Cremet, fyldig og mættende vegetarisk linsegryde med svampe, grønne linser og masser af grøntsager. En skøn hverdagsret fyldt med umami, som kun bliver bedre dagen efter og derfor er perfekt til både aftensmad og meal prep.

Fyldig linsegryde med svampe
Der er nogle opskrifter, som bare bliver ved med at finde vej tilbage til mit køkken. Ikke fordi de er avancerede eller tager lang tid at lave, men fordi de smager godt, mætter og fungerer – både på travle hverdage og de dage, hvor man har brug for noget comfort food, men stadig ønsker god hjemmelavet mad. Den her linsegryde er en af de opskrifter.
Mange forbinder en klassisk linsegryde med den indiske dahl, hvor røde linser koger helt ud til en cremet sauce. Men der findes utallige måder at gribe retten an på. Ved at bruge andre typer linser og tilføje flere forksellige grøntsager kan du skabe en ret med mere struktur og bid. Og jeg glæder mig til at I skal opleve glæden ved en linsegryde som er alt andet end bare linser.
Jeg udviklede oprindeligt linsegryden for flere år siden – en dag, hvor køleskabet trængte til at blive tømt, og alt jeg havde lyst til var en varm og mættende gryderet. Siden har jeg lavet den utallige gange, og med tiden har opskriften udviklet sig lidt, med de råvarer jeg holder mest af i dag. Linsegryden er stadig den samme smagfulde og fyldige gryderet fuld af umami. Det er den slags ret, man kan spise flere dage i træt, som udvikler sig på køl og hvor alle der smager den, bliver overrasket over, hvor fyldig og rig i smagen den er.
Derfor skal du lave linsegryde
- Nem vegetarisk aftensmad – Hele familien kan være med
- Fyldt med grøntsager og grønne linser..
- Masser af umami fra svampe og parmesan
- Perfekt til meal prep – Smager næsten endnu bedre dagen efter
- Kan nemt varieres med sæsonens grøntsager
Opskrift på vegetarisk linsegryde

Linsegryde med svampe
Ingredienser
Linsegryde
- 150 g grønne linser
- 400 g champignon
- 1 spsk smør
- 1 stk løg
- 3 fed hvidløg
- 400 g kartofler
- 1 tsk timian
- ½ tsk rosmarin
- 1 tsk paprika
- 1 tsk røget paprika
- ½ tsk salt
- Friskkværnet peber
- 1,5 dl hvidvin
- 40 g lys tahin
- 2 tsk dijonsennep
- 2 spsk soja
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 dåse kokosmælk
- 3-4 dl grøntsagsbouillon
- 40 g parmesan
Lyn-syltede rødløg
- 2 stk rødløg
- 2 spsk sukker
- 3 spsk hvidvinseddike
Tilbehør
- Groft brød
- Stegte svampe
- Kogte ris
Tilberedelse
Linsegryde:
- KLARGØR OG FORBERED: Start med veje linser af og skylle dem i sigte, sæt til side. Rens champignon og skær dem i skiver. Snit løg fint og riv hvidløg. Vask eller skræl kartofler godt og skær dem i mundrette tern. I en skål mål krydderier af og i anden vej tahin. Riv parmesan og sæt alt til side indtil brug.
- LINSEGRYDE: Varm en stor stegegryde op til høj varme og steg dine svampe HEL tørre. Dette gør du ved at vende i dem løbende og lade alt vandet fordampe, det kan tage 5-10 minutter. Når alt vandet er fordampet og du kan se dine svampe steger og for skorpe skruer du ned til middel-høj varme og tilsætter smør, vend rundt og lad dem få lidt stegeskorpe. Tilsæt derefter løg og hvidløg og lad det sautere i 1-2 min.Tilsæt kartofler, grønne linser og krydderier og lad det stege med 2-3 minutter inden du tilsætter hvidvin – lad retten simre indtil alkoholen er fordampet. Kom tahin, dijonsennep, soja, æblecidereddike, kokosmælk og bouillon ved, og vend godt rundt. Skru ned til lav varme og kom låg over. Sørg for at retten småbobler og lad det simre ca. 30 minutter, indtil linserne er møre. Rør gerne et par gange undervejs, da linser hurtigt kan brænde fast i bunden. Tilsæt parmesan og lad retten varme igennem og smag til med salt, peber og evt. ekstra syre eller lidt sukker.
- SERVERING: Nyd linsegryden med syltede rødløg, hårdstegte svampe og groft brød. Retten er også god med ris, hvis du ønsker mere fylde.
Lyn-syltede rødløg
- Skær rødløg halvt over og derefter i tynde skiver, kom i skål med sukker og eddike og vend rundt til alt er vædet. Lad stå 15 min. imens du vender rundt løbende, indtil løgene er faldet sammen og sukkeret er smeltet med eddiken.
Egne noter
Gryderet med grønne linser, svampe og cremet sauce
Linsegryden har udviklet sig gennem årene, men grundidéen er den samme: En varm, cremet og smagfuld gryderet fyldt med grøntsager og gode råvarer. Det er den slags mad, jeg elsker at lave til hverdag – mad, der giver ro, glæde og rester til dagen efter.
En særlig ting jeg holder meget af ved linsegryden, er balancen mellem smagene. Når alle elementerne arbejder sammen, får du en ret, der føles både fyldig og utrolig tilfredsstillende.
Svampene giver masser af umami og dybde, mens parmesan tilfører en salt og rund smag, som smelter ind i saucen. Kokosmælken gør gryden cremet, tahin bidrager med en let nøddeagtig fylde, og dijonsennep samt æblecidereddike giver den syre, der løfter retten og gør, at den ikke bliver tung. Når gryden toppes med syltede rødløg får du både sprødhed, friskhed og endnu flere smagsnuancer. Det er netop kombinationen af de forskellige grundsmage – sødt, salt, surt, bittert og umami – der gør retten så harmonisk.
Dagens 5 grundsmage:
(de findes flere steder, dette er blot et udpluk)
- UMAMI – svampe og parmesan
- SØDME – kokosmælk og løg
- SALT – fra soja, sennep og boullion
- SYRE – æblecidereddike og syltede rødløg
- BITTER – timian og rosmarin



Lidt om råvaren – grønne linser
Grønne linser er en af de råvarer, jeg altid har på lager i køkkenskabet, sammen med røde linser. De holder formen under tilberedning, har en mild og let nøddeagtig smag og giver et dejligt bid i gryderetter og salater. I denne linsegryde gør de retten både mere mættende og giver en god struktur, som passer virkelig godt sammen med grøntsagerne og den cremede sauce.
Mit tip: Skyl altid linserne godt, inden de kommes i gryden, og lad dem simre stille og roligt. Så bliver de møre uden at koge ud.
Lidt om råvaren – svampe
Jeg ELSKER svampe. Det er den direkte vej til umami i grøn madlavning, og hvis du kender de små tricks – får du endnu mere valuta for pengene når du steger svampe af.
Det vigtigste i arbejde med svampe er at stege dem rigtig godt af. Det kræver lidt tålmodighed, men det er tiden værd.
Når svampene får lov til at stege, til væsken er fordampet, udvikler de en langt dybere og mere koncentreret smag. Det er med til at give gryden masser af umami og gør, at den smager, som om den har stået og simret i timevis.
Mit tip: Svampene vil først tabe en masse vand og ligne de koger, men lad dem stå og rør i dem løbende – vandet vil fordampe og du vil stille og roligt høre de begynder at knitre mod panden og tage stegeflade.
Mine bedste tips og variationer til cremet linsegryde
- Steg svampene godt – det fremhæver deres smag og umami
- Smag gryden til til sidst – især syre og salt gør en stor forskel
- Riv parmesanen fint – så den smelter nemt ud i saucen
- Gryden bliver kun bedre dagen efter – smagene får lov til at udvikle sig
- Kombiner forskellige svampe – Varier gerne hvilke svampe du bruger eller lav en kombination af flere
- Prøv med beluga linser – Erstat grønne linser med belugalinser. De har en skøn smag og giver bid til retten
- Tilsæt chili – Hvis du ønsker lidt mere varme
- Brug madfløde i stedet for kokosmælk – giver en mere neutral og cremet smag
Serveringsforslag – linseret med svampe
- Syltede rødløg – kan laves dagen før
- Hårdtstegte svampe – fx. shiitake
- Groft brød – gerne surdejsbrød
- Friske krydderurter
- Lidt ekstra revet parmesan – brug gerne en god kvalitets parmesan
- Evt. ris og eller en let grøn salat – prøv en simpel spinatsalat

Ofte stillede spørgsmål
Opbevaring
Opbevar linsegryden i køleskabet, i en lufttæt beholder eller gryde op til 3-4 dage. Den kan også fryses og er nem at varme op igen, hvilket gør den perfekt som et nemt måltid på travle dage.
Kan linsegryden laves dagen før?
Ja, og den smager faktisk næsten endnu bedre dagen efter, når smagene har fået lov til at udvikle sig. Det her er en af de retter, jeg ofte laver en stor portion af så der er nem mad til frokost eller aftensmad de følgende dage.
Kan linsegryden fryses?
Ja, den egner sig rigtig godt til fryseren. Lad den køle helt af, inden den fryses ned.
Hvilke linser er bedst?
Jeg foretrækker grønne linser, fordi de holder formen under tilberedning og giver et godt bid. Men prøv også beluga eller delikatesse linser.
Kan jeg udelade parmesan?
Ja, men parmesanen bidrager med umami og fylde. Hvis du udelader den, kan du med fordel smage gryden ekstra godt til.
Hvad serverer du til linsegryden?
Jeg serverer den helst med sprøde syltede rødløg og et godt stykke brød. Ris passer også rigtig godt til hvis man gerne vil have lidt mere fylde.
3 fyldige gryderetter rig på smag
- CREMET GRØNTSAGSGRYDE MED SQUASH OG FENNIKEL – Se video HER
- VEGETARISK BØNNEGRYDE MED FENNIKEL OG CREMET TOMATSAUCE – Se video HER
- MAROKKANSK GRYDERET MED KIKÆRTER














Kære Alberte
Jeg har netop lavet denne linsegryde og syltede rødløg. Det var en “test” på om jeg kunne lykkes med retten og om jeg skal lave retten til gæster på lørdag.
Milde himmel et køkken jeg har efterladt og jeg har altså brugt mere end 40 min 😉
Men hold da op hvor den smager skønt – jeg tog lidt ekstra og sidder nu top mæt.
Jeg går meget op i farver på maden, og her var jeg i tvivl – da gryderetten er meget farveløs (men det er vintermad ofte og især simreretter).
Men shit smagen af retten og de lækre syltede rødløg eksploderede i min mund og tilfredsstillede mine smagsløg MAX.
Tak for mad … jeg laver den til mine fødselsdags gæster på lørdag ❤️
Kh Mette
Hej Mette. Hvor er det skønt at høre, du kunne lide den (trods farven😅 – der håber vi de syltede rødløg hjælper) Køkkentid er noget af det sværeste at beregne – håber ikke du endte med at spise for sent 🙂
Så dejligt du vil lave den til dine gæster, håber i får en dejlig dag og stort tillykke med fødselsdagen når du når dertil❤️ Rigtig god mandag, hilsner Alberte
Tak hvor er du sød ❤️
Spørgsmål : kan retten fryses og de syltede rødløg … her lavede jeg en stor portion – duer de med sprødhed mm til på lørdag – eller er det bedst jeg laver en frisk portion på lørdag formiddag?
Kh Mette
Go’morgen Mette 🙂 Du kan snildt fryse retten, jeg kan dog ikke love den ikke skiller en smule pga. kokosmælken. De syltede rødløg kan godt holde sig, men jeg ville personligt lave en ny portion så den stod frisk og lækker. Rigtig god tirsdag, hilsner Alberte <3
Den her ret er bogstaveligt talt min livret! Det eneste problem når jeg laver den er at jeg ikke har en stor nok gryde til den mængde af den jeg gerne vil lave, haha!
Hej Nadja, ih tusind tak for din besked, det gør mig så glad at læse 🙂 Haha kender følelsen! Rigtig god dag, hilsen Alberte
Super dejlig ret – skal helt klart laves igen. Smager fantastisk.
Hej 🙂 Hvor er det skønt at høre – tak for at skrive. Rigtig god tirsdag, hilsner fra Alberte
Tak, for en fantastisk ret, fuld af smag og nem at lave.
Hej Dorte, tusind tak for at skrive – hvor er det dejligt du kunne lide den 🙂 Rigtig god torsdag, hilsen A
Den smager så godt, kæmpe anbefaling
Godmorgen Lotte, hvor er det dejligt du skriver – så skønt du nød den 😀 håber du får en skøn søndag, hilsen A