Svampede, krydrede kanelsnegle med græskar, pumpkin pie spice og crunchy topping er kanelsnegle på speed. Vi tager alt det bedste fra kanelsnegle og kombinere med sød græskarmos, krydret pumpkin pie spice og knasende pistacienødder.
Tilsammen har du den ultimative efterårs-treat som du ikke behøver nogle tricks til at få fat i – De er nemlig klar til dig lige her.
Svampede kanelsnegle med græskar
Nogle gange får jeg en ide, okay jeg får TIT en ide! Nogle gange genial andre gange gal. Denne gang, en af dem, som jeg stadig ikke kan stoppe med at smile over. Fordi den er ret G.E.N.I.A.L!
Det er nemlig kanelsnegle på speed eller rettere sagt: Kanelsnegle med græskar og pumpkin pie spice. Vi tager det bedste fra kanelsnegle og kardemmoesnurrer, tilsætter sød fløjlsblød græskarmos, pumpkin pie spice og knasende pistacienødder. Resultatet kan ikke forklares – men må opleves.
Svampet smørblød gærdej, gul af græskar og med krydrede noter fra kanel, kardemomme og ingefær. Indeni dejen gemmer sig en krydret smør-farin masse med pumpkin spice og græskarmos. Herlighederne toppes med en simpel sukkerlage og en crunch af pistacie samt sukker. Det er efterårets bageprojekt du ikke må gå glip af.
Kanelsnegle med græskar tager en rum tid, men er nemme at lave når først du er igang. Jeg anbefaler at læse opskriften godt igennem og starte dagen inden du ønsker at spise dem.
Opskrift kanelsnegle med græskar
Kanelsnegle med græskar og pumpkin spice
Ingredienser
Dej:
- 180 g mælk
- 20 g gær
- 40 g rørsukker
- 120 g græskarmos
- 1 stk æg
- ¼ tsk kardemomme
- ¼ tsk kanel
- ¼ tsk ingefær
- ½ tsk salt
- 540 g hvedemel
- 80 g smør
Remonce:
- 120 g smør
- 150 g brun farin
- 1 spsk pumpkin pie spice
- 1 spsk kanel
- 1 nip salt
- 1 tsk majsstivelse
- 70 g græskarmos
Sukkerlage:
- 30 g sukker
- 30 g vand
Crunchy topping:
- 15 g rørsukker
- 20 g pistacienødder
Tilberedelse
- TIP: Forbered gerne græskarmos i god tid og bland din pumpkin pie spice (se alternativ længere nede).– Husk at tag smør ud i god tid da det skal være blødt til både dej og remonce.
- GRÆSKARMOS: Tænd ovnen på 200°. Vask et hokkaido græskar, skær det herefter midt over og udhul for kerner. Placer med skæresiden nedad, kom lidt olie på og prik et par huller i skallen så luften kan trænge ud og bag indtil mør, ca. 30-35 min. Den skal boble og være let at stikke en kniv igennem. Lad det afkøle let inden du fortsætter. Har du en powerblender kan du blende græskarret med skal på indtil en fin pure. Alternativt kan du skrabe kødet ud og mose det med en gaffel eller stavblender.
- FORBERED DEJ: Kom mælk og sukker i røremaskine og opløs gæren heri. Tilsæt græskarmos, æg samt krydderier. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og tilsæt det bløde smør i tern. Ælt dejen godt på maskine ca. 10-15 min. indtil dejen er blank og glat. Tilsæt evt. ekstra mel hvis nødvendigt. Kom husholdningsfilm over skålen samt et klæde og sæt til hævning på køl 3 timer eller natten over.
- KLARGØR REMONCE: I skål bland blødt smør, farin, pumpkin spice, kanel og majsstivelse. Rør sammen med ske. Pas på ikke at overmikse da din remonce herved nemmere løber ud af sneglene. Din remonce skal blot lige røres sammen. Til slut kommer græskarmosen i, rør kort rundt.TIP: Har du ikke hjemmelavet pumpkin pie spice brug følgende: 1,5 tsk. kanel + 1/2 tsk. ingefær + 1/4 tsk. nellike + 1/4 tsk. allehånde + 1/2 tsk. kardemomme + lidt fintrevet muskatnød.
- SAML GRÆSKARSNEGLE: Klargør bradepande der måler ca. 25X35 cm. med bagepapir i bunden. Når dejen har hævet, vendes den ud på et let meldrysset bord. Dejen æltes igennem så eventuelle lufthuller punkteres. Dejen rulles til rektangel på ca. 40 X 60 cm. Fordel remonce jævnt på dejen med dejskraber. Rul dejen stramt sammen til en pølse på den længste side. Pas på ikke at presse remonce ud mens du ruller. Jeg bruger let mine fingre til at presse dejen "ind under" rullen for hver gang jeg ruller et stykke. Skær herefter i 12 stykker af ca. 3-4 cm. stykket. Brug gerne sytråd til at "skære" igennem din dej, for snorlige snegle. Kom tråden ind under pølsen målt 4 cm. frem og brug tråden til at "skære rullen over". Som hvis du lavede et kryds med sytråden.Fordel sneglene i bradepanden, kom husholdningsfilm over og lad dem efterhæve ca. 45 min. ved stuetemperatur indtil de er flot hæveet og puffy.
- BAGNING + CRUNCHY TOPPING: Forvarm imens ovnen til 200° alm. over/under varme. Når sneglene er færdighævet bages de i midten af ovnen ca. 20-25 min. Sneglene skal være godt gyldne. Hold øje da alle ovne er forskellige.Imens dine snegle bages laves sukkerlagen. Kog sukker og vand sammen i en lille gryde indtil sukkeret er opløst. Forbered ligeledes din crunch ved at blande sukker og finthakkede pistacienødder, det kan alternativt hakkes sammen i en minihakker. Når græskarsneglene tages ud af ovnen pensles de med det samme med sukkerlage og drysses med rigeligt crunch. Lad dem afkøle 5-10 min. i bradepanden og herefter på rist. Nyd dem bedst lune.
Egne noter
Græskarsnegle med pumpkin pie spice
Okay! Hold lige fast. For jeg ved det lyder som mange steps og tid at bruge “bare” på at bage kanelsnegle med græskar. MEEEEN jeg vil nu lige sige 2 ting:
1: Det er ikke “bare” at bage. Bagning kan være et sted til ro, fordybelse og nærvær.
2: Det er ikke så slemt når du har dine forberedelser klar, så klarer røremaskinen det meste af jobbet.
Kanelsnegle med græskar kræver lidt mere da vi både skal lave græskarmos og pumpkin pie spice. Men læs videre og bliv guidet – du kan fx. udelade pumpkin pie spice og topping samt lave din græskarmos flere dage i forvejen. Lad også gerne din dej koldhæve på køl natten over.
1. Sådan laver du græskarmos:
BAG DIT GRÆSKAR:
Tænd ovnen på 200* varmluft og klargør bageplade med bagepapir. Skær græskarret halvt over, udhul og vend hver halvdel med skærefladen nedad på bagepapir. Kom en smule olie over og stik et par huller i skallen så dampen kan komme ud.
Bag græskarret i ca. 30-45 minutter, afhængig af størrelse. Græskarret er færdig når en kniv kommer let igennem skallen, den bobler og er mør. Lad afkøle let. Har du en powerblender kan du blende græskarret med skal på indtil en fin pure. Alternativt kan du skrabe kødet ud og mose det med en gaffel eller stavblender.
*Dette kan snildt gøres 1-3 dage i forvejen.
2. Hjemmelavet pumpkin pie spice:
Har du ikke pumpkin spice på lager kan du sagtens komme i gang med det samme og bruge dette alternativ. Udskift mellem nellike/allehånde/kardemomme som du vil og har på lager.
Følg denne guide til erstatning af pumpkin pie spice:
1 spsk. pumpkin pie spice = 1,5 tsk. kanel + 1/2 tsk. ingefær + 1/4 tsk. nellike + 1/4 tsk. allehånde + 1/2 tsk. kardemomme + lidt fintrevet muskatnød.
3. Kanelfyld med græskarmos:
Vi laver en klassisk remonce med farin som vi krydrer med både kanel og pumpkin pie spice. Brug evt. metoden ovenfor. Først efter vi har rørt vores remonce tilsætter vi græskarmos, herved undgår vi at den skiller alt for meget. Men frygt ikke når den skiller, det samler sig under bagning.
4. Crunchy topping med pistacienødder:
Kronen på værket og allersidste step er vores crunchy topping af rørsukker og pistacienødder. Det giver et skønt element til de bløde svampede snegle. Du kan sagtens udelade og lave en simpel glasur eller toppe med lidt smeltet chokolade. Kun fantasien sætter grænser.
Tips & tricks – Kanelsnegle med græskar
- FORBERED GRÆSKAR I GOD TID:
- Forbered gerne græskar/græskarmos i god tid hvis du ved hvornår du skal bage kanelsnegle med græskar. Evt. imens du har ovnen tændt til aftensmad dagen inden. Og lav gerne flere græskar/græskarmos og tryl lækre pandekager, grøntsagssauce, dahl, muffins eller havregrød.
- ANVEND EN RØREMASKINE FOR BEDSTE RESULTAT:
- Jeg vil anbefale at lave dejen med røremaskine. Hvis dette ikke haves, kan der bruges en elpisker med dejkroge. Vi ønsker at undgå, at anvende for meget mel og stå med en tør dej. Lad maskinen kører 10-15 min. indtil dejen samler sig, er blank og glat. Den må gerne være en smule klistret men stadig så du kan forme den.
- Det kan gøres i hånden, men pas på med for meget mel.
- KOM DEJEN PÅ KØL FOR NEMMERE UDRULNING:
- Vi stiller dejen på køl af 2 årsager:
- 1: Vi kan meget nemmere rulle den ud til et rektangel uden den hænger ustyrligt fast i bordet.
- 2: Når vi kommer vores remonce på kan vi bedre rulle og skære skiver uden den falder ud. Har du ikke haft dejen på køl anbefaler jeg at du kommer din græskarsnegle-rulle 30 min. på frys inden du skærer den i 12 stykker.
- Lad gerne din dej til kanelsnegle med græskar koldhæve natten over, så har du god tid på dagen du gerne vil nyde dine snegle.
- Vi stiller dejen på køl af 2 årsager:
- JEG HAR IKKE PUMKIN PIE SPICE – HVAD GØR JEG?
- Følg guiden længere oppe med de angivne krydderier.
- OVERMIX IKKE DIN REMONCE:
- PAS PÅ ikke at mikse din remonce for meget, da den ellers vil løbe mere ud under bagning. Din remonce skal blot lige røres sammen enten med ske eller gaffel. Hellere synlige smør”klumper” end remonce der løber ud af sneglene.
- Først efter de traditionelle ingredienser er rørt sammen kommer du græskarmos i, da remoncen ellers vil skille meget.
- MAJSSTIVELSE?
- Dette hjælper med til vores fyld ikke flyder ud for meget ud. Virkelig genialt lille trick.
- RUL STRAMT MEN PAS PÅ:
- Når du ruller pølsen er det vigtigt den “strammes” op imens den rulles så de holder formen. Men pas på ikke at rulle så hårdt at fyldet mases ud.
- BRUG SYTRÅD TIL AT “SKÆRE” DINE SNEGLE:
- Skær dine snegle med sytråd og få helt skarpe kanter. Kom tråden ind under pølsen mål 4 cm. frem og brug tråden til at “skære rullen over”. Som hvis du lavede et kryds med sytråden.
- BAG VED OVER/UNDER VARME:
- Vi bager med over/undervarme når du bager dine kanelsnegle med græskar. Dette modvirker de tørrer ud. Hold øje med dem og husk at alle ovne er forskellige.