Vegetarisk tunsalat med kikærter

Vegetariske tunsalat med kikærter er et nemt og cremet alternativ til den klassiske version. Kikærterne giver en god tekstur og mætter godt, mens kapers, krydderurter og dressing tilfører den velkendte smag af tunsalat. Det er en hurtig opskrift, der fungerer perfekt til frokost, i sandwich eller som pålæg – og som samtidig er et grønnere valg, uden at gå på kompromis med smag og mæthed.

vegetarisk tunsalat med kikærter

Vegetarisk tunsalat med kikærter – En cremet og nem opskrift på kikærtesalat

Kikærtesalat vs. vegetarisk tunsalat.
“Same-same but different”. Dagens opskrift på vegetarisk tunsalat har nemlig INTET med tun at gøre. Denne vegetariske tunsalat med kikærter er et nemt og cremet alternativ til den klassiske version – helt uden tun, men med den samme velkendte smag. For mig vækker tunsalat minder om barndom og weekender hjemme hos min mor, hvor tunsalat hurtigt blev rørt sammen som noget lidt ekstra lækkert til frokost.

Denne version er inspireret af netop den klassiske tunsalat, men lavet med kikærter i stedet. Den tager under 15 minutter at lave og er et perfekt grønt alternativ til pålægssalat – både for vegetarer, veganere eller bare hvis man har lyst til noget andet, der smager virkelig godt.

Vegetarisk tunsalat er lavet på en cremet dressing med blandt andet karry og sennep, rørt med letmoste kikærter og sprøde elementer fra syltede agurker, rødløg og æble. Resultatet er en smagfuld og mættende salat, der fungerer perfekt i sandwich, på rugbrød eller som en del af en vegetarisk frokost.

Opskrift på vegetarisk tunsalat

Reklamelinks er markeret med*
vegetarisk tunsalat med kikærter
Gem til madplan

Vegetarisk tunsalat med kikærter

Vegetarisk tunsalat med kikærter – Et nemt og cremet alternativ til klassisk tunsalat. Perfekt til frokost, sandwich eller som pålæg.
Ingen bedømmelser endnu
Klik på stjernene for at bedømme opskriften 🚀
Antal: 4 personer som tilbehør
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse5 minutter
I alt15 minutter

Ingredienser

  • 1 dåse kikærter
  • 40 g mayonnaise
  • 60 g hytteost
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 2 tsk dijonsennep
  • tsk karry
  • tsk røget paprika
  • ½ tsk sukker
  • Salt, friskkværnet peber
  • 1 spsk kapers
  • ½ bundt dild
  • ½ stk æble
  • 2 stk drueagurk
  • ½ stk rødløg

Tilberedelse

  • FORBERED INGREDIENSER: Dræn dine kikærter og skyl dem godt i sigte, fjern gerne de overskydende hinder der falder fra. Mos dem let med en gaffel, vi ønsker stadig bid. Skær æble, drueagurk samt rødløg i små tern og fikhak kapers og dild.
  • KLARGØR KIKÆRTESALAT: Rør mayonnaise, hytteost, eddike, sennep, karry, røget paprika og rørsukker sammen i skål. Smag til med salt og peber. Kom dild, kapers, æble, drueagurk, rødløg samt kikærter i og vend godt rundt. Smag igen med salt, peber og evt. ekstra eddike eller sukker hvis du ønsker.
    Sæt på køl og lad gerne trække minimum 30 min. før servering. Du kan servere med det samme men smagen samler sig på køl.
  • SERVERING: Nyd i sandwich, wraps eller som pålæg. Vegetarisk tunsalat kan gemmes på køl i beholder 3-5 dage og er perfekt til frokost i flere dage.
Fik du lavet opskriften?Jeg ville ELSKE at se dine kreationer! Tag mig endelig med @albertestengaard og brug evt. #albertestengaard så jeg kan følge dit madeventyr

Hvad er en vegetarisk tunsalat?

En vegetarisk tunsalat er en plantebaseret udgave af den populære tunsalat, hvor tunen er erstattet med kikærter. Kikærter har en fantastisk konsistens og så er de gode til at suge smag til sig. Resultatet er en salat, der både i tekstur og smag giver associationer til den originale, men uden fisk. Det gør den til et perfekt alternativ for dig, der ønsker at spise mere plantebaseret, eller som bare er på udkig efter nye og spændende vegetariske frokostmuligheder.

Kernen i en god vegetarisk tunsalat er kikærterne, der moses og blandes med en cremet dressing, baseret på mayonnaise og hytteost for ekstra protein. Herefter tilsættes forskellige grøntsager og krydderier for at give den karakteristiske smag og bid. Tænk dig en sprød og frisk bid med et hint af umami – det er, hvad du kan forvente af denne vegetariske tunsalat.

Serveringsforslag med kikærtesalat

Den klassiske sandwich

En sandwich med vegetarisk tunsalat er en uovertruffen frokostfavorit. Vælg et godt brød – for eksempel hjemmebagte grovboller fra min opskrift her: Grovboller – Nemme og sunde boller med kerner eller lækkert rugbrød. Smør den vegetariske tunsalat generøst på brødet, og top med sprøde ærteskud, skiveskårne tomater, agurker eller spirer. En skive rødløg kan også give et ekstra pift. Forestil dig den enkle glæde ved en mættende og smagfuld sandwich, der er lige så god i madpakken som til en hyggelig weekendfrokost.

Er du på udkig efter mere inspiration til vegetarisk frokost må du prøve de her lækre vegetar sandwich med grillet grønt og hummus.

Lækre wraps med vegetarisk tunsalat

For en lettere og mere fleksibel løsning er wraps fantastisk. Smør din vegetariske tunsalat ud på en fuldkornswrap. Tilføj friske grøntsager som revet gulerod, kål, peberfrugtstrimler og måske lidt frisk koriander. Rul den stramt sammen, og skær den eventuelt over i to. Perfekt til en hurtig frokost eller som en del af en buffet.

Kikærtesalat som pålæg

Brug den vegetariske tunsalat som et lækkert pålæg på rugbrød, knækbrød eller ristet brød. Det er en nem måde at få en nærende og proteinrig frokost på. Du kan også servere den som en del af en tapas-anretning med grøntsagsstave og sprøde chips til at dyppe i.

Vegetarisk tunsalat i salatbowls

Er du mere til en let frokost, kan du bruge den vegetariske tunsalat som hovedingrediens i en stor salatbowl. Bland spinat, quinoa, cherrytomater, agurk og avocado. Læg en stor skefuld vegetarisk tunsalat ovenpå, og pynt med friske krydderurter og ekstra citron. En Buddha Bowl-inspireret ret, der mætter og smager fantastisk! Her kan du finde flere inspirationer til Buddha Bowls: Buddha Bowls – 12 favoritter.

Som tilbehør

Den vegetariske tunsalat kan også fungere som et friskt tilbehør til aftensmaden, f.eks. til bagte rodfrugter eller en stor grøn salat. Det tilføjer en cremet konsistens og masser af smag til måltidet.

kikærtesalat

Tips og tricks til den perfekte vegetariske tunsalat

  • Kvaliteten af kikærterne:
    • Brug gerne økologiske kikærter på dåse for nemheds skyld. Sørg for at dræne og skylle dem grundigt for at fjerne overskydende salt og konserveringsvæske, som kan påvirke smagen. Har du tid, kan du fjerne hinderne fra kikærterne – det giver ofte en bedre smag og tekstur.
  • Tang for havsmag:
    • Nori flager (dem man bruger til sushi) kan give den vegetariske tunsalat mere autentisk ”havsmag” hvis du ønsker dette. Du kan knuse dem fint eller skære dem i små stykker og blande dem i. Mængden afhænger af, hvor intens en smag du ønsker.
  • Friske krydderurter:
    • Brug altid friske krydderurter for den bedste smag. Dild er klassiske valg, men du kan også eksperimentere med purløg, persille eller kørvel.
  • Grøntsager med bid:
    • Finthakket æble og rødløg giver et dejligt knas og en friskhed til salaten. Undgå at hakke dem for groft, så de passer godt ind i salatens tekstur.
  • Syrebalance:
    • Jeg bruger æblecidereddike for at balance med syre. Det er vigtigt for at skabe balance i smagen og løfte tunfri salat. Start med en lille smule, og tilsæt mere efter smag. Vil du hellere bruge citron kan du erstatte med dette.
  • Lad den trække:
    • Selvom kikærtesalaten kan spises med det samme, bliver den markant bedre, hvis den får lov at trække i køleskabet i minimum 15-30 minutter. Dette giver smagene tid til at blande sig ordentligt.
  • Opbevaring:
    • Opbevar din vegetariske tunsalat i en lufttæt beholder i køleskabet i op til 3-4 dage. Den er perfekt til madpakken dagen efter.

SÅdan laver du vegetarisk tunssalat:

tunsalat kikærter grafik

Ofte stillede spørgsmål om vegetarisk tunsalat

Hvad er vegetarisk tunsalat lavet af?

Vegetarisk tunsalat er primært lavet af mosede kikærter, der blandes med en cremet dressing, baseret på mayonnaise, hytteost, eddike, og forskellige grøntsager som finthakket rødløg og æble. For at give den en autentisk havsmag kan man tilføje nori flager hvis man gerne vil lidt ekstra.

Er kikærtesalat det samme som vegetarisk tunsalat?

Ja, “kikærtesalat” er ofte det samme som vegetarisk tunsalat. Navnet “kikærtesalat” understreger hovedingrediensen, mens “vegetarisk tunsalat” mere beskriver, hvad salaten efterligner i smag og konsistens. Begge refererer til den plantebaserede udgave af den klassiske tunsalat.

Kan jeg lave en vegansk tunsalat i stedet for vegetarisk?

Ja, opskriften laves nemt vegansk, så længe du bruger vegansk mayonnaise og udskifter hytteost med vegansk yoghurt.

Kan man lave vegetarisk tunsalat uden mayonnaise?

Ja, du kan erstatte mayonnaise med fx. creme fraiche eller en fed yoghurt.

Hvor længe kan vegetarisk tunsalat holde sig?

Vegetarisk tunsalat kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i op til 3-4 dage. Den er perfekt at lave dagen i forvejen og spise til frokost de følgende dage.

vegetarisk tunsalat med kikærter som sandwich
Del indlægget med nogen du holder af

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering