Magiske veganske flødeboller der smager fantastisk, er hjemmelavet og helt uden æggehvide. Flødeboller lavet på aquafaba, sukkersirup og med sprød marcipanbund hvor tempereret chokolade giver det sidste finish og sprøde knæk. Veganske flødeboller er luftige, lækre og langt nemmere end man tror. Læs med, få mine bedste tips og tricks og bliv vegansk flødebollemester.
Opdateret november 2022 med brug af Cream of tartar for bedre stabilitet med stadig samme gode smag. Læs mere i opskrift beskrivelse samt tips og tricks.
Magiske veganske flødeboller
Fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad..
Sagt hurtigt 5 gange..hihi
Eller..
Fabelagtige fluffy flødeboller! Hjemmelavet og veganske!
HURRAAA!! Ja jeg jubler – For i dag får I opskriften på de lækreste veganske flødeboller. Sprød marcipanbind, fluffy blødt skum og knasende chokoladeovertræk.
Lavet helt uden æggehvider men stadig lige luftige, lækre og alt andet end flade! Veganske flødeboller der vil imponere store som små.
Det skal fejres. Med veganske flødeboller selvfølgelig 😉
Flødebollerne er:
- Fluffy og luftigt skum
- Sprød marcipanbund
- Knasende chokolade
- Perfekt sød og fløjsblød skum
- Vegansk og glutenfri
- Helt uden æggehvide
- Himmelsk lækre og..
- M.A.G.I.S.K.E
Himmelsk veganske flødeboller
“Med eller uden kokos?”..
Det obligatoriske spørgsmål når der blev delt flødeboller ud i klassen. Jeg mindes tydeligt den knitrende plastbakke og valget om med eller uden kokos. Hvis vi var heldige var der ekstra man kunne dele!..
For flødeboller kan man altid spise.
Jeg tør næsten påstå vi alle har minder om flødeboller, som stadig den dag i dag sælges og nydes i massevis.
Flødebollen er tit i fint selvskab med god chokolade og fåes i alverdens smage. Alt fra hindbær, lakrids, nogle endda med flydende midte.
Men en flødebolle UDEN æggehvide, er det overhovedet muligt?
Vegansk flødeboller lavet på aquafaba
Jeg har drømt om flødeboller i 2,5 uge!!
Været søvnløs og testet igen og igen..
Jeg havde sat mig for at jeg ville skabe en vegansk flødebolle med luftigt skum, der holdt formen, kunne dyppes i chokolade og smagte himmelsk.
Ingen bismag af kikærter – blot ren nydelse!
Lad os starte med at nævne AQUAFABA. (læs mere her)
Som er vores hovedingrediens. Aquafaba er kogevandet fra kikærter og har den magiske egenskab at det kan piskes stift på samme måde som æggehvider. Netop dét udnytter vi i dagens opskrift.
Hvordan laver man veganske flødeboller?
Veganske flødeboller er lavet på samme måde som de helt klassiske blot med aquafaba i stedet for æggehvider.
Flødeboller består af en bund og luftigt skum som er lavet af italiensk marengs.
Italiens marengs består af pisket aquafaba, citronsyre og sukker. Hvorefter en sukkersirup varmes op til 116-118 grader og tilsættes MEGET forsigtig. Nu kan marengsen piskes helt stiv og evt. tilsættes smag.
Når din italienske marengs er klar og hel stiv, kan skummet sprøjtes som toppe på dine bunde.
Herefter hviler de på køl imens chokoladeovertrækket forberedes.
Når flødebollerne er dyppet i chokolade og stivet er de klar til at blive spist.
En sand flødebolledrøm. Helt hjemmelavet, vegansk og magisk.
Udstyr til hjemmelavede veganske flødeboller
Før vi er helt klart til at gå igang skal vi have basisudstyret på plads. Flødeboller kræver få men vigtige redskaber for et optimalt resultat.
- Køkkenvægt:
– Præcise mål er meget vigtige når vi laver veganske flødeboller. Vej alle dine ingredienser nøje af før du starter. - Sukkertermometer:
– Sukkertermometer til at tjekke vores sukkerlage rammer 116-118 grader. Dette er umuligt at vurdere uden.
** Du kan bruge et digitaltermometer/stegetermometer blot vær sikker på det kan måle op til 118 grader og er præcist. - Elpisker eller røremaskine:
– Jeg har testet opskriften med brug af begge, og med godt resultat. Blot vær opmærksom på at pisketiderne kan variere lidt da elpiskere ofte kan piske hurtigere end røremaskinen. - Sprøjtepose + tyl ca. 22mm:
– Jeg anbefaler en god sprøjtepose + tyl til at få flotte skumtoppe. Straks efter dit skum er færdigpisket kommes det i sprøjtepose med klargjort tyl og kan sprøjtes ud på bundene. Dette kan kræve lidt øvelse men; Hold posen i 90 grader vinkel og tryk på posen i et konstant tempo mens du roligt bevæger posen opad.
Ingredienser til veganske flødeboller
Flødeboller kræver få men vigtige ingredienser. Når vi arbejder med aquafaba er det vigtigt vi har et stabiliserings element; I dag citronsyre.
Læs ingredienser godt igennem + opskrift længere nede før du begynder.
Flødebollebund:
Bunden er første step. Jeg kan godt lide den sprøde marcipanbund beskrevet i opskriften. Men du kan snildt variere og bruge myslikiks eller hjemmelavede cookies udstukket i den ønskede størrelse.
- Marcipan + flormelis
- Myslikiks
- Mariekiks
- Hjemmelavede cookies
Flødebolleskum med aquafaba:
Få men vigtige ingredienser. Veganske flødeboller er lavet af italiensk marengs men da vi arbejder med aquafaba er det vigtigt vi tager et par ekstra metoder i brug.
- Aquafaba – Vandet fra en dåse kikærter. I dagens opskrift er det uhyre vigtigt at vi reducerer vores aquafaba så den kan piskes helt stiv.
** Følg vejledning i opskrift længere nede. - Citronsyre – Er med til at stabilisere vores aquafabaskum. Kan ikke udelades. Du kan købe citronsyre i større supermarkeder fra bla. dr. oetker og tørsleffs.
- Cream of tartar – Jeg har i nov. 2022 opdateret opskriften og tilføjet cream of tartar som også kaldes “Vinstensyre”. Cream of tartar er med til at stabiliere vores marengs sammen med citronsyre samt give volume.
- Du kan udelade men skummet er svære at få helt stiv som nybegynder ved brug af udeladende citronsyre.
- Du skal anvende meget lidt; 1/8 tsk. i kombination med citronsyre. For mig var det vigtigt vi opnåede mere stabilitet men uden at gå på kompromis med smag.
- Cream og tartar kan købes online men er en god og billig investering hvis du ønsker mere succes med dine flødeboller.
- Cream og tartar røres ud med lidt aquafaba før det tilrettes til piskeskålen. Dette behjælper at det bliver jævnt fordelt og ikke klumper i vores aquafaba.
- Sukker – Her er det vigtigt du bruger helt traditionel hvid sukker.
- Glykosesirup – Bruges til at lave vores sukkersirup og forhindre den danner sukkerkrystaller.
Jeg køber min i Rema1000 der forhandler den som fast vare. - Vand – Bruges i vores sukkersirup.
**Jeg har endnu ikke testet med andre væsker men lover at opdatere når jeg gør. - Smagsgiver – Jeg laver oftes den helt klassiske version med vanilje. Du kan eksperimentere med kakao, hindbærpulver, lakridspulver eller ligende. Dette vendes i efter skummet er pisket.
**Jeg har testet med 1 spsk. kakao vendt i skummet efter endt piskning. Super lækkert!
Chokoladeovertræk:
Finish er den sprøde chokoladeskal med det perfekte knæk. Tilsæt gerne kakaosmør som gør din chokolade lidt mere flydende og dermed nemmere at dyppe dine flødeboller i.
- Mørk chokolade – Jeg bruger gerne mellem 70-85%. Men find din favorit.
- Kakaosmør (kan udelades) – Kan købes i helse- eller specialbutikker. Kan du ikke finde det kan det godt udelades. Brug da gerne lidt ekstra chokolade så du har nok.
- Jeg bruger ofte 1 spsk. neutral kokosolie fremfor kakaosmør som giver samme effekt.
- Pynt; Knuste kiks, guldstøv, kokos mm.
Vigtige tips, tricks og don’ts til veganske flødeboller:
FØR DU STARTER:
- Læs opskriften GODT igennem før du starter.
- Klargør dine redskaber, sprøjtepose, bunde og ingredienser.
– Så er du klar når din flødebolleskum er færdig. - Sørg for alle dine redskaber er fri for sæbe og fedtrester.
- Tør skål + piskeris af i lagereddike inden brug.
- Reducer aquafabaen ca. 50% og lad den afkøle.
– Den svinder mere ved afkøling så sats på 40% og lad den herefter køle helt af og vej nu den ønskede mængde af. - Forbered gerne flødebollebunde og reducer aquafaba dagen før.
- Husk at gemme kikærterne og lav hummus 😉
MARENGS + CHOKOLADEOVERTRÆK:
- Rør IKKE rundt i din sukkersirup!!
– Ellers ødelægger du den, og din flødebolleskum vil ikke stivne. - Tilsæt din sukkersirup MEGET langsomt ved middel/høj hastighed.
– Dette er uhyre vigtigt da din skum ellers vil falde sammen. Denne process tager ca. 3 min.
Hold evt. små pauser så du er sikker på at siruppen er kommet med rundt, men ikke så længe at din sirup bliver for kold og stivner i gryden. - Overhold mine vejledende minutter.
– Tiden du pisker din aquafaba er altafgørende for lækkert skum. Følg opskriften og brug minutterne beskrevet i opskrift. - Pisk KUN lige til din aquafaba er HEL stiv efter siruppen er tilsat.
– Tiden er afhængig af maskine men tager ca. 5-10 sek.
Dette har en kæmpe forskel; pisker du for længe vil den ende med at falde sammen. – Så stop i tide!
Ved det lyder af lidt, men din skum skal blot lige have hurtig fart og så den færdig. - Husk at dyppe al skummet + kanten af bunden i chokolade.
– Herved undgår du din marengs danner “orme”. Dette sker hvis det er lufthuller i kanten. - Flødebollerne opbevares på køl. Holder sig friske 3-4 dage, bundene kan dog blive bløde.
- Øvelse gør mester!
– Al begyndelse er svært og det kan være svært at nå den HELT perfekte konsistens første gang. Men når man først har håndelaget er det ikke så svært som det lyder.
– Giv IKKE op! Er dit skum ikke HELT stift kan det stadig sprøjtes på. Dine toppe vil dog ikke være helt ligeså stive og faste.
Jeg er SÅ spændt på at dele de lækreste veganske flødeboller med jer! Jeg har nørdet og ligget søvnløs i 1+ år og bliver stadig ved at nørde og opdatere når der sker ændringer. Jeg håber de vil glæde og gavne!
At I får flødebollesucces og nyder dem!
I må ALTID skrive til mig hvis i har spørgsmål, enten herunder eller på Instagram. Jeg ville ligeledes elske at se jeres kreationer, så tag mig endelig så jeg kan følge jeres eventyr.
Nu der kun at sige; Flødebolle Fest – Sæt i gang!
Opskrift på lækre veganske flødeboller
Veganske flødeboller
Ingredienser
Bunde
- 150 g marcipan
- Flormelis
Flødebolleskum
- 70 g aquafaba (reduceret)
- ⅛ tsk citronsyre
- ⅛ tsk cream of tartar
- 15 g sukker
- 40 g vand
- 45 g glykosesirup
- 100 g sukker
- ½ tsk vaniljepulver
Chokoladeovertræk
- 200 g mørk chokolade
- 50 g kakaosmør (ell. 1 spsk. neutral kokosolie)
Pynt
- Knuste kiks
- Kokos
- Guldstøv
Tilberedelse
- **Læs opskriften GODT igennem + mine tips og tricks ovenfor så du er sikker på fremgangsmåden. Vej dine ingredienser af og klargør dine redskaber inden du starter, så du ikke glemmer noget.
Flødebollebunde:
- Forvarm ovnen til 200° varmluft. Rul marcipanen ud i flormelis og udstik runde cirkler med en udstikker i ønsket størrelse. Saml marcipanen og fortsæt til du har brugt det hele.
- Kom bundene på bageplade med bagepapir og bag dem 5-8 min indtil let gyldne i kanten. Lad dem køle helt af før brug. (dette kan snildt gøres dagen før)
Flødebolleskum:
- Reducer aquafaba: Hæld vandet fra en dåse kikærter og gem det. Vej det af og kom i gryde. Aquafabaen skal reduceres 40-50%. Dvs. vejer din aquafaba: Fx. 160g skal vi ende med en væske der vejer ca. 95g.Dette gør du ved at bringe dit aquafaba i kog og lade den simre ved middel varme. Vej løbende væsken af ved at hælde den i en skål placeret på din køkkenvægt. Når du rammer den ønskede mængde; her 95g er din aquafaba reduceret. Det tager mellem 7-15 min. Aquafabaen skal køle af inden brug i køleskab. Jeg kommer den i boks med låg og lade den stå til næste dag (Dette kan med fordel gøres dagen før).
- Vej 70g af den afkølede aquafaba af. Din aquafaba må meget gerne have stået ude lidt fra køleskab og fået stuetemperatur. Tag 2 spsk. af de 70g og kom i en lille skål sammen med cream of tartar og rør det sammen indtil opløst. Kom i din røreskål sammen med resterende aquafaba. Tilsæt citronsyre til din aquafaba og pisk 2-3 min ved høj hastighed på røremaskine med piskeris indtil der dannes små toppe. Tilsæt nu de 15g sukker lidt efter lidt og pisk herefter ca. 4-5 min ved høj hastighed, der dannes nu stivere hvide toppe. Du skal ende med at have pisket ca. 8-9 min. før din sukkersirup tilsættes. Jeg har stopur på min mobil kørende.
- Imens aquafaba pisker laves din sukkersirup. Vej vand, glykosesirup og 100g sukker af og kom i en lille gryde. Du kan her tilsætte korn fra 1/2 vaniljestang eller vaniljepulver. Kog siruppen op til 116°-118° og brug et sukkertermometer til at tjekke temperaturen.*VIGTIGT du IKKE rører i din sukkersirup da du vil ødelægge sukkerkrystallerne og dermed ikke opnå en stiv marengs!! Blot lad den boble i gryden.
- Når din sirup er 116-118° tages den af varmen. Hæld forsigtigt den varme sukkersirup i, i en tynd stråle mens du fortsat pisker, ved middelhøj-høj hastighed. Fortsæt indtil al siruppen er tilsat, denne process tager 2-3 min. Skru herefter op til højeste hastighed. Pisk ca. 3-5 sek. indtil dit skum er hel stift og blankt. Dette step er afgørende for om din skum falder sammen. *Du må IKKE overpiske. Så risikerer du din marengs falder sammen. 5 sek. er rigeligt.
- Kom skummet i sprøjtepose med ønsket tyl. Sprøjt toppe på de afkølede bunde. Kom flødebollerne på køl ca. 30 min./1 time imens du klargør chokoladeovertrækket.
Chokoladeovertræk:
- Hak chokoladen fint og kom i skål der kan tåle mikroovn, tilsæt kakaosmør eller kokosolie. Temperer chokoladen ved at give den 30 sek. i mikroovnen hvorefter du rører rundt. Dette gør du indtil chokoladen begynder at smelte hvorefter du giver chokoladen intervaller af 10 sek. Mål løbende med termometer. Chokoladen er tempereret når den rammer ca. 31-32° og må ikke overstige 34°.Du kan smelte chokoladen over vandbad hvis du ingen mikroovn har.
- Kom chokoladen i et glas, eller anden bøtte hvori du kan dyppe dine flødeboller. (Husk at tjek inden om den passer til størrelsen på dine flødeboller).Hold fast i bunden og dyp den ned i chokoladen. HUSK at få dækket hele kanten så der ikke er huller mellem skum og bund.
- Lad din flødebolle dryppe kort af og vend den herefter om. Skal der pynt på, husk da at gøre dette inden chokoladen størkner.
- Fortsæt med resten og opbevar dine flødeboller på køl.Jeg håber du nu står med lækre, luftige veganske flødeboller med sprød chokoladeskal, lige til at nyde, store som små.
Køkkenudstyr
- Røremaskine, sukkertermometer