Spidskålssalat med feta og sprød quinoa

Sommerlig spidskålssalat med feta, saftige agurker, friske ærter, sød-syrlige rødløg, cremet avocado og sprød quinoa bagt inde i ovnen. Dagens spidskålssalat kombinerer flere teksturer, smage og er dejlig mættende. Crispy quinoa er super lækkert og et lille hack til at få endnu mere fylde og tekstur ind i din klassiske spidskålssalat. Nyd spidskålssalat med feta som måltidssalat eller mættende tilbehør.

mættende spidskålssalat med feta og crispy quinoa

SPidskålsalat med feta og sprød quinoa

Det er meget sjældent at jeg hopper med på mad-trends fra sociale medier og denne trend er da også langt fra ny. Meeen den har alligevel rumsteret på øverste etage da ideen er virkelig fed og den kommer med et ekstra element af TEKSTUR. Nemlig sprød quinoa bagt inde i ovnen.

Forleden hoppede jeg (endnu) engang i køkkenet, og endnu engang var det lysten til at lege med salat opskrifter der trak i mig. Solskin, sommer og varme giver mig lyst til let mad fuld af farver og smag. Hvilket i min verden er lig med salater.

Jeg havde lyst til friske ærter, feta og spidskål. Dernæst legede jeg med tanken og en ny type marinerede rødløg. Vi elsker alle citronsyltede rødløg, men denne gang måtte der gerne ske noget nyt. OG så fandt jeg quinoabøtten frem. I dag skulle være en “mættende salat” dag.

Da jeg var igang med at koge quinoa, kom jeg til at tænke på ideen om quinoa bagt i ovn. Og der var ikke mange sekunder fra tanke til handling. Quinoa vendt med olie og soya bagt i ovnen blev til himmelsk sprød quinoa og jeg er SOLGT!

Opskrift på spidskålssalat med feta

Reklamelinks er markeret med*
opskrift spidskålssalat med feta og crispy quinoa
Gem til madplan

Spidskålssalat med feta og crispy quinoa

Sprød spidskålssalat med feta, agurk, friske ærter, syltede rødløg og crispy quinoa bagt i ovn. Perfekt måltidssalat eller som mættende tilbehør. Nem at lave og skøn for store som små.
Ingen bedømmelser endnu
Klik på stjernene for at bedømme opskriften 🚀
Antal: 4 personer som tilbehør
Forberedelse30 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt1 time

Ingredienser

  • 1 dl quinoa
  • 1 spsk chiliolie
  • 1 spsk soya
  • 1 lille spidskål
  • 1 stk agurk
  • 1 dl friskbælgede ærter
  • 1 stk avocado
  • 120 g feta
  • Ristede sesamfrø

Marinerede rødløg

  • 1 stk rødløg
  • ½ stk citron
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk rørsukker
  • 1 spsk ponzu eller soya
  • Salt, friskkværnet peber

Citrus dressing

  • ½ stk citron
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk ponzu eller soya

Tilberedelse

  • FORBERED: Start med at koge quinoa i forholdet 1:2 i ca. 15 min eller efter anvisning på posen og lad afkøle let. Tænd ovnen på 180° grader varmluft og klargør bageplade med bagepapir og sæt til side. Forbered imens rødløg og dressing.
  • KLARGØR RØDLØG: Pil rødløg, halver og skær i tynde både. I skål rør skal og saft fra 1/2 citron sammen med olivenolie, rørsukker samt ponzu (eller soya). Krydr med peber og salt. Vend rødløg i og lad dem marinere indtil brug. Vend dem gerne et par gange undervejs.
  • KLARGØR DRESSING: I seperat skål brug resterende 1/2 citron, både skal og saft. Rør sammen med olivenolie, honning samt ponzu (eller soya). Sæt til side.
  • BAGT QUINOA OG GRØNTSAGER: Kom afkølet quinoa i skål og vend med chiliolie samt soya. Vend rundt til alt er vædet. Fordel på bageplade og bag ca. 20-25 min. indtil sprød – vend halvvejs.
    Klargør imens grøntsager til salaten. Snit spidskål fint og kom i skål, vend med ca. ⅓. af dressing og masser den ind så kålen falder en smule sammen. Del agurken på langs og skrab kernerne ud. Skær herefter i tynde skiver. Bælg friske ærter så du ca. har 1 dl eller lidt mere.
    Varm en pande op til høj varme og rist sesamfrø indtil de begynder at dufte og skær avocado i ønsket tern/skiver.
  • SAMLING AF SALAT: Find ønsket fad frem og fordel spidskål nederst. Byg videre med agurk, ærter og din bagte sprøde quinoa. Fordel syltede rødløg, avocado og feta som topping. Slut af med resten af dressingen samt ristede sesamfrø.

Egne noter

Fik du lavet opskriften?Jeg ville ELSKE at se dine kreationer! Tag mig endelig med @albertestengaard og brug evt. #albertestengaard så jeg kan følge dit madeventyr

Sommerlig spidskålssalat med tvist

Det er sjovt hvordan vejr, årstid og råvarer i supermarkedet kan lede mig hen imod lette salater, fuld af friske råvarer der smager af sol og sommer og længere væk fra bagte grøntsager og rodfrugter. SÅ jeg er gået all in på sommerens sprøde salater og jeg har en kæmpe fest. Fuld af grønne danske råvarer, rig på vitaminer og mineraler og salater du hurtigt kan lave da du ikke skal have gang i ovnen og vente på grøntsager bliver færdigbagt.

Årets første sommersalater bød på en klassisk jordbærsalat med feta og asparges og dernæst et tvist på en frisk gulerodssalat med hindbær. Begge lette og friske i smag og mundfylde.
Årets tredje sommersalat, byder på en mættende spidskålssalat med feta hvor vi tilføjer quinoa for et protein-element.

Crispy quinoa – Sprød, mættende og lækkert

OKAY, men hvad pokker er det crispy quinoa så for en ting?
Jo det er helt simpelt quinoa vendt i marinade og derefter bagt i ovnen. Vi koger quinoa som vi plejer, lader det afkøle og vender derefter med olie og soya. Jeg bruger en chiliolie for ekstra spicyness, men det er ikke nødvendigt. Fordeles på en bradepande og bages indtil sprød, ca. 25 min hvor du vender det halvvejs. Nu har du den lækreste sprøde quinoa, klar til at blive brugt i salater eller som topping på gryderetter mm. Det er SÅ lækkert!

PS: Når du bruger sprød quinoa i din spidskålssalat med feta anbefaler jeg at du serverer så snart den er samlet, da quinoaen bliver en smule blød når den bliver vendt med dressing.

Tips og tricks spidskålssalat med feta

  1. HVILKEN TYPE QUINOA SKAL JEG BRUGE?
    • Du kan bruge både rød, sort og hvid quinoa. Jeg anbefaler hvid da det er mere tilgængeligt og lettere suger marinaden til sig.
  2. KAN JEG TILBEREDE QUINOA PÅ FORHÅND?
    • Du kan sagtens bruge en rest quinoa (ca. 2 -3 dl kogt) eller koge den ønskede mængde dagen i forvejen.
  3. LEG MED GRØNT, KERNER OG TOPPING:
    • Du kan sagtens svipse og svapse i råvarer samt topping i spidskålssalat med feta. Se herunder for mine bud.
      • GRØNT:
        • Prøv at tilsætte rucola for lidt bitterhed, fennikel i stedet for spidskål eller halv/halv.
      • KERNER/NØDDER/TOPPING:
        • Du kan bruge lige netop de ristede kerner eller nødder du har lyst til. Prøv fx. saltede mandler/cashewnødder eller rist en kombination af græskarkerner og sesamfrø. Ønsker du lidt sødme til salaten vil det være lækkert med tranebær eller medjool dadler skåret i tern.
  4. VEGANSK QUINOASALAT:
    • Vil du gerne lave salaten vegansk, fjerner du blot feta og erstatter med lidt ekstra avocado, en vegansk feta variant eller hjemmelavet tofu-feta.
  5. GØR PIDSKÅLSSALAT MED FETA EKSTRA MÆTTENDE:
    • Ønsker du yderligere mæthed og protein ville det passe perfekt med optøede edamamebønner.
  6. SERVERING OG HOLDBARHED:
    • Salaten er bedst på dagen da quinoa bliver en smule blød når den kommer i berøring med våde elementer og står på køl natten over. Men jeg har selv spist den dagen efter og smagen fejler intet.

3 smagfulde spidskålssalater

  1. PERLEBYG SALAT MED FETA
    • Salat med perlebyg, feta og broccoli er sprød, mættende og smagfuld. Serveret med sennepsvinaigrette, syltede rødløg og saltede nødder får du en perlebyg salat som for hver mundfuld er ren nydelse. 
  2. GREEN GODDESS SALAT – Se video HER
    • Prøv den lækreste opskrift på green goddess salat som er kendt fra tik-tok og Instagram. Sprøde grøntsager vendt i cremet grøn dressing giver en fyldig og smagfuld grøn salat. Prøv min version med rigelig krydderurter, parmesan, cashewnødder og et godt spark syre. 
  3. SALAT MED 2 TYPER KÅL, FETA OG BØNNER – Se video HER
    • Grønkålssæsonen er i fuld sving og dagens salat med grønkål, bønner, feta og pære er mættende, smagfuld og super nem at lave. Vi kombinerer grønkål med fintsnittet spidskål, masserer det i krydret marinade og topper med edamamebønner, cremet feta, sprøde danske pære og til slut knasende saltede mandler. 
Del indlægget med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments