Cremet, fyldig og krydret hokkaidosuppe – Perfekt efterårsmad med sæsonens råvarer og varmende krydderier. Suppen får ekstra mæthed fra svitset spidskål, bønner og lækre toppings. Skøn vegetarisk mad som emmer af efterår.
Hokkaidosuppe – Thai krydret og fyldig
FUN FACT: Jeg er IKKE suppe menneske!
TRUE FRACT: Jeg er SEMI suppe menneske. Så længe vi kører 2/3 dele fyld og 1/3 suppe, haha..
Er i med mig?
Og derfor tog det også 4 år før den første opskrift på suppe landede på bloggen, hvis vi ikke lige tæller lasagnesuppen med, som nok også er mere fyld end suppe, haha.
Men jeg tillader mig dog stadig at kalde dagens opskrift hokkaidosuppe fordi den har suppe vibes. Nogle ville nok kalde det en gryderet. Men jeg tager chancen😎
Intet mindre er dagens hokkaidosuppe allerede en efterårsklassiker herhjemme. Den bruger sæsonens råvarer, er dejlig krydret, fyldig og perfekt til nem aftensmad under tæppet imens ens yndlingsserie kører (jeg bor alene så jeg må godt se TV når jeg spiser, hihi) = #voksenlivet !
I tvivl om hokkaidosuppe er noget for dig? Læs med her:
- Cremet og smagfuld
- Fyldig med svitset spidskål og bønner
- Thai krydret
- Grøntsagsbombe
- Rig på vitaminer og mineraler
- Suppe med bid i..
- Aka suppe jeg gider spise!!
Opskrift på cremet hokkaidosuppe
Hokkaidosuppe – Krydret og fyldig
Ingredienser
Hokkaidosuppe
- 1 stk hokkaido
- 1 spsk olivenolie
- Friskkværnet peber
- 5 dl grøntsagsbouillon
- 2 spsk olivenolie
- ½ stk spidskål
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 15 g friskrevet ingefær
- 60 g rød karrypasta
- ½ stk lime
- 1,5 spsk sojasauce
- 1 spsk brun farin
- 1-2 tsk æblecidereddike
- 1 ds kokosmælk
- 1 stk limeblad
- 200 g edamamebønner
- Salt og peber
Tilbehør
- 2 dl brune ris
- 1 bundt forårsløg
- Grøn chili
- Ristede græskarkerner
Tilberedelse
BAGT HOKKAIDO
- Start med at tænde ovnen på 200° varmluft og beklæd bageplade med bagepapir. Vask dit græskar godt. Skær ender af og herefter halvt over. Udhul dit græskar og skær i tykke både. Kom på bageplade og vend med olivenolie og friskkværnet peber. Bag i ovnen indtil møre, ca. 25-30 min. Når græskaret er færdig, afkøles det let inden det kommer i blender med bouillon. Blend indtil du har en cremet "suppe". Har du ikke en kraftig blender kan du gøre dette i en stor skål eller gryde med stavblender. Imens hokkaido bages forberedes ingredienser til suppen og ris koges efter anvisning på pakken.
HOKKAIDOSUPPE
- FORBERED RÅVARER: Start med at snitte spidskål fint og kom i skål. Finhak løg og riv ingefær samt hvidløg fint på microplain (eller hak dem meget fint). Kom i skål. Vej ligeledes karrypasta af og kom i lille skål.
- TILBERED SUPPE: Varm en stor tykbundet gryde op til middelhøj varme og tilsæt 1 spsk. olivenolie. Steg spidskål indtil det falder sammen, bliver blødt og begynder at svitse, dette kan tage 5-7 min. Tilsæt herefter yderligere 1 spsk. olivenolie og tilsæt løg, hvidløg og ingefær. Steg med 1-2 min. indtil løgene bliver blanke og ingefæren dufter. Tilsæt karrypasta og svits med så spidskålen optager en masse smag herfra. Riv skallen og pres saften fra 1/2 lime, tilsæt brun farin, sojasauce, æblecidereddike samt kokosmælk og vend det hele godt rundt til en cremet masse. Tilsæt nu din hokkaido-bouillon + limeblad og lad retten komme i kog. Tilsæt edamamebønner og lad retten simre 15-20 min. Smag til med salt, peber, æblecidereddike for syre og evt. ekstra farin for sødme.
- SERVERING: Server hokkaidosuppen med ris, finthakkede forårsløg og et drys græskarkerner samt grøn chili for dem der ønsker ekstra spice. Suppen kan gemmes 3-5 dage på køl og smager ligeledes dejligt koldt.
Egne noter
Græskarsuppe – Efterårsklassiker
Efterår rimer på græskar. Og jeg knus-elsker hokkaido græskar. Altså når man køber de gode, som ikke er vandet og smatter ud ved bagning. Men tværtimod er fuld af smag, sødme og karamelliserer på overfladen ved bagning.
TIP TIL DE GODE HOKKAIDO GRÆSKAR:
1: Gå efter de TUNGE græskar: Ofte er de små tungere end de store og det betyder mere fasthed i kødet og mindre vand.
2: Vælg dem som er mest intens i farven og med “grov” skal: Gå efter hokkaido græskar som har en flot dyb orange farve samt en mere grov skal. Ikke at der skal være buler mm. men undgå dem med de glatte skal og lyseorange farver som ofte har de små brede striber ned af sig.
3: Finder du et “dårligt” græskar, dvs. et vandet hokkaidogræskar kan du ALTID bruge det til hokkaidosuppe!
Nu vil har græskaret på plads er det blot at hoppe i køkkenet og trylle en sand efterårsklassiker frem, nemlig hokkaidosuppe.
Meeeen vi svitser lige det hele op med ekstra fyld, krydrede smage og selvfølgelig topping for alle pengene vi har sparet, fordi vi køber råvarer i sæson. Win-win!!
Mere græskar til dit efterår:
- Harissa hummus med bagt græskar og urtetopping – Himmelsk smag og skønt tilbehør eller nem frokost. Se video HER.
- Græskar dahl – Skøn variation på den klassikse dahl.
- Gnocchi med bagt græskarsauce – Comfort food på den grønne og uimodståelige måde.
Fyldig og mættende hokkaidosuppe
Men hvad gør denne hokkaidosuppe anderledes end alle de andre? Suppe er i hvert fald en ultimativ vegetarisk ret alle har smagt.
Men jeg ved ikke med jer, men for mig skal en ret indeholde en vis form for wow-faktor før jeg får lyst til at vende tilbage til den igen, og måske gøre den til en fast del af mit mad-kartotek.
Netop den faktor prøver jeg at skabe i dag. Fordi jeg gerne vil vise hvordan suppe OGSÅ kan smage. Så dem af os, der ikke har gidet suppe før, får lyst til det igen og igen.
Suppe er nemlig meget mere end blendede grøntsager, melboller og bouillon terninger. Hårdt sat op – men i forstår min pointe.
Jeg SAVNER bid, fyldighed og smage som får mig til at tygge ekstra godt på hver mundfuld og nyde DET mere. Jeg har savnet wow-faktor.
Mit bud på en hokkaido suppe indeholder derfor 3 hovedelementer:
Græskarsaucen – Krydderier – Ekstra fyld/grønt med bid.
Tilsammen skaber de min nye yndlingssuppe (hvis alt skal være ret har jeg selvfølgelig ikke smagt mange – haha)
MEN jeg håber i vil give den et forsøg, selv hvis i har jeres suppe skepsis på. I get you!!
Jeg lover hokkaidosuppen er alt andet end traditionel suppe!
Tips og tricks til den bedste græskarsuppe
- Hvilket græskar skal jeg bruge?
- Jeg anvender hokkaidogræskar som har en dejlig mild og sød smag. Men du kan vælge at bruge butternut squash i stedet.
- Kan græskarsuppen serveres for børn?
- Hokkaidosuppen er ideel for børnefamilier med dens skønne farve og fyldighed. Dog kan den være en smule stærk så start med 30g karrypasta, smag den til og juster efter dine børns smagsløg.
- Ønsker du som forældre en lidt stærkere suppe kan du servere med en god chilisauce.
- Jeg har ikke rød karrypasta – hvad gør jeg?
- Du kan erstatte med gul eller grøn karrypasta i stedet. Jeg vil ikke anbefale at udelade da karrypastaen netop er det der giver hokkaidosuppen dets karakter.
- Karrypasta fåes i alle supermarkeder og står ofte ved de asiatiske råvarer.
- Jeg kan ikke lide/tåle kokosmælk – Kan jeg udskifte det?
- Du kan udskifte med madfløde. Dog vil smagen ændre karakter, da kokosmælk unægtelig kommer med en karakteristisk eksotisk smag.
- Brug 2,5 dl. madfløde og spæd til med mere bouillon så retten ikke bliver for fed i smagen.
- Hvor længe kan hokkaidosuppen holde sig?
- Efter tilberedning kan suppen holde sig 3-5 dage på køl. Den smager dejligt opvarmet men ligeledes kold.