Vegetar julesteg med bønner, svampe, aubergine og varme krydderier indbagt i sprød butterdej er perfekt til årets julemiddag enten alene eller som aftenens kødfri alternativ. Nyd årets smagfulde vegetariske julesteg ala morsbrød med almindelig og brunede kartofler, hjemmelavet sauce, rødkål og salat. Herlighederne kan både nydes som vegetarisk og vegansk steg samt laves glutenfri.
Vegetar julesteg med svampe og bønner
Julen står for døren og endnu et år med funklende juletræer, gaveindpakning og julemad. Men hvad gør man hvis man gerne vil spise kødfrit og ikke kan være med på den traditionelle mad med and og flæskesteg. Er det muligt at genskabe en kødfri julesteg som kan det samme?
I år kommer jeg med mit bedste bud på et smagfuld alternativ til julesteg, lavet på svampe, aubergine, bønner, karamelliserede løg og et hulens masse lækre krydderier. Indbagt i sprød butterdej. Den vil aldrig være det samme, men det er heller ikke målet. Men jeg lover årets indbagte vegetar julesteg er lækker, mættende og perfekt til årets julebord, både for store og små.
Årets julesteg har været længe under udvikling og jeg er så glad og spændt på at sige den ENDELIG er her. Vegetar julesteg er et perfekt alternativ til julemad uden kød og alle der har mod på at prøve noget nyt. Julestegen kan både være vegetarisk, vegansk og med et par få ændringer også være glutenfri. Fordi jul er for alle – og det samme er grøn julemad.
Indbagt vegetarisk julesteg opskrift
Vegetar julesteg ala morsbrød
Ingredienser
Bagt grønt + bønner
- 1 stk aubergine
- 1 dåse sorte bønner
- 2 spsk olivenolie
Stegte svampe
- 400 g champignon
- 1 spsk smør
Karamelliserede rødløg
- 1 spsk smør
- 2 stk rødløg
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk balsamico
- 1 spsk agavesirup
- 1 spsk sojasauce
Julesteg
- 1,5 tsk timian
- ½ tsk rosmarin
- 1 tsk røget paprika
- ½ tsk muskatnød
- ½ tsk allehånde
- 1 tsk salt
- Friskkværnet peber
- 1 spsk dijonsennep
- 40 g havregryn
- 50 g valnødder
- 40 g pankorasp
- 1 rulle butterdej
Tilberedelse
- Før du starter: Jeg anbefaler at læse opskriften godt igennem + tips og tricks længere nede i indlægget. Her kommer jeg med mine tips til hvordan du opnår succes første gang, samt kan justere farsbrødet efter din personlige præference. God fornøjelse!
- BAGT GRØNT + BØNNER: Tænd ovnen på 200° varmluft. Skær aubergine i små tern. Dræn og skyl dine bønner og lad dem dryppe godt af inden du sammen med aubergine vender med olivenolie. Bages i ovnen indtil sprøde og "tørre" ca. 30-35 min. Sæt til side når færdig.
- STEGTE SVAMPE: Rens og skær dine svampe i skiver. Varm en stor pande op til høj varme og steg dine champignon HELT fri for væde, dette tager 5-10 min. Skru ned til middel-høj varme og tilsæt 1 spsk smør og lad dem stege til de begynder at knitre og tage farve. Kom i stor skål.TIP: Dette step er super vigtigt for det færdige resultet da vi ønsker så lidt væde som muligt og mest mulig smag. Stop ikke før al væde er fordampet.
- KARAMELLISEREDE RØDLØG: Skær rødløg halvt over og herefter i tynde skiver samt riv hvidløg. Varm en pande op til middel-lav varme og smelt smørret. Tilsæt rødløg samt hvidløg og lad det sautere indtil det er blødt, blankt og dufter. Tilsæt balsamico, agavesirup samt sojasauce og lad det stå og simre indtil væden er fordampet og dine rødløg er karamelliserede, det kan tage op til 10 min. Sæt til side.
- SAMLE JULESTEG: I foodprocessor kom aubergine, sorte bønner og 2/3-del af svampene. Tilføj ligeledes karamelliserede rødløg, krydderier, dijonsennep, havregryn og valnødder. Puls/blend af korte omgange til massen samler sig og råvarerne bliver fordelt. Men pas på ikke at overblende så massen bliver som pure. Vi ønsker stadig struktur. Kom dejen tilbage i skålen med de reterende svampe og tilsæt pankorasp og bland farsen grundigt, evt. med dine hænder og pres den godt sammen. Farsen skal være fast og ikke våd. Føles den stadig meget fugtig kan du tilsætte lidt ekstra rasp, men ikke for meget da den samler sig på køl. Smag farsen til; Mangler den salt, peber, krydderier? Sæt farsen køl 2 timer eller natten over, så den bliver afkølet og får lov at samle sig.
- FORDEL I BUTTERDEJ + BAGNING: Start med at tænde ovnen på 190° varmluft. Tag din fars ud fra køl og form den til et brød der måler ca. 30 cm. i længden og 10 cm. i bredden. Kom et stykke bagepapir ud på bordet og fordel din butterdej herpå. Rul den let ud så du har et rektangel passende til farsbrødet. Husk du skal have nok plads til at folde ind over din dej. Kom farsbrødet midt på din rektangel og luk butterdejen efter eget ønske. Du kan skære stimler i siderne og folde ind over, eller du kan samle begge sider på midten og vende hele farsbrødet om, så du får samlingen i bunden. Pensl julestegen med et sammenpisket æg og bag i ovnen indtil sprød og gylden. Ca. 35-45 min.
- SERVERING: Lad din julesteg hvile 15 min. inden du serverer og skærer i den, så den når at samle sig. Nyd med kartofler, julesauce og rødkålsalat.
Egne noter
Indbagt vegetar julesteg ala morsbrød
Første gang jeg stødte ind i en vegetar julesteg var det et “morsbrød”. But what? Tænkte jeg…
Men morsbrød er blot betegnelsen for en vegansk eller vegetarisk linsesteg. Stegen er et alternativ til et klassisk farsbrød og kan varieres i både smag, grøntsager og hvorvidt den er med butterdej eller ej.
Jeg har allerede et mere klassisk vegetarisk og vegansk farsbrød på bloggen, som også smager herligt til jul. Jeg har derfor længe, gerne ville udvikle en vegetar julesteg som var bagt i butterdej. Det sprøde element med et saftigt og smagefuldt farsbrød i midten.
Årets julesteg er opbygget af 3 elementer:
Bagte bønner + aubergine – svampe & karamelliserede rødløg.
Elementerne blendes med krydderier, sennep, valnødder, havregryn og samles til sidst med rasp. Vegetar julestegen er fuld af smag og du vil blive overrasket over hvor intens den er. De karamelliserede rødløg lyder måske lidt malplaceret men tro mig de gør underværker. Og ideen med at bage bønner og aubergine må I, ikke udelade, det er her de “tørres ud” så vi kan samle farsbrødet uden det bliver for vådt. Når farsen er klar rulles den ind i butterdej og bages indtil sprød og fast. Lad den hvile 10-20 min. inden servering så den når at sætte sig.
Hvad er morsbrød?
Morsbrød er et vegansk og vegetarisk alternaiv til klassisk farsbrød, som kan være bagt i butterdej. Farsen er ofte lavet på svampe, grøntsager, bønner/linser/tofu, nødder og masser krydderier.
Tips og tricks til vegetar julesteg
- Læs opskriften nøje igennem og følg de angivne mål:
- Jeg anbefaler altid at være forberedt, læse opskriften igennem og klargøre dine ingredienser før du starter. Nu er du klar på hvilken rækkefælge samt konsistens vi gerne vil opnå for at få den lækreste vegetar julesteg.
- Smag farsen til og juster konsistensen:
- Juster efter dine smagsløg og smag til med salt og peber for at balancere smagene. Du kan snildt smage på “farsen” da det jo blot er planter.
- HUSK at steg og bag svampe/grøntsager helt fri fra væde:
- Tricket til både et fast og smagfuldt farsbrød er at stege dine svampe HELT fri for væde. Når væden fordamper fra svampe = intensiveres deres naturlige umamismag hvilket vi meget gerne vil opnå.
- Vi bager ligeledes aubergine + bønner for at fordampe deres væde mest mulig, da for meget væde fra grøntsagerne ligeledes vil resultere i et meget fugtigt farsbrød.
- Udskift bønner:
- Du kan udskifte til kidneybønner eller kikærter.
- Jeg kan ikke tåle nødder, kan jeg erstatte valnødder?
- Valnødderne er med til at give struktur og fylde. Du kan bruge iblødsatte solsikkekerner som hakkes let, det vil dog give en anden smag og tekstur.
- Du kan vælge at justere med havregryn eller ekstra rasp. Konsistensen vil ændre sig men blot søg en fast og let blød konsistens inden det bages.
- Forbered i god tid:
- Jeg anbefaler at bage vegetar julesteg samme dag som det skal spises, dog gerne i lidt god tid da det skal hvile inden servering. Farsen kan med fordel forberedes i forvejen.
Glutenfri veGETAR JULESTEG – How to?
Ønsker du vegetar julesteg som ligeledes er glutenfrit er der 2 ingredienser du skal være opmærksom på, ellers er resten som foreskrevet og lige til at gå til.
- Glutenfri havregryn: Kan købes i diverse supermakeder.
- Glutenfri rasp: Hvis du kan finde en grov variant er dette at foretrække.
- Butterdej: Butterdej er svær at finde glutenfri. Jeg vil derfor anbefale at lave farsbrødet uden og blot bage det som det er evt. med en glaze som jeg gør i dette farsbrød med tofu.
Vegansk julesteg – How to?
Ønsker du at lave vegansk julesteg ala morsbrød skal du være opmærksom på følgende:
- Smør: Brug vegansk smør til stegning af svampe + rødløg.
- Butterdej: Tjek at butterdejen er lavet uden smør og dermed er vegansk. Mange du kan købe online og i fysiske butikker er lavet på olie. Se bl.a. denne fra Nemlig.
- Pensling: Pensl din butterdej med lidt neutral soyadrik eller vegansk madfløde.
Vegetarisk julemad fuld af smag
Hvad smager allerbedst til vegetar julesteg og hvordan skal vi servere det?
Det er HELT op til dig da vegetarstegen er meget anvendelig både til jul, gæstemiddag eller til hverdage hvor det skal være lidt ekstra lækkert.
Men at servere vegetar julesteg selve juleaften med diverse tilbehør vil slå kegler. Prøv fx. at server med kartofler, hjemmelavet vegetarisk brun sauce og julesalat. Få mine bedste opskrifter herunder.
- Rødkålssalat med granatæble og feta:
- Rødkålssalat med grønkål, syrlig-sød appelsinvinaigrette og toppet med granatæbler, æbler, rødløg og hjemmelavet ahorn-nødde crunch, der sætter prikken over i’et sammen med saltet feta og søde tranebær.
- Grønkålssalat med fennikel og vaniljedressing:
- Grønkålssalat med æble, fennikel og himmelsk vaniljedressing. Grønkålssalaten er syrlig, sød, knasende og perfekt som grønt indslag juleaften.
- Rødkålssalat med appelsin og vaniljesyltede pærer:
- Sprød rødkålssalat med appelsin er den skønneste vintersalat. Rødkål fintsnittes og vendes med syrlig og sød tyttebærdressing.
- Farsbrød med tofu, grøntsager og glaze:
- Vegansk farsbrød med grøntsager, tofu og bønner er det lækreste kødfri farsbrød. Smagfuld, mættende og perfekt tekstur med bid fra grøntsager, valnødder og bønner.
- Vegetarisk brun sovs:
- Min bedste opskrift på vegetarisk brun sovs lavet med gode råvarer, fuld af smag, dybde, smagt til med ribsgele, miso samt fløde.
- Risengrød med mandel- og rismælk:
- Cremet vegansk risengrød er julens ultimative grød-luksus. Risengrød uden mælk smager skønt, har samme autentiske farve, fyldighed og er nem at lave.
- Peberkager – Krydrede småkager:
- Krydrede, sprøde peberkager er julens hyggeligste småkage, kan udstikkes i forskellige former, pyntes og nydes eller hænges op i træer og vinduer.