Tykke pandekager med græsk yoghurt er bløde, luftige og fyldt med skøn smag fra banan, appelsin og vanilje. Græsk yoghurt gør de små pandekager ekstra saftige, mens bananen tilfører en naturlig sødme. De er perfekte til en hyggelig brunch, en langsom weekendmorgen eller som en lækker snack. Server med appelsinsirup og der er ikke et øje tørt.

Tykke pandekager med græsk yoghurt – luftige, nemme og fulde af smag
Der er bare noget helt særligt ved en stak små, tykke pandekager. De er bløde og luftige indeni, får en let gylden overflade på panden og smager skønt med alt fra friske bær til en klat græsk yoghurt eller hjemmelavet appelsinsirup.
I denne opskrift er dejen lavet med græsk yoghurt, som gør de tykke pandekager ekstra saftige og giver en let syrlighed, der passer perfekt sammen med den søde banan. Appelsin og vanilje tilfører en frisk og aromatisk smag, som gør, at pandekagerne føles lidt ekstra luksuriøse – uden at de kræver mere arbejde.
Det er den slags pandekager, jeg har lyst til at lave igen og igen. De er nemme at røre sammen, kan laves på under en halv time og passer lige godt til en rolig søndag som til en hyggelig brunch, snack til eftermiddag eller inden en cykeltur.
Derfor vil du elske disse pandekager
- Bløde, luftige og tykke pandekager.
- Proteinrige med græsk yoghurt og æg.
- Naturligt sødet med banan.
- Frisk og aromatisk smag af appelsin og vanilje.
- Perfekte til brunch, morgenmad eller en sød eftermiddagssnack.
Opskrift på tykke pandekager med græsk yoghurt

Tykke pandekager med græsk yoghurt
Ingredienser
- 2 stk bananer
- 2 stk æg
- 100 g græsk yoghurt
- 1 spsk agavesirup
- ½ stk appelsin
- 50 g havregryn
- 1 tsk vaniljesukker
- ½ tsk salt
- 80 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 20 g smør
Appelsinsirup
- 3 stk appelsiner
- ½ dl vand
- ½ stk vaniljestang
- 60 g sukker
Tilberedelse
- APPELSINSIRUP: Befri korn fra vaniljestang og mos med lidt af sukkeret, kom i lille kasserolle sammen med resterende sukker, vand, skal fra 1 appelsin samt saft fra alle 3. Kog siruppen ind i 30-45 min. indtil ønsket konsistens.TIP: Appelsinsirup kan laves i god tid og opbevares i lufttæt glasflaske.
- PANDEKAGER: I skål, kom bananer, æg, græsk yoghurt, agavesirup, skal fra ½ appelsin, havregryn, vaniljepulver og salt. Med stavblender, blend indtil du har en glat og jævn dej. Den må gerne virke lidt tyk i konsistensen.Smelt smørret på en pande, gerne den du alligevel skal stege pandekager på, så er den varm og klar til brug. Kom hvedemel og bagepulver i skålen og rør rundt indtil fordelt – pas på ikke at over-mikse, der må gerne være små melklumper i dejen. Når smørret er klar, hældes det i dejen, og det foldes ind med en spatel af et par omgange.
- STEG PANDEKAGER: Varm en slip-let pande op til middelvarme (gerne den samme du smeltede smør på), min står på 6 ud af 9. Lad panden blive godt varm. Fordel dejen i klatter, jeg har ca 3-4 pandekager pr. omgang og steg pandekagerne indtil de begynder at boble, vend og steg færdig. Tilføj lidt nyt smør og gentag. Jeg får ca. 10 pandekager ud af portionen.
- SERVER: Nyd pandekagerne med bl.a appelsinsirup, bær, frugter og yoghurt. Pandekagerne kan opbevares på køl op til 3 dage eller fryses ned.
Egne noter
Hvad gør græsk yoghurt i pandekager?
Græsk yoghurt er genial til pandekager. Den tilfører både fugt og fylde, hvilket giver en dej, der bliver dejlig saftig efter stegning. Syren i yoghurten er med til at aktivere bagepulveret, fedmen sikre pandekagerne holder sig fugtige og den kommer med en god mængde protein der holder os mæt i længere tid. Jeg vil anbefale at bruge 2% græsk yoghurt men har du en rest 10% kan den snildt bruges.
Den let syrlige smag smag fra yoghurten balancerer samtidig den søde banan og den aromatiske vanilje, så pandekagerne ikke bliver for søde. Resultatet er små, tykke pandekager med en blød krumme og masser af smag.
Undgå flade eller gummiagtige pandekager
Et almindeligt problem i køkkenet er, at små tykke pandekagerne bliver seje og flade. Det sker oftest, når du overpisker dejen, da glutennetværket begynder at udvikle sig når hvedemelet rammer væsken. Rør derfor kun lige dejen med en spatel, indtil ingredienserne lige akkurat er samlet. Lidt klumper i dejen er helt i orden og forsvinder under stegningen.
Varmestyring er den næste faldgrube. Hvis panden er for varm, brænder pandekagerne på ydersiden, mens de forbliver rå indeni. Steg dem ved middel varme i lidt smør eller neutral olie. Vend dem først, når overfladen er dækket af små bobler, og kanten ser fast ud.
Tips til de bedste pandekager
- Pas på ikke at overmikse!
- Blend blot til dejen er jævn og vend forsigtigt mel i. Ellers ender vi med en tung dej, som ikke vil skabe luft og lethed ved bagning. Læs info i afsnit ovenfor.
- Græsk yoghurt 2% eller 10%?
- Du kan bruge begge!
Med 2% får du en let syrligere smag og meget luftighed, med 10% får du en anelse mere tygde i smag og konsistens. Skal jeg anbefale en, ville jeg vælge 2%.
- Du kan bruge begge!
- Slip let pande + smør til stegning:
- Slip-let pande er uundværlig når vi arbejder med pandekager og smør hjælper på vi undgår ødelagte pandekager samt for de lækreste smørstegte kanter.
- Bag dine pandekager ved middel varme:
- VIGTIGT IKKE at skrue helt op for varmen. Dette gør pandekagerne når at blive sorte før de er gennembagte. Lad varmen stå på middel og dine pandekager få ca. 2 min på hver side. Min står på 5-6 ud af 9.
- Er din pandekagedej for tyk eller tynd?
- Der er stor forskel i størrelsen på æg samt hvor storre og modne bananer vi bruger. Konsistensen skal være som en tyk pandekagedej men ikke fast. Du kan evt. lave en testpandekage for at sikre dejens tykkelse samt hvor varm din pande er.
- Er dejen alt for tynd kan du tilføje lidt ekstra hvedemel. Er den for tyk kan du justere med lidt mælk.



Servering af pandekager med yoghurt
Tykke pandekager smager skønt i sig selv – MEN det geniale ved dem er, at der er fri leg med toppings. For mig er pandekager næsten lige så meget toppings som selve pandekagerne, haha. Jeg topper dem gerne med friske bær, en skefuld græsk yoghurt og lidt knas.
Men favoritten for tiden, er uden tvivl min hjemmelavede appelsinsirup. Den fremhæver appelsinen i dejen og giver pandekagerne en frisk sødme, som gør dem helt uimodståelige.
Forførende appelsinsirup
3 ingredienser og STOR smag. Appelsin, herfra både skal og saft, sukker og vanilje koges op med lidt vand og bobler indtil du har en intens sirup med knald på appelsinsmag. Server den til dine pandekager men nyd den også til yoghurt, vafler eller til julens æbleskiver.

Ofte stillede spørgsmål
Kan pandekagerne fryses?
Du kan med fordel fryse dine tykke pandekager ned og tage op til madpakken eller snack i løbet af ugen. Fordel pandekagerne i frysevenlige poser. Tag dem op mindst 3 timer før og spis dem kolde, eller lun dem lidt i ovnen/på risteren.
Kan jeg bruge skyr eller andet i stedet for græsk yoghurt?
Ja, skyr kan bruges, dog bliver de mindre cremede grundet mindre fedtstof. Du kan også bruge hytteost som er en god proteinkilde og giver dejlig luftige pandekager.
Kan appelsinen udelades?
Ja, men appelsinen tilfører en friskhed, som klæder pandekagerne rigtig godt. Du kan evt. erstatte med citron- eller limeskal.
Kan jeg lave dem dagen før?
Ja. Opbevar dem på køl og lun dem kort på en pande eller i ovnen inden servering. De er super gode som foodprep til både børn og voksne.
Hvad serverer man til tykke pandekager?
De smager skønt med friske bær, græsk yoghurt, hjemmelavet appelsinsirup, chokoladeknapper, nøddesmør og/eller hjemmelavet granola. Prøv denne, hvis du har surdej på lager!
Pandekager i stakkevis
- SURDEJSPANDEKAGER – Med overskudssurdej, banan og kærnemælk. Se video HER
- SUNDE PANDEKAGER – Glutenfri pandekager med banan og quinoamel.
- PROTEIN PANDEKAGER – Med græskarmos, havregryn og proteinpulver.











