Hjemmelavede pistacie ispinde er super nemme at lave, har en cremet midte af pistacie is og en skal af knasende mørk chokolade. Hjemmelavet pistacie is er uden ismaskine, vegansk, glutenfri og rig på fibre. Pistacie ispinde er sommerens sunde alternativ når det skal smage lækkert og være nemt på samme tid.
Hjemmelavede ispinde med pistacie
ICE ICE BABY…
3. og sidste isopskrift for denne gang. Men ih, det har været sjovt og meget lækkert at køre en mini is-serie over sommeren. Vi startede med grønne avocado is, hoppede videre til luksuriøs banan-karamel is og slutter med endnu en grøn lækkerbisken til samlingen, nemlig pistacie ispinde. I dag både veganske og glutenfri.
PIIIFT: Hæng på, jeg har måske en ekstra opskrift i ærmet…
Pistacie ispinde er nemme at lave, kræver 5 simple ingredienser og afsluttes med knasende chokoladeovertræk. Find blenderen frem og lav hjemmelavede ispinde, som er fri for tilsat sukker, er rig på fibre og mineraler fra pistacienødder.
Og vigtigst at alt, de er cremede, smelter i munden og har en intens smag fra pistacie og kokos.
Til opskriften har jeg brugt silikoneforme isforme som gør det super nemt at få isen ud. Alternativt kan du komme ismassen i en aflang form, så du kan scoop den ud.
Opskrift på nemme pistacie ispinde
Pistacie ispinde
Ingredienser
- 140 g usaltede pistaciekerner
- 80 g ahornsirup
- 120 g kokoscreme
- 160 g vegansk piskefløde
- ½ stk lime
- ½ tsk vaniljepulver
- 1 nip salt
- 200 g mørk chokolade
- 30 g pistaciekerner
Tilberedelse
- BLEND PISTACIESMØR: Start med at blende pistaciekerner helt fint i blender/minihakker indtil det bliver til "smør". Dette kan tage 10-15 min. men hav tålmodighed. *Du kan købe færdiglavet pistaciesmør i helsekostbutikker samt online.
- BLEND ISMASSE: I blender kom kokoscreme, sirup, vanilje, salt samt pistaciesmør. Blend indtil cremet og homogen. I seperat skål kom fløde og saften fra 1/2 lime. Pisk indtil stift. Tilføj pistaciecremen til din piskede fløde og vend rundt indtil fordelt.
- FRYS: Find dine ønskede forme frem og fordel ismassen heri. Sæt på frys minimum 5 timer eller natten over.
- OVERTRÆK MED CHOKOLADE: Smelt chokoladen over vandbad og vend finthakkede pistacienødder i. Tag dine ispinde ud af formene og vend i den smeltede chokolade. Nyd med det samme eller kom resterende ispinde i en lufttæt beholder på frys.
Egne noter
Tips og tricks – veganske pistacie ispinde
- PISTACIESMØR – SÅDAN LAVER DU DET:
- En af hovedingredienserne til dagens pistacie ispinde er pistaciesmør. Hvilket er en nøddesmør ligesom peanutbutter og tahin. Dvs. nødder blendet til smør. Det kræver en god blender eller minihakker som kan tåle at køre længe.
- HVILKEN KOKOSCREME SKAL DU BRUGE:
- Til isen bruger vi kokoscreme hvilket er den fede del af kokosmælken. Dette kan købes på dåse i helsekost eller online.
- LAV DIN EGEN KOKOSCREME: Sæt 1 dåse kokosmælk på køl natten over, cremen vil samle sig i toppen. Til denne opskrift skal du bruge 1 dåse. Resten af kokosmælken kan bruges til en lækker gryderet eller chiagrød.
- HVILKEN VEGANSK PISKEFLØDE ER BEDST?
- Jeg bruger altid Alpro piskbar, som jeg synes har den bedste smag og holder formen bedst når den er pisket op.
- HVILKE FORME SKAL DU BRUGE TIL PISTACIE ISPINDE?
- Jeg har brugt mini magnum isforme som gør det super nemt at få isen ud.
- KAN JEG LAVE ISEN I EN ANDEN FORM?
- Du kan godt hælde isen i en lille aflang form og dække med bagepapir og vende i isen 1 gang i timen ca. 4-5 gange. Når den er helt frossen skal isen stå 20-30 min. på køkkenbordet inden den er blød nok til at spise.
- OPBEVARING OG HOLDBARHED:
- Når pistacie ispindene er taget ud af formen opbevares de i lufttæt beholder op til 1 måned. Jeg synes dog ofte hjemmelavede ispinde er bedst indenfor 1-2 uger.
Step for step hjemmelavede ispinde
Sådan laver du ispinde med pisatcie og kokos
- BLEND PISTACIEKERNER – Pistaciekernerne blendes til pistaciesmør i en god blender. Kan alternativt købes færdiglavet.
- BLEND – Alle ingredienser kommer i blender, undtagen piskefløden samt lime. Blendes indtil helt cremet og homogent. Til slut vendes pisket flødeskum i is-massen.
- FRYS – Ismassen kommer i forme, jeg bruger silikone forme, som er super nemme at arbejde med. De sættes på køl minimum 5-6 timer, eller til dagen efter.
- NYD – Når pistacie isen er helt frossen kan den nydes som den er eller overtrækkes med chokolade. Jeg elsker personligt det knæk man får fra chokoladen.
Sådan overtrækker du ispinde med chokolade
Ønsker du ligesom mig et lækkert knæk af mørk chokolade som del af din hjemmelavede pistacie ispind? Når dine ispinde er frosne og klar til at komme ud af formen lægger du dem på bagepapir og tilbage på frys, imens du klargøre chokoladen.
Mørk chokolade hakkes og smeltes over vandbad. Brug rigeligt så du kan vende dem rundt. Rester af chokoladen kan du gemme i en bøtte til næste gang. Kom din smeltede chokolade i en skål hvor dine ispinde passer i og vend evt. hakkede pistacienødder i, eller drys med dem efterfølgende. Vend ispindende i din smeltede chokolade, brug evt. en ske til at hælde over. Læg tilbage på bagepapiret og drys med pistacienødder. Opbevar på frys.
Hjemmelavet is for store og små
- BANAN KARAMEL IS – Vegetarisk
- VEGANSK JORDBÆR IS – Laves på ismaskine
- AVOCADO ISPINDE – Vegetarisk med vegansk mulighed