen Alberte
super god opskrift, nem og hurtig. Jeg fin river rødbeder og kommer i.
Vi sætter begrænsninger på, ellers spiser vi dem for hurtig, selv mine gamle forældre er vilde med dem. Jeg laver denne gang 3 plader
Hej Helle – så dejligt i kan lide det. Og god ide med rødbede og det ikke bliver for vådt? Rigtig god weekend, hilsen Alberte
Nej det syntes jeg ikke, der kommer måske lidt mere frø og mel i end der skal.
I dag har jeg prøvet med både ramsløg og rødbede, spændende hvordan de bliver.
Mvh Helle
Alle skal ha noget; for det er rasende lækkert
Hej Solvej, haha skøn kommentar 😉 Så dejligt du kan lide det! Rigtig god dag, hilsen Alberte