Sprødt, knasende og chokoladeintens! Alt det får du i det lækreste knækbrød med chokolade som er lavet på sesamfrø, græskarkerner og hasselnødder. Vendt med lidt honning, krydderier og bagt sprød i ovnen. Toppet med smeltet chokolade og på 30 min. har du lavet den skønneste og sunde snack som både mætter og tilfredsstiller. Glutenfri og vegansk mulighed.
Sprødt sundt knækbrød med chokolade
Det ingen hemmelighed at jeg har et KÆMPE snack-hjerte! Alt fra sunde romkugler, gulerødder med hummus, knækbrød med peanutbutter + banan og du skal komme efter mig.
NU er der tilføjet endnu en favorit til snack-listen, nemlig knækbrød med chokolade.
Om det er decideret knækbrød ved jeg ikke, men det var det bedste navn jeg kunne komme op med. En knasende, sprød bund lavet på sesamfrø, græskarkerner, hasselnødder, krydderier, vendt med lidt honning og bagt sprød i ovnen. Herefter toppet med smeltet mørk chokolade, frysetørrede bær og flagesalt. Min form for knækbrød med chokolade som du ikke vil gå glip af…
DET.ER.MAGI.
Opskrift nemt knækbrød med chokolade
Kerne knækbrød med chokolade
Ingredienser
- 100 g sesamfrø
- 50 g græskarkerner
- 50 g hasselnødder
- 60 g lys honning (eller agavesirup)
- 1 nip salt
- ½ tsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- ¼ tsk muskatnød
- 100 g chokolade
Topping
- Frysetørret jordbær
- Flagesalt
Tilberedelse
- FORBERED: Start med at tænde ovnen på 150° varmluft. Find bageplade og 2 stykker bagepapir frem. Hak/blend hasselnødder semi fint, de skal ikke være som pulver. Kom i skål sammen med sesamfrø, græskarkerner, krydderier og vend rundt med honning. Rør til alt er fordelt og kom på det ene stykke bagepapir. Fordel det andet bagepapir over og pres først med dine hænder, og rul herefter ud med en kagerulle indtil du har en jævn flade med ca. ½ cm. tykkelse.
- BAG KNÆKBRØD: Tag det øverste stykke bagepapir af og sæt knækbrødet i ovnen. Bag ca. 25 min. indtil flot gylden. Lad afkøle på rist, hvor det vil samle sig og blive sprød. Smelt imens chokoladen over vandbad.
- TOPPING: Når dit kerne knækbrød er afkølet fordeler du smeltet chokolade over og drysser med ønsket topping. Flagesalten er guld værd, så den anbefaler jeg på det højeste.Opbevar i lufttæt beholder på køl, gerne med mellemlægspapir imellem. Kan holde sig 1 uge.
Egne noter
Sund snack med kerner, frø og nødder
Har du som jeg, et stort snack hjerte? Men vil samtidig gerne give din krop god energi og mad som ikke får dig helt ud i et sukkerrush?
Ligeså meget som jeg er vild med en omgang is, er jeg med snacks der nærer min krop og bidrager med både energi, kostfibre og gode fedtstoffer. Knækbrød med chokolade er netop sådan en snack. Kombinationen af kerner, frø og nødder giver os rigelig med kostfibre til at holde maven i gang, skabe mæthed og chokoladen kommer med det søde i samspil med honning. Alt i alt er knækbrød med chokolade allerede en snack jeg gerne vil have på lager i mit køleskab.
På 30 min. kan du trylle en herlig snack frem som kan varieres og toppes alt efter køkkenskabe og lyst. Efter den er kølet af opbevares den i køleskab, hvor den holder op til 1 uge. Måske længere, det nåede jeg ikke at teste da den var spist 🙂
Tips og tricks – knækbrød med chokolade
- HASSELNØDDEFLAGER:
- Skal det gå hurtigt kan du købe hasselnøddeflager i stedet for selv at hakke dine nødder.
- VARIER KRYDDERIER OG MÆNGDER:
- Leg med krydderier og citrusskal. Prøv fx. at tilsætte appelsinskal + lidt ingefær for at lave en julet version. Det skønne ved dette knækbrød med chokolade er, at du nemt kan variere og designe din egen favorit.
- VARIATION I NØDDER OG FRØ:
- Leg med at udskifte hasselnødder med fx. pekannødder, mandler eller cashewnødder.
- Varier græskarkerner med solsikkekerner.
- Sesamfrø ville jeg ikke udelade helt da de giver en dejlig dyb og nødde-rig smag. Men du kan halvere og kombinere med solsikkekerner, flere græskarkerner eller hørfrø.
- VEGANSK KNÆKBRØD MED CHOKOLADE:
- Ønsker du at lave knækbrød med chokolade vegansk, skal du blot bruge sirup fremfor honning og være sikker på der ikke er tilsat mælkepulver til din mørke chokolade.
- LEG MED TOPPING:
- Varier din chokolade alt efter humør og lyst. Prøv mælkechokolade, hvid chokolade eller en kombination.
- Jeg bruger personligt en 70% mørk chokolade.
- Frysetørret jordbær kan udelades eller erstattes med andre frysetørrede bær.
- OPBEVARING OG HOLDBARHED:
- Opbevar knækbrød med chokolde på køl, gerne med mellemlægspapir imellem. På køl kan de holde op til 1 uge (mine holdte ikke længere).
Lækre og sunde snacks
- HJEMMELAVEDE SUNDE SNICKERS MED PROTEIN – Se video HER
- Hjemmelavet sunde snickers er den ultimative snack med kakaolækker bund tilsat protein, perfekt smooth dadelkaramel, saltede peanuts og chokoladeovertræk med perfekt knæk. Sød, saltet, sprød og uimodståelig lækker.
- HJEMMELAVET MYSLIBAR MED KERNER OG FRØ
- Hjemmelavet muslibar er knasende, chewy og den lækreste sunde snack til farten, skoletasken eller eftermiddagshyggen. Opskriften på nemme myslibarer med gryn, nødder, tørret frugt og cornflakes vendt med dadler, nøddesmør, sirup og lidt olie.
- DADELKONFEKT MED MARCIPAN OG CHOKOLADE – Se video HER
- Saftige, bløde medjool dadler, revet marcipan, mørk chokolade og knasende topping.