Svampet kokoskage med lime, vanilje og saftig krumme. Nem og hurtig at lave med få ingredienser og uden æg. Eksotisk sandkage med et uimodståelig pift af lime som passer perfekt med den søde kokos. Top med fluffy marengs eller dejlig glasur. Kagen er uden tvivl en som hele familien vil elske!
Sandkage ala kokoskage med lime
Disclaimer: Jeg har bagt denne kage 6 gange, før jeg nåede HERTIL! Gennemtestet kan man vel sige, ha ha. Ikke fordi flere af dem ikke var gode, men jeg havde en helt speciel konsistens og smag i tanke jeg VILLE ramme.
Og NU skete det.
TA DAAA’ – Sig velkommen til kokoskage med lime!
Saftig sandkage krydret med limeskal + saft, vanilje og kokos. Eksotiske smage som spiller perfekt op af hinanden med det syrlige, søde og krydrede.
Teksturen er svampet og krummen tæt men stadig utrolig saftig fra yoghurt og lime.
Rigtig mushi (btw. genialt ord).
Alt du behøver er en lille brødform, simple ingredienser, et par dejlige lime og dine arme. Kokoskagen er nemlig super nem at lave da den røres sammen i hånden og herefter hældes i form.
Efter den har bagt og kølet er der frit valg på topping. Jeg har både lavet med limeglasur og limemarengs og begge er ustyrlig lækre.
Opskrift på saftig kokoskage med lime
Kokoskage med lime
Ingredienser
- 2 stk lime
- 190 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 110 g neutral olie
- 110 g mælk
- 150 g skyr
- 40 g limesaft
- 240 g hvedemel
- 1,5 tsk bagepulver
- ½ tsk natron
- ¼ tsk salt
- 55 g kokosmel
Topping:
- 1 portion flødebolleskum
Glasur:
- 200 g flormelis
- 35 g limesaft
- Ristede kokoschips
Tilberedelse
- TIP: Læs gerne opskriften igennem før start og tag dine råvarer ud i god tid så de når at få stuetemperatur inden bagning.
- Klargør: Start med at tænde ovnen på 170° varmluft og klargør en lille brødform med bagepapir. Min form måler: 26 X 10 cm.
- Forbered: I skål vej sukker af og riv skallen fra 2 lime over. Gnid skal og sukker sammen indtil olierne frigives og sukkeret bliver grønt og dufter himmelsk. Tilføj vanilje sukker og sæt til side.
- I stor skål kom mælk, skyr (eller anden tyk yoghurt) og 40g limesaft (svarer ca. til 1,5-2 lime). Pisk kort med hånden og tilsæt herefter olien. Sæt til side. I separat skål vej mel af og tilsæt bagepulver, natron og salt, rør rundt. Vej ligeledes kokosmel af og sæt til side.
- Bland kagen: Tag skålen med de våde ingredienser og tilsæt dit limesukker, pisk kort ca. 10 sek. tilsæt kokosmel og rør i med spatel. Si melblandingen over og vend med spatel til alt er fordelt. Pas på ikke at overmikse men blot lige røre til der ingen synlige melklumper er tilbage. Kom dejen i din klargjorde form.
- Bag kagen: Sæt kagen midt i ovnen og bag 40-45 min. indtil flot gylden og en tandstik kommer ud ren eller med få krummer. Lad kagen afkøle i formen 10 min. og sæt den herefter til afkøling på rist. Top med enten flødebolleskum eller glasur.
Flødebolleskum med lime – Øvet:
- Forbered en portion flødebolleskum men erstat vand med limesaft. Brug en lille gasbrænder til at brune marengs inden servering og top med ristede kokoschips.
Lime glasur – Hurtig og nem:
- Rør limesaft med flormelis og fordel på den kolde kage. Top med ristede kokoschips og server. Kagen er bedst på dagen den er bagt men kan holde sig frisk ved sturetemperatur 2-3 dage.
Egne noter
Saftig kage med kokos og lime
Hvordan har i det med kokos?
Engang var jeg slet ikke fan og kokostoppe fra bageren er kagen jeg aldrig fik smagt (Arbejdede ved en bager i mange år).
MEN med årene sker der noget, jeg kan både lide peanuts og marcipan nu. Hvem var jeg overhovedet, HA HA.
OG kokos er kommet ind i mit spisekammer. Særligt de store ristede kokosflager er jeg en sucker for. De er sprøde og intense.
Kokosmel er skøn i romkugler, overnight oats eller som del af KAGE! Lige netop det vi gør i dag.
Udfordringen jeg tit ser ske i kokoskager er den bliver FOR tung, sød og fed for mine smagsløg. Den skal bare liiiige smage af kokos samt gerne have en modspiller med syre og friskhed.
Hvilken bedre makker end lime til at give det modspil. Syrlig, eksotisk og perfekt i samspil med den tunge kokos.
Kokoskagen bliver samtidig utrolig svampet og saftig da den indeholder yoghurt, mælk, olie og selvfølgelig rigelig limesaft. Sammen binder de alle de tørre ingredienser sammen og skaber en lettere tung men perfekt saftig kokoskage med masser syre og friskhed. HAPS..
Ingredienser til kokoskage
Lad os se på netop hvilke ingredienser der er med til at gøre kokoskagen så sindsyg lækker. Se boks længere nede for tips, tricks samt hvilke råvarer du kan bruge hvorvidt du spiser vegetarisk eller vegansk.
- LIME: Aromatisk, syrlig og eksotisk. Vi bruger både limeskal og saft. brug gerne et godt fint rivejern til skallen så du får alle olier med.
– Kan erstattes med samme mængde citronskal og saft. - SUKKER: Sødme.
– Du kan bruge almindelig hvid sukker eller rørsukker. - MÆLK: Med til at binde vores kage sammen og bidrage med fugt.
– Brug plantemælk eller almindelig. Bruger du plantemælk anbefaler jeg sojamælk uden smag. - SKYR/YOGHURT: Fugt og erstatning for æg i kagen. Giver en lækker svampet konsistens.
– Brug skyr eller en god cremet og tyk yoghurt. - NEUTRAL OLIE: Fedtstof til kagen som ligeledes binder den sammen.
– Brug en olie uden smag, fx. raps-, solsikke- eller vindruekerneolie. - VANILJE: Elsker vanilje, særligt i modspil til lime og kokos.
– Vil du flotte dig, smager det eminent med 1 vaniljestang i stedet for vaniljesukker. - HVEDEMEL: Helt traditionel mel. Jeg har ikke testet kagen glutenfri.
- BAGEPULVER + NATRON: Kombinationen i kagedej uden æg der både hæver og giver en luftig flot hævet kage.
- SALT: Afstemmer smagene.
- KOKOSMEL: Fint kokosmel som giver tekstur, dejligt bid og smag.
Topping til limekage med kokos
Når vi når til topping er der flere muligheder. Den ene mere tidskrævende end den anden men begge to lækre. Ønsker du at lave vegansk marengs husk da at have reduceret og afkølet din aquafaba i god tid. Kagen med marengs opbevares på køl hvorimod kagen med glasur holder sig fint ved stuetemperatur, dog gerne et let køligt sted.
Lime marengs – Øvet:
Hvem elsker ikke flødebolleskum? Nu smagt til med limesaft.
SÅDAN GØR DU: Brug opskriften på skum fra veganske flødeboller men erstat vandet med lige dele limesaft. Top kagen med din færdige marengs og brun den med en lille gasbrænder.
Lime glasur – Hurtig og nem:
SÅÅ lækker glasur med intens smag af lime som er helt perfekt til den søde kage og toppet med knasende ristet kokosflager. Limeglasur laves nemt og hurtigt men smager stadig eminent lækkert.
Tips, tricks & FAQ kokoskage med lime
- Sukker + limeskal = Lime olier frigives
- Spring IKKE dette step over, det er ren magi. Når limeskallen gnides let med sukkeret frigiver det en hel portion citrusolie som er med til at give kagen dens unikke smag.
- Pas på ikke at overmikse din kagedej
- Når vi overmikser en dej vil den ofte ende med at falde sammen i ovnen eller slet ikke hæve. Så rør blot lige sammen indtil der ikke er flere synlige melklumper.
- Bagetid og klargøring af form
- Jeg forer formen med bagepapir. Jeg klipper 2 ark som kan sidde hver deres vej og ikke skaber folder.
- Bagetid kan variere meget fra ovn til ovn samt hvor højt din rist er. Prøv at ram en rist der står i midten samt en bagetid på 40-45 min. men hold øje, måske din kage skal bare lidt mindre eller mere.
- Jeg spiser vegansk – Hvilke ingredienser bruger jeg?
- Brug en cremet yoghurt i stedet for skyr: Fx. alpro go on eller en fed kokosyoghurt (lækkert)!!
- Mælk: Brug sojamælk uden smag.
- Jeg spiser vegetarisk – Hvilke ingredienser bruger jeg?
- Skyr neutral eller græsk yoghurt.
- Mælk: Gerne letmælk/sødmælk eller evt. kærnemælk.
- Hvor længe kan kokoskage holde sig frisk?
- Kagen er bedst på dagen den er bagt men kan holde sig frisk 2-3 dage.
Kagebordet – Kager til hverdag og fest
Hvem elsker ikke en skøn kage eller dessert til gode lejligheder eller hverdagen hvor man har brug for lidt ekstra. Her er 3 bud som kan det hele. Cheesecake er nok mest til støre lejligheder, men den kan dog nemt gemmes på frys i skiver og tages op løbende, just saying 😉
GOD FORNØJELSE!
- Saftig vegansk gulerodskage – Klassikeren hele familien vil elske. God både til hverdag, fest eller bagt i springform og lavet til lagkage. Se den lige HER!
- De bedste veganske chocolate chio cookies – Nok en af de opskrifter jeg har bagt flest gange. Lavet med æblemos i stedet for æg og nemme at lave glutenfri.
- Himmelsk vegansk cheesecake – Lavet med cashewnødder, kokos og intens kakao-dadel bund. En himmelsk mundfuld der vil imponere venner og familie.