Annonce

Gulerodsrisotto med timian

Cremet, intens gulerodsrisotto med frisk timian, rosmarin og rigelig parmesan er både utrolig lækker, nem at lave og smuk at se på. Risotto med gulerod kræver få ingredienser, alt imens smagen er dyb og intens. Server gulerodsrisotto som nem kødfri hverdagsmad eller til gæster med dets smukke og betagende farve. Top med syltede citron rødløg for en ekstra smagsdimension. Gul risotto er glutenfri, vegetarisk og med mulighed for vegansk version.

gulerodsrisotto med timian og parmesan

Lækker og cremet gulerodsrisotto

Risotto er en sand Italiensk klassiker og som årene er gået, har risotto spredt sig mere og mere. I dag er retten kendt og nydt i mange variationer. Lige fra den klassiske risotto med base på risottoris, hvidvin, bouillon og parmesan. Til dem med grøntsager og alverdens krydderurter.

Da jeg skrev “Madglæde” var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle udvikle en opskrift på risotto til bogen. Helst en med knald på – i smag, farve og intensitet. Jeg var omkring rødbede, svampe, grønkål. Men endte på en gulerodsrisotto med friske krydderurter og parmesan. Smagen er intens, dyb, krydret og alt jeg drømte om – konsistensen er cremet, med bid fra risottoris og sprødhed fra de syltede rødløg.

Risotto med gulerod er en ret der emmer af comfort food, og du kan spise den, som den er, eller servere som forret eller tilbehør. Lige meget hvad du vælger håber jeg du vil elske den ligeså meget som den mængde kærlighed den er skabt i. Velbekomme.

Opskrift på nem gulerodsrisotto

Reklamelinks er markeret med*
gulerodsrisotto opskrift
Gem til madplan

Gulerodsrisotto

Cremet gulerodsrisotto perfekt til hverdag og fest. Smagfuld, nem og sund risotto som alle vil elske.
5 fra 3 bedømmelser
Klik på stjernene for at bedømme opskriften 🚀
Antal: 4 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt45 minutter

Ingredienser

  • 460 g gulerod
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 små skalotteløg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk frisk rosmarin (1 tsk tørret)
  • 4 tsk frisk timian (2 tsk tørret)
  • 2 spsk smør
  • 250 g risottoris
  • Salt, friskkværnet peber
  • 2 dl hvidvin
  • 1 L grøntsagsbouillon
  • 1 spsk æblecidereddike
  • 80 g parmesan

Tilberedelse

  • TIP: Jeg anbefaler meget der bruges friske krydderurter, særligt timian, da det fremhæver smagen og giver retten dens helt særlige karakter.

Gulerodspure

  • GULERODPURE: Skræl gulerod og skær i mindre stykker. Kom i en kasserolle med vand og kog dem indtil møre, klargør resterende grøntsager til din risotto imens guleroden damper. Når guleroden er mør, blendes den med olie, indtil du har en lind og glat pure. Sæt til side.

Gulerodsrisotto

  • RISOTTO: Start med at snitte løg fint og rive hvidløg. Hak dine friske krydderurter, klargør bouillon og riv parmesan fint.
    Varm en tykbundet gryde op til middelhøj varme med smør og tilsæt løg, hvidløg, rosmarin samt timian. Lad stege indtil løgene er møre, og det dufter herligt af krydderurter. Tilsæt risottoris og krydre med peber og salt. Vend rundt så risene optager mest mulig smag.
    Tilsæt hvidvin og lad alkoholen fordampe. Skru ned til middel-lav varme og tilsæt grøntsagsbouillon lidt af gangen, imens risene optager væsken. Risottoen skal koge i ca. 25 min. Når alt væde er optaget, og dine ris er møre, tilsættes æblecidereddike, gulerodspure samt parmesan. Lad retten blive gennemvarm og smag til med syre, salt og peber og juster evt. tykkelsen med en smule ekstra grøntsagsbouillon hvis ønsket. 
  • SERVER: Server gulerodsrisotto med syltede rødløg, frisk timian samt lidt ekstra parmesan.

Egne noter

Fik du lavet opskriften?Jeg ville ELSKE at se dine kreationer! Tag mig endelig med @albertestengaard og brug evt. #albertestengaard så jeg kan følge dit madeventyr

Gul risotto med gulerodspure

Klassisk risotto er helt neutral i farven, hvorimod hvis vi tilføjer grøntsager, får vi de smukkeste farver frem. Gul risotto er smuk, men mest af alt er smagen helt særlig, og det er få steps der skal til. Først starter vi med at dampe vores gulerødder indtil møre, blender dem med lidt olie, så vi får en lækker glat gulerodspure. Når risotto basen er kogt færdig tilsætter vi vores pure samt en god parmesan samt samler retten med lidt æblecidereddike. Syre, sødme, salte, umami smage som gør gulerodsrisotto til noget helt særligt.

Topping til gulerodsrisotto

Jeg er personligt vild med ALT der knaser og har bid, og trods risottoris fornemste opgave netop er, at bevare deres bid i retten, modsat andre ris, kan risotto stadig være lidt teksturløs.
Jeg vælger derfor at toppe gulerodsrisottoen med citron syltede rødløg som både giver tekstur, men vigtigst et smagsmæssigt syrligt element der spiller dejligt op af den tunge og intense smag vores gulerodsrisotto gemmer på.

Sund risotto med grøntsager

Jeg har mange år tænkt at risotto var lidt en spøjs ting, det er jo bare en form for grød? Og jeg synes stadig den helt klassiske risotto er lidt kedelig, hvis der ikke tilsættes topping mm.
Men risotto med grøntsager er en helt anden snak. Om det gør den til en sund risotto er vel en sandhed med modifikationer. Men i mine øjne er mad sundt når det kommer med en bunke god energi, næringsstoffer, vitaminer og mineraler og det gør dagens gulerodsrisotto unægtelig. SÅ jeg tillader mig at kalde det en sund risotto.

Men mest af alt smager den jo himmelsk og det er mit bedste argument for at hive gryden ud af skabet og trylle lækker gulerodsrisotto frem.

gulerodsrisotto med syltede rødløg

Tips og tricks til min bedste risotto

  1. FRISKE KRYDDERURTER:
    • Jeg anbefaler at du bruger de friske krydderurter, særligt timian som har en bærende rolle.
    • Er du ikke vild med rosmarin, kan det udelades.  
  2. VARIATION AF GRØNTSAGER:
    • Gulerod kan erstattes med rødbede eller sød kartoffel. Husk at smage risottoen til med syre, salt og peber for at rette smagsbalancen.
  3. VEGANSK GULERODSRISOTTO:
    • Se nedenfor.
  4. RISOTTORIS:
    • Forhandles i større supermarkeder og online. Risottoris er karakteristisk ved at de ikke koger ud, men stadig har bid samtidig med at de suger smag og væde til sig under tilberedning.
    • Kan du slet ikke finde risottoris kan du alternativt bruge grødris, men konsistens og tekstur vil ikke være nær så god.
    • Du må IKKE skylle dine risottoris inden brug. Det er vigtigt, at de er tørre når de ristes i smør og krydderurter og hermed kan optage smag.
    • HUSK at krydre dine risottoris med salt og peber inden du hælder din hvidvin over.
  5. GRØNTSAGSBOUILLON:
    • Brug en god variant. Vores ingrediesner til gulerodsrisotto er få, og derfor har hver enkelt råvare en bærende rolle. Her spille kvalitet og smag en vigtig rolle.
  6. PARMESAN:
    • Det samme i forhold til parmesan, brug gerne en god kraftig variant som giver retten dens unikke smag og boost af umami.

Vegansk risotto med gulerod

En af de bærende ingredienser i risotto er unægtelig parmesan. Så hvordan laver vi risotto vegansk?
Hånden på hjertet det bliver aldrig det samme, for parmesan er en crazy umami-bombe og smagsgiver til netop gulerodsrisotto. MEN derimod ikke sagt det kan smage super dejligt, men blot i en anden form. Når vi skal lave risotto vegansk skal vi erstatte parmesan og det kan vi gøre på 2 måder: Med et vegansk alternativ eller gærflager.
Jeg ville personligt vælge gærflager og smage til. Ca. 2-3 spsk. gærflager skal bruges til en lækker omgang gulerodsrisotto.

gulerodsrisotto med timian
Del indlægget med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments