Avocado creme med lime og koriander

Avocado creme er frisk, cremet og fuld af smag. Kombinationen af blendet avocado, lime, koriander og chili giver en blød og smagfuld creme, der fungerer perfekt som dip, dressing eller som et ekstra lag i salater. Opskriften er inspireret af den peruanske sauce aji verde, men i en enkel og mere mild version med avocado i fokus. Den er hurtig at lave og passer perfekt til alt fra tacos, sandwich, grillmad samt til bowls og salater.

avocado creme

Avocadocreme – Grøn avocado dip med lime og chili

Ærligt, har det været benhårdt siden ulykken tilbage i september, og her for nylig ramte livet endnu engang min familie. Det er svært at sætte ord på, fordi det er så sårbart, men jeg tænker vi er mange der oplever når livet gør ondt, med sorg og traumer.
Og det kan unægtelig ikke gå hen og påvirke os, vores energi, glæde og for mig særligt min kreativitet. Hvilket er super hårdt og frustrerende både fordi det er mit arbejde, men også mit frirum at stå i køkkenet.

SÅ da jeg havde nogle dage denne uge hvor ting gik op i en højere enhed; Hvor min kreativitet, lysten til at lege med farver, smage og nye opskrifter blomstrede, føltes det som juleaften.
Jeg greb muligheden og tog fat i sæsonens herlige råvarer, gik efter al mulig power på farve og smag og igang med at udvikle.

Der opstod den køkkenmagi jeg elsker og havde savnet. Denne fantastiske avocado creme var en af stjernerne der blev udviklet. Den er nem at lave, alsidig og passer til det meste – alt fra sprøde grøntsagsstave til taco og som et grønt element i både salater og sandwich. Avocadocremen er frisk og let spicy med tvist af grøn chili, lime og koriander og uundværlig til sommerens grill og picnic. Den er designet til at give dig en smagsoplevelse, der både er velkendt og alligevel med et tvist.

Opskrift på avocado creme

Reklamelinks er markeret med*
opskrift avocado creme
Gem til madplan

Avocado creme med lime og koriander

Avocado creme er frisk, cremet og fuld af smag. Avocado, lime, koriander og chili giver en blød og smagfuld creme, der fungerer perfekt som dip, dressing eller som et ekstra lag i salater.
Ingen bedømmelser endnu
Klik på stjernene for at bedømme opskriften 🚀
Antal: 1 glas
Tilberedelse15 minutter
I alt15 minutter

Ingredienser

  • 1 stk avocado
  • 100 g græsk yoghurt
  • 30 g parmesan
  • 1 stk lime
  • ½ stk grøn chili
  • 2 stk forårsløg
  • 1 bundt koriander
  • 2 håndfulde persille
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • Salt, peber

Tilberedelse

  • KLARGØR: Start med at finde minihakker eller stavblender frem med et tilhørende højt glas.
    Riv parmesan, rens forårsløg og skær i mindre stykker. Afhængig af hvor stærk du ønsker din avocado creme kan du bruge ½ grøn chili med eller uden kerner.
  • BLEND CREME: Tilføj kødet fra avocado, yoghurt og revet parmesan. Herefter skal og saft fra lime, chili og resterende ingredienser. Blend indtil ønsket konsistens, og smag til med salt, peber og evt. ekstra sukker eller syre til at balancere smagene.
  • SERVERING OG HOLDBARHED: Nyd avocado cremen som dip, tilbehør eller som dressing til salater. Opbevares i lufttæt beholder på køl 1-3 dage.
Fik du lavet opskriften?Jeg ville ELSKE at se dine kreationer! Tag mig endelig med @albertestengaard og brug evt. #albertestengaard så jeg kan følge dit madeventyr

Cremet avocado dip – Inspireret af aji verde

Avocadocremen er inspireret af den peruanske sauce aji verde, som er kendt for sin friske smag af urter, chili og lime. Den klassiske aji verde laves ofte med blandt andet koriander, chili og en cremet base som mayonnaise, og netop de smage er udgangspunktet for denne version.

I denne version er dressingen gjort ekstra cremet med avocado og mindre fed med yoghurt frem for mayonnaise, de er begge med til at give en blød konsistens og en mild smag, der balancerer chiliens varme og limens syre perfekt. Resultatet er en frisk og smagfuld avocadocreme, der fungerer perfekt som dip, dressing eller som bund i salater.
Prøv også avocado cremen som bund i burrata salat med tomater og urter.

Serveringsforslag: Hvordan kan du nyde din avocado creme?

Avocado creme er utrolig alsidig og kan bruges i et hav af retter. Her er nogle af mine yndlingsmåder at servere den på, både til hverdag og fest:

1: Som dip til grøntsager og snacks

En klassiker! Servér din avocado creme med et udvalg af sprøde grøntsagsstave som gulerod, agurk, bladselleri og peberfrugt. Det er en sund og lækker snack, der er perfekt til eftermiddagshygge eller som forret. Den er også fremragende som dip til tortillachips, bagte grøntsager eller hjemmelavede knækbrød.

2: Som luksus tilbehør til aftensmaden

Avocado creme er et fantastisk tilbehør til en lang række aftensmadsretter. Den passer særligt godt til:

  1. Fisk og skaldyr, hvor den cremede tekstur står flot til det milde kød. (elsker den til laks!)
  2. Mexicanske retter som tacos, burritos, enchiladas – her er den et alternativ til traditionel guacamole.
  3. Grillede/bagte grøntsager eller som topping på bagte kartofler.
  4. Vegetariske boller i karry eller vegetar frikadeller med svampe eller edamamebønner for en frisk kontrast.

3: I bowls og wraps

Opgrader din frokost-bowl eller wrap med en generøs klat avocado creme. Den tilføjer både smag, fedme og en dejlig cremet konsistens. Prøv det i en Buddha bowl med quinoa, ristede grøntsager og falafel, eller i en wrap med sprød salat og karamelliseret tofu.

4: Avocado creme som dressing

En tyndere avocado creme kan bruges som en frisk og sund avocado dressing til salater. Du kan fortynde den med lidt vand, mere limesaft eller en smule olivenolie, hvis du ønsker en dressing-lignende konsistens.

Mangosalat med avocado
Frisk og lækker mangosalat med lime og avocado er skønt tilbehør til asiatiske retter, grill og sommermad.
Gå til opskriften
opskrift mangosalat
Den bedste tomatsalat
Tomatsalat som er enkel, frisk og virkelig nem at lave. Med søde tomater, let syltet rødløg, frisk basilikum og en klassisk olie-eddike dressing med hvidløg. Perfekt som tilbehør til hverdag, sommer og grill.
Gå til opskriften
opskrift tomatsalat

De vigtigste tips til perfekt avocado creme

Selvom avocadocreme er nem at lave, er der et par små tricks, der kan sikre den perfekte avocado dip hver gang:

  1. VÆLG DE RIGTIGE AVOCADOER:
    • Dette er uden tvivl det vigtigste skridt. Vælg avocadoer, der giver efter for et let tryk, men stadig føles faste. De bør heller ikke have store mørke pletter. En overmoden avocado bliver snasket og brun, mens en umoden avocado er hård og svær at mose.
  2. UNDGÅ DIN AVOCADO CREME BLIVER BRUN:
    • Avocado indeholder et enzym, der får den til at oxidere og blive brun, når den udsættes for luft. Citronsaft (eller limesaft) er din bedste ven her! Syren inaktiverer enzymet og holder din avocado creme smukt grøn. Et andet trick er at dække overfladen med husholdningsfilm direkte nede på cremen, så der ikke kommer luft til. Opbevar den i køleskabet, og den holder sig frisk i 1-3 dage.
  3. SØRG FOR DEN RIGTIGE KONSISTENS:
    • Ønsker du en grov og rustik avocado creme, så mos den med en gaffel og tilsæt yderligere ingredienser. Foretrækker du den silkeblød og glat, så brug en minihakker eller stavblender. Pas dog på ikke at overblende, da det kan give en let bitter smag og en slimet konsistens.
  4. SMAG TIL!!
    • Smag er subjektivt, og det er vigtigt at justere krydderierne, så de passer til din smag. Tilsæt salt, peber og syre gradvist, og smag på cremen undervejs, indtil den er perfekt afbalanceret og tilføj evt. ekstra yoghurt og/eller lidt ekstra sukker hvis cremen er for stærk.
avocado creme med chili

Ofte Stillede Spørgsmål om avocado creme

Hvad kan jeg bruge i stedet for koriander i avocadocreme?

Hvis du ikke er vild med koriander, kan du sagtens erstatte den med dild, basilikum eller purløg. Hver krydderurt vil give din avocadocreme sin egen unikke smag, så eksperimenter gerne!

Hvorfor bliver min avocadocreme brun?

Avocadocreme bliver brun på grund af oxidation, når avocadoens kød udsættes for ilt i luften. Limesaft og en lufttæt opbevaring er de bedste måder at forhindre dette på.

Hvordan får jeg min avocado creme ekstra cremet?

For at opnå en ekstra cremet avocado creme kan du bruge en minihakker eller stavblender til at blende avocadoen helt glat. Yoghurt er til for at give den en fyldigere og endnu mere silkeblød konsistens, så undlad endelig ikke dette.

Er avocadocreme sund?

Ja, avocadocreme er sund, da avocado er rig på enkeltumættede fedtsyrer, vitaminer (K, C, E, B-6) og mineraler (kalium, magnesium). Den er også en god kilde til kostfibre.

Hvor længe kan avocado creme holde sig?

Avocado creme holder sig bedst i køleskabet i en lufttæt beholder evt. med husholdningsfilm trykket direkte ned på overfladen for at mindske luftkontakt. På den måde kan den holde sig frisk og grøn i 1-3 dage.

Hvad kan jeg servere til avocado cremen?

Avocado creme er en fantastisk dip til grøntsagsstave, tortillachips, eller som smørepålæg i sandwiches og wraps. Den er også et lækkert tilbehør til mexicanske retter, grillede grøntsager, plante frikadeller, fisk og skaldyr, eller som en dressing over salater.

Edamame frikadeller med feta
Saftige edamame frikadeller med feta, krydderurter og et pift fra citron. Vegetardeller fuld af smag og mæthed. Nemme at lave og perfekt som aftensmad samt i madpakken.
Gå til opskriften
opskrift edamame frikadeller med feta
Del indlægget med nogen du holder af

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering