Saftigt stenalderbrød uden æg, med masser af kerner, frø, havregryn, pistacienødder og tranebær. Et nemt og mættende brød, hvor loppefrøskaller binder ingredienserne sammen og giver en skøn konsistens – helt uden brug af æg eller mel. Perfekt til morgenmad, frokost eller madpakken.

Hjemmebagt stenalderbrød uden æg og mel – Brødet til alt
Der er noget særligt over et godt stenalderbrød. Den tætte krumme, de sprøde kerner og den nøddeagtige smag gør, at et par skiver kan mætte overraskende meget og danne base for både morgenmad, frokost og snacks.
Denne version er bagt helt uden æg, men er stadig både saftig, fast og nem at skære i. Kerner, frø, havregryn, pistacienødder og tranebær giver masser af tekstur og smag, mens loppefrøskaller binder det hele sammen på en måde, som næsten virker lidt magisk. Stenalderbrød uden æg er et af de brød, jeg elsker at have liggende klar. Det smager skønt friskbagt, men bliver næsten endnu bedre dagen efter, når smagene har sat sig, og en skive på brødristeren gør kernerne ekstra sprøde.
Derfor skal du bage stenalderbrød
- Bagt helt uden æg.
- Saftigt og fyldt med kerner, frø og nødder.
- Nem røresammen-opskrift.
- Holder sig frisk i flere dage.
- Perfekt til morgenmad, frokost og madpakken.
- Fryser rigtig godt.
- Tranebær og pistacienødder giver ekstra smag og tekstur.
Opskrift på stenalderbrød uden æg

Stenalderbrød uden æg
Ingredienser
- 200 g havregryn
- 50 g sesamfrø
- 50 g solsikkekerner
- 85 g hørfrø
- 50 g græskarkerner
- 20 g chiafrø
- 25 g loppefrøskaller
- 60 g pistacienødder uden skal
- 70 g tranebær
- 1,5 tsk salt
- 450 g koldt vand
- 1 spsk æblecidereddike
- 2 tsk agavesirup
Topping
- Håndfuld blandede frø og kerner
Tilberedelse
- KLARGØR: Tænd ovnen på 170° varmluft med en rist i midten, og klargør en lille rugbrødsform med bagepapir. Min måler 20 X 10 cm.
- FORBERED STENALDERBRØD: I en stor skål kom alle de tørre ingredienser, salt og tranebær. Rør godt rundt så alt er ligeligt fordelt. Kom herefter vand, eddike og sirup ved og rør godt rundt indtil homogen og sammenhængene. Lad stå 5 min. imens loppefrøskallerne samler dejen. Rør den godt igennem igen, og fordel den herefter i formen. Drys med ønskede kerner, frø eller blå birkes.
- BAG BRØD: Sæt brødet ind i ovnen og bag 50-60 min. Lad afkøle lidt i formen inden du sætter på rist og lader afkøle helt inden der skæres i det.
- SERVERING: Nyd stenalderbrødet med smør, ost, hummus eller blot som en god snack uden noget. Kan med fordel skæres i skiver og opbevares på køl eller fryses ned for længere holdbarhed.
Egne noter
Hvad er stenalderbrød?
Et stenalderbrød ser umiddelbart meget enkelt ud. Kerner, frø, nødder og vand røres sammen, kommes i en form og bages. Men bag den enkle opskrift gemmer der sig faktisk flere små detaljer, som har stor betydning for både smag og konsistens.
Stenalderbrød har fået sit navn, fordi det er inspireret af stenalderkosten, hvor kosten hovedsageligt bestod af råvarer som nødder, frø og kerner frem for raffinerede melprodukter.
I dag bruges betegnelsen om brød, der primært består af kerner, frø og nødder og kun indeholder lidt eller slet intet almindeligt mel. Resultatet er et kompakt, saftigt og meget mættende brød med masser af bid, som adskiller sig markant fra et klassisk sandwichbrød.
Selvom navnet kan få det til at lyde som en særlig type brød, findes der mange forskellige versioner. Nogle bages med æg, andre med olie eller yoghurt – og som denne opskrift viser, kan du også sagtens bage et stenalderbrød uden æg hvis du gerne vil undgå netop det.
Hvordan laver jeg stenalderbrød uden æg
Æg bruges ofte i stenalderbrød, fordi de hjælper med at binde de mange kerner og frø sammen. Jeg bruger det også i opskriften på stenalderbrød med havregryn, som er tæt i krummen og super saftig. Derfor kan det måske virke overraskende, at denne opskrift fungerer helt uden.
Hemmeligheden er loppefrøskaller. Når de blandes med vand, danner de en geléagtig struktur, som binder ingredienserne sammen og holder på fugten under bagningen. Det giver et brød, der både bliver saftigt og skærer i flotte skiver, selvom der ikke er et eneste æg i dejen.
Loppefrøskaller – Hvad kan de?
Loppefrøskaller er de fine skaller fra planten Plantago ovata og er blevet en fast ingrediens i mange glutenfri brødopskrifter. De har en helt særlig evne til at optage væske – mange gange deres egen vægt – og danner en naturlig gel, som giver struktur og binder ingredienserne sammen. Lidt som hørfrø-æg bare meget mere fast.
Det gør dem særligt velegnede i bagværk uden gluten eller æg, men de kan også bruges i almindelige brød, hvor de bidrager til en mere saftig krumme og en bedre holdbarhed.
Mit tip: Sørg for at fordele loppefrøskallerne godt i de tørre ingredienser, inden vandet tilsættes. Så fordeler de sig mere jævnt i dejen.


De bedste tips – stenalderbrød uden æg
- Husk din æblecidereddike – Æblecidereddiken tilfører først og fremmest en mild syre, som balancerer den fyldige smag fra kerner, frø og nødder. Samtidig giver den brødet en friskhed, så det ikke føles tungt, selvom det er fyldt med mættende ingredienser. Du kommer ikke til at smage eddiken direkte – den er blot med til at løfte den samlede smag og skabe en bedre balance.
- Lad brødet køle helt af, inden du skærer i det – Glutenfri brød skal have tid til at sætte sig inden du skærer i det, da det kan resultere i at det smuldrer og mister den gode struktur.
- Brug en skarp brødkniv med savtakker – Så kan du bedre skærer igennem frø, kerner og nødder.
- Rist gerne skiverne let – Det fremhæver smagen af nødder og kerner- HAPS!
- Opbevar brødet i en lufttæt pose eller beholder, gerne på køl – Så holder det sig saftigt længere.
- Frys gerne brødet i skiver – Super genialt, da du nemt kan tage et par stykker op ad gangen og du forlænger holdbarheden af brødet.
Variationer af kernebrød uden æg
- VARIER DINE NØDDER:
- Udskift pistacienødder med mandler, cashewnødder eller hasselnødder.
- VARIER TØRRET FRUGT:
- Brug tørrede rosiner eller abrikoser, figner, dadler i tern i stedet for tranebær.
- RIST DINE KERNER:
- Opnå endnu mere smag i brødet og rist dine græskarkerner, solsikkekerner og sesamfrø først på en tør pande.
- BRUG VARME KRYDDERIER:
- Krydr med lidt kanel eller kardemomme, hvis brødet primært skal bruges til morgenmad eller søde snacks.
- GLUTENFRI STENALDERBRØD:
- Brug glutenfri havregryn og hav det lækreste gluntenfri brød til diverse måltider.
Servering af stenalderbrød
Jeg synes, stenalderbrød er et af de mest alsidige brød, man kan have liggende. Det mætter godt og passer til både det søde og det salte køkken, hvilket gør det oplagt til alt fra morgenmad til frokost og en hurtig snack i løbet af dagen.
Jeg rister ofte en skive let, så kernerne bliver ekstra sprøde og nødderne udvikler endnu mere smag. Derefter topper jeg med alt fra smør og en god ost, avocado eller hytteost. Skal det være en sødere version, passer det også virkelig godt med peanutbutter, marmelade eller et tyndt lag honning eller miso karamel.
Brødet egner sig desuden godt til madpakken, da det holder sig saftigt i flere dage og ikke mister sin struktur. Netop derfor er det en af de opskrifter, jeg ofte vender tilbage til, når jeg gerne vil bage et brød, der både er praktisk og smager virkelig godt.
PRØV STENALDERBRØD UDEN ÆG MED:
- Smør og lagret ost.
- Avocado, spejlæg og flagesalt.
- Hytteost og friske bær.
- Peanutbutter og banan.
- Marmelade eller honning.
- Kikærte- eller æggesalat.

Ofte stillede spørgsmål
Kan stenalderbrød uden æg fryses?
Ja. Skær det gerne i skiver først, så du nemt kan tage det antal skiver op, du skal bruge.
Hvordan opbevarer jeg brødet?
Brødet holder sig saftigt i flere dage i en lufttæt pose eller beholder ved stuetemperatur. Skal det opbevares længere, anbefaler jeg at sætte det på køl eller fryse det.
Hvorfor smuldrer mit stenalderbrød?
Det skyldes ofte, at brødet ikke har kølet helt af, før der skæres i det. Når brødet får lov til at køle af, sætter krummen sig, og skiverne bliver langt mere stabile.
Kan jeg udskifte pistacienødderne?
Ja sagtens – mandler, cashewnødder eller hasselnødder fungere skønt i brødet.
Er stenalderbrød og kernebrød det samme?
De minder meget om hinanden, og navnene bruges ofte om lignende brød. Stenalderbrød forbindes typisk med et brød, hvor kerner, frø og nødder er hovedingredienserne, mens kernebrød er en bredere betegnelse.
Top løs med 3 favoritter..
- MISO KARAMEL – Sød, salt og fuld af umami.
- ÆRTEPURE MED KARAMELLISEREDE SKALOTTELØG – Cremet, smagfuld og nem at lave.
- HJEMMELAVET GRØN PESTO – Intens og smagfuld.











Sweety, kan du ikke forklare mig hvorfor det skal hæve, når der ikke er noget hævemiddel i?
Og hvor længe tror du de skal bage hvis jeg laver dem i en metal-muffinsform? Så er de lidt lettere at tage med i madpakken <3
Hej søde! Brødet hæver så smagen kan udvikle sig og kerner + loppefrø kan suge væske til sig. Tror snildt du kan lave små muffins – tiden er jeg lidt usikker på men evt. start med 30-40 min og tjek med tandstik. Der skal ikke komme våd dej på. Men de vil blive mere faste efter afkøling. håber det lykkedes. Kram A
Hej Alberte
Sikke da et lækkert brød der kom ud af denne opskrift. Jeg må sige at jeg var ret skeptisk, brød uden æg… ? Men det blev lækkert frisk, og slet ikke tørt. En go overraskelse.
Nice 🙂
Ej hvor skønt at høre Anette – dejligt du blev positiv overrasket, er selv glade for den friske smag og det også lækkert at riste lidt inden man fx smører det med lidt smør, så det lidt ekstra luksus 😉 Rigtig go aften, kram A