Stegt tofu i flødesauce med tomat, svampe, soltørrede tomat og oliven. Himmelsk sauce, rig på umami, grøntsager og cremethed fra parmesan. Server flødesaucen med stegt tofu, pasta og ekstra parmesan. Nem vegetarisk aftensmad klar på 30 min. for hele familien som både mætter og tilfredsstiller.

Marry me tofu – stegt tofu i tomatsauce
I kender måske allerede TikTok og Instagram fænomenet “marry me chicken” som oprindeligt er udviklet af det amerikanske foodnetwork “Delish”. Jeg har set den rekonstrueret mange gange, både med linser, grøntsager og tofu for vegetariske udgaver. Alle med den klassiske cremede flødesauce.
Jeg har tænkt på at lege med opskriften flere gange, men ikke rigtig haft lysten da jeg synes den “manglede” noget. En dag fik jeg lyst til at lave “min søsters pastaret” fra min kogebog Madglæde og lige DER, slog det mig at det jo netop var den jeg savnede. Opskriften minder meget om “marry me” men forskellen er den har ekstra grønt og krydderi på menuen = mere smag og tekstur!
Jeg gik straks i køkkenet og dagens opskrift blev kreeret. Fusionen mellem “min søsters pastaret” og “marry me chicken”.
Opskriften byder på de lækreste stegte svmape (umami ja tak), peberfrugt, små tomater og en skøn krydret tomatsauce fortryllet med parmesan. Saucen serveres med stegt tofu, pasta og ekstra ost på toppen. Vegetarisk comfort food som er klar på 30 min. og smager vidunderligt, både for store og små.
Opskrift på stegt tofu med krydret flødesauce

Marry me tofu – Stegt tofu i krydret flødesauce
Ingredients
- 250 g tofu
- 250 g svampe
- 60 g soltørrede tomater
- 2 spsk olie fra soltørrede tomater
- 1 stk løg
- 2 fed hvidløg
- ½ stk chili
- 1 stk rød peberfrugt
- 200 g cherrytomater
- 60 g oliven uden sten
- 1 tsk paprika
- ⅔ tsk røget paprika
- 3 dl madfløde
- Evt. ½ dl vand
- 40 g parmesan
- 2 tsk hvidvinseddike
- Salt og friskkværnet peber
Tilbehør
- Pasta
- Parmesan
Tilberedelse
- KLARGØR TOFU: Start med at presse tofu fri for overskydende væde hvis den er meget fugtig. Dette gøres nemmeste ved at vikle din tofu ind i et rent viskestykke og placere et tungt objekt ovenpå, fx. en tung gryde eller bøger. Lad presse 15 min. Når tofuen er klar, skæres den i store tern.
- KLARGØR INGREDIENSER: Start med at klargøre alle grøntsager. Svampe renses og skæres evt. i mindre stykker, anpå hvilken sort du bruger. Jeg brugte østershatte jeg rev i lidt mindre stykker. Løg og chili finthakkes og hvidløg rives fint. Soltørrede tomater skæres i strimler og kommes i en lille skål + 2 spsk af deres olie. Vej oliven af og kom ligeledes i skål. Peberfrugt skæres i tynde strimler, tomater vaskes, krydderier vejes af samt parmesan rives fint.
- TILBERED: Varm en god stor pande op til høj varme. Tilsæt dine svampe og steg, indtil de falder sammen, har frigivet al væske og begynder at knitre, ca. 5-10 min. Er din pande ikke slip-let brug da gerne lidt olie til stegning. Tilsæt soltørrede tomater + olie fra glasset og lad dem stege med 2-3 minutter, imens du skruer ned til middel-høj varme. Tilsæt løg, hvidløg og chili og lad løget blive blankt og blødt, ca. 2-3 min. Kom peberfrugt, tomater og oliven ved og steg yderligere 5-7 min. Krydr med paprika, røget paprika, salt og peber og vend godt rundt. Skru ned til lav varme og tilsæt madfløde og hvidvinseddike, lad det simre 2-3 minutter, hvorefter du tilsætter parmesan og evt. lidt vand indtil rette konsistens. Lad retten varme igennem og smag til med salt, peber og evt. ekstra syre eller lidt sukker. Steg tofu imens retten simre.
- STEG TOFU: Varm en pande op til høj varme og tilsæt 1 spsk smør + 1 spsk olie. Steg din tofu hårdt af på de fleste sider 2-3 min hvert sted, så vi opnår mest mulig stegeskorpe. Når din tofu er færdigstegt tilsætter du til retten og lader det hele varme igennem 5-10 min.
- SERVER: Retten nydes varm fra panden med friskkogt pasta og toppes med ekstra parmesan, lidt fintrevet citronskal og frisk basilikum.
Egne noter
Stegt tofu med flødesauce og grønt
Dagens ret er indbegrebet af vegetarisk comfort food. Rig på umami, cremethed og tilfredsstillelse. Vi opnår rettens intense smag ved at stege svampe hårdt af og få så meget umami smag frem i kombination med soltørrede tomater, parmesan og oliven. Ja retten er boostet op med vegetariske kilder til velsmag og det smages tydeligt. Retten rundes af med madfløde, friske cherrytomater og krydres med både almindelig og røget paprika. Nyd retten med stegt tofu og enten pasta, ris eller quinoa til at samle al den gode sauce op med.
Vegansk marry me tofu
Ønsker du at lave retten helt vegansk er der et par få råvarer du skal være opmærksom på:
- MADFLØDE: Brug en vegansk version, evt. soyacuisine fra Naturli’.
- PARMESAN: Brug en vegansk erstatning eller smag til med gærflager (ca. 2-3 spsk). Du kan udelade parmesan, men for at opnå samme cremethed og runde retten af, ville jeg i stedet tilføje 1 spsk. smør/tahin eller 2-3 spsk. vegansk neutral smøreost.



Tips og tricks til god stegt tofu
Hemmeligheden bag god sprød tofu er simpel – Det handler om en god råvare. Jeg er super glad for tofu som vegetarisk proteinkilde da tofu har en lækker konsistens (når vi finder en god variant) og kan tilsættes diverse smage og marinader.
Jeg er så ked af at se mange vælger tofu fra, grundet dårlige oplevelser. Hvilket jeg forstår, da kvalitet er altafgørende i arbejde med tofu.
Tofu er ikke bare tofu, og den tofu vi kan købe i fx. rema1000 og netto er rent ud sagt bare røv-dårlig (sorry). Den er vakuumpakket, hvilket vil sige den ikke er frisk og vi ønsker vores tofu frisk. ALTID!
Tjek ligeledes at du køber en “firm” eller “superfirm” så den kan evt. presses, skæres ud og steges på panden. Jeg håber du giver en god variant et forsøg, det ER virkelig lækkert.
Valg af tofu:
- Jeg anbefaler meget at købe tofu udelukkende ved asiatiske købmænd, her for du god tofu der har den rigtige tekstur og smager dejligt.
- Har du ikke en asiatisk købmand i nærheden, kan du få en variant på køl hos Kvickly/365/superbrugesen (änglemark).
- Jeg anbefaler 3 varianter:
- YIPIN TOFU – Asiatiske butikker, meny
- LE TRANG – Meny, online hos Nemlig
- ÄNGLEMARK – Fåes hos Kvickly/365/superbrugesen.
- PANDA EXPRESSEN – Online hos Nemlig (den er okay men de 3 første er klart bedre)
- Der findes flere gode varianter, men ovenstående går du ikke galt i byen med og er mine klare favoritter.
Sprød stegt tofu
For at opnå en lækker sprød overflade på din tofu er det vigtigt at bruge rigeligt fedtstof ved stegning. Jeg bruger ca. 1-2 spsk smør + 1 spsk olie når jeg steger en portion tofu. Kombinationen giver en skøn smag og sprød overflade. Vi steger tofuen ved middel-høj varme (min pande står på 7 ud af 9) og giver hver overflade ca. 2-3 min inden vi vender og steger videre.
Jeg kan godt lide at minimum 2-3 overflader har fået stegeskorpe, men du kan sagtens stege din tofu hele vejen rundt.


Smagfulde tofu opskrifter
- VEGETARISK TIKKA MASALA
- Cremet, krydret vegetarisk tikka masala med blomkål og tofu er indisk comfortfood når det er bedst. Klassiskeren tikka masala er vendt på hovedet og lavet uden kød, men stadig fuld af varme krydderier, cremet sauce og mæthed.
- PEANUTBUTTER TOFU – Se video HER
- Sprød stegt tofu med himmelsk peanut-kokos marinade er en smagseksplosion der vil få dig til at elske tofu. SUPER nem vegetarisk opskrift på stegt tofu serveret med intense kokosris og cremet peanutsauce perfekt til nem aftensmad eller luksus frokost.
- VEGETARISK RØD KARRY MED TOFU
- Lyst til en vegetarisk rød karry der vil slå benene væk under dig? Dagens vegetar karry er cremet, intens og fyldig med en sauce lavet på mango og avocado. Vegetarisk rød karry er fyldt med grøntsager, gode fedtstoffer og tilsat både tofu og kikærter for god mæthed samt protein.


