kære du – et brev fra en levende spiseforstyrret til en på afveje

mig i front

Ja DU.. jeg skriver dette til dig, for du er ikke ”bare” en i mængden, NEJ du er DIG! Det skal du vide, jeg ser dig som du er, med alt hvad det indebærer. 
For er der noget jeg kan love dig, er det – at du er NOK! 

Krymper maven sammen ved disse ord, larmer tankerne allerede, fortæller dig “det er noget vrøvl, du da ingenting værd”..
”Jeg skulle bare vide hvad der sker indeni dig”..

Får du lyst til at flygte, forsvinde fra smerten, den smerte ingen forstår, den ingen ser? Men den smerte som ER virkelig, for den er DIN?…
  
Og nej, jeg ved ikke 100% hvad der sker indeni dig, men jeg forstår mere end du tror, kender smerten, kender flugten.. men jeg ved også, at det KAN blive bedre.
Der er HÅB, muligheder, et liv derude. Et liv til dig. 

Men det kommer til at kræve mod at skifte retning, give slip på den kontrol, som du så indædt flygter over i.
Din spiseforstyrrelse.  
Den giver dig ro, en ven, en opgave, et mål. Noget du KAN kontrollere, styre. I et liv hvor du har mistet den, mistet dig selv.. i en verden du ikke længere ved hvordan at være i, du ved blot, at du vil VÆK. Væk fra smerten, kaosset.  

Jeg hverken vil eller kan tage smerten fra dig. For hvor ondt det end gør, prøver den at fortælle dig noget.
Jeg har meget på hjertet, som jeg ønsker at fortælle og dele med DIG.
Du måske føler dig alene, forkert, i vejen, egoistisk og vi kunne blive ved. Det er du IKKE!!! 

Jeg vil dele en historie med dig, jeg håber du vil trække vejret, lytte og måske er det dumt, latterligt. Men måske hvis du tør tage ordene IND, giver de mening. Måske kender du følelserne.
Der er ikke 2 mennesker, der er ens, heller ej vores smerte..
Så nej, mine ord er ikke universelle, men jeg håber de kan give dig en viden, indsigt, forståelse for, hvad du er på vej ud i. For ærligt, det en farlig sti at tage.
En sti der starter i det små, du er faret vild i kaosset, livet. Dit indre kompas er blæst væk. Taget med af livets vind, presset, præstationerne, kravene.
Her stod du tilbage, uden kort, retning, alene og ensom.    

kære du - et brev fra en levende spiseforstyrret til en på afveje 1

Du har måske altid været usikker, sensitiv, tvivlende på eget værd. Gjort ALT for at passe ind, være god nok.. elskelig. For alt i verden ikke i vejen og til besvær. Men du er nået et punkt, hvor du ikke KAN mere, du kan ikke klare presset, præstationerne, facaden.
Indeni i dig gemmer sig en lille pige, en lille stemme, hun råber om hjælp, hun føler sig kvalt. Men du lytter ikke til hende.  
Det er hende vi skal finde frem, hende vi skal lytte til! For hun ER okay, hun fortjener sin plads i verdenen!!
Hvilke drømme, behov, lyster har HUN.  
GLEM verdenen for et øjeblik, blot luk øjnene, træk vejret ned i maven (ja det okay, du må gerne mærke den, den er en del af dig ligeså vel som dit hoved, øjne og ører).
Find en ro, tænk på hvad der gør DIG glad, ikke din mor, veninde, far. Eller hvad du tror de mener du burde gøre, hvad samfundet ønsker.. eller hvad din nabo, hende den smukke på instagram eller ja ALLE andre.  
Nej DIG.  
Er det naturen, skole, højskole, kreative projekter, dans, nærvær.. ro? Dine drømme er dine, og derfor er de legale. INGEN er forkerte, og ingen er dumme. Tro på at der ikke kun er en vej.
Der er tusind af veje, men det vigtigste er du finder DIN.  

Det svar ligger gemt i dig. IKKE i kontrollen, spiseforstyrrelsen. Nej, tværtimod, den dræber ALT hvad der har med liv, lyst og glæde. Dette ønsker jeg dig ikke.. jeg ønsker for alt i verden, at du finder din vej.. tør mærke efter og lytte. 
Stoppe op NU og ændre, for livet kommer ikke tilbage. 
Det mange ord, måske uhåndgribeligt..fluffy at forstå. 
Men jeg var selv DER.
Fanget i et liv jeg ikke passede ind i.. jeg havde kæmpet hele mit liv for at passe ind, være god nok, blive elsket og set som den jeg var..  
Det skabte kaos indeni, forvirring, for det var jo ikke hele MIG.. men en facade.. lyttede ikke til min lille pige. Mit højeste ønske var at blive elsket, anerkendt.. 
Hvordan det kom så vidt som det gjorde, er en lang historie, på sin vis er detaljerne ikke vigtige.  
Hvad vigtigt er – jeg valgte IKKE spiseforstyrrelsen, det gør du heller ikke.
Nej den kom snigende, masede sin vej ind.. udfyldte det tomrum, det kaos der var.
Den gav mig et kompas, en redningsplanke.. noget at holde fast i.   
Den kom ikke alene, nej den havde en ven med, en trofast ven, som stadig holder hinanden i hånden. Men de kæmper om at få lov at fylde mest.. det er forskelligt hvem, der styrer bedst. Vennen hedder OCD..  
Den kom med de vildeste regler, retningslinjer, og drev mig ud i ritualer jeg den dag i dag ikke forstår. Men det gav MENING, det gav jo RO!! Jeg måtte forhindre de katastrofer, der ville komme, hvis IKKE jeg lyttede og handlede.   
En ting der er VIGTIG at forstå er, at spiseforstyrrelsen samt OCD’en FAKTISK reddede mig dengang!!  

kære du - et brev fra en levende spiseforstyrret til en på afveje 2

Det lyder måske absurd, og det er det også. Men jeg var en fremmed i mit liv, og jeg manglede en til at passe på mig.. det gjorde de.  
Jeg manglede kontrol og et kompas – det gav de mig, men den var ikke hensigtsmæssig – tværtimod altødelæggende.  
Men jeg stod der, en usikker pige på 14 år. Anede ikke hvem jeg var, følte mig forkert. Både i skolen hvor alle gik i tøj, som jeg ikke gjorde, begyndte at drikke, det ville jeg ikke.
Derhjemme var mor og far blevet skilt, det var hårdt. 
Der er så mange lag, dette er nogle. ALLE mennesker har et bæger.. forskellige størrelser. Når det bæger er fyldt til randen, ja så flyder det over – og for at undgå DET må man lære at tømme det. Jeg valgte desværre den destruktive vej frem for den hensigtsmæssige. 
I dette kaos prøvede jeg stadig at passe på mor, være god nok, i skolen, derhjemme.. passe ind. Men sandheden var, at jeg var ved at krakelere.  
Det måtte jo være mig, der var noget glat med! Mig der var forkert. Havde ALDRIG lært at elske den jeg VAR, tage min plads, sige til og fra.. turde fylde i verdenen!  
Da jeg ikke kunne opretholde facaden længere, krakelerede jeg, og samtidig kom de destruktive tanker.  
For den ”rigtige” Alberte var jo ikke god nok, elskelig, noget værd.. de destruktive tanker skreg højt, bildte mig ind, at jeg var alt andet end værd at elske, en fiasko!!  
Spiseforstyrrelsen ”reddede” mig, gav mig et formål, kompas. Ro og tryghed.. noget jeg var GOD til, jeg havde KONTROL. Jeg var ikke længere en fiasko, nej her var noget jeg kunne, regler, kontrol, selvdisciplin. 
Jeg blev HØJ af følelsen, høj af at være ”tom”/fri.. ikke mærke hvad der i virkeligheden skete indeni mig, følelserne. Høj af at få succes med de ting jeg satte mig for, have den kontrol.  
Jeg lukkede af, havde mine ”venner” og før jeg havde set mig om var jeg så infiltreret og afhængig af dem, at jeg ikke så verdenen omkring mig.  
Jeg var kommet ind i BOBLEN.  
En boble der skulle vise sig at tage 10 år, før der kom et lille hul, en der prikkede til den.
SÅ Alberte var gemt bag det glasklare plastik, som boblen var lavet af. Det lille prik gav en åbning, ilt fra det virkelige liv, et lyspunkt. Lyspunktet gav mulighed for at se ud. Se at boblen ikke var virkeligheden.
NEJ der gemte sig en verden derude. En verden jeg havde glemt alt om. Men jeg kunne ikke bare hoppe ud. Hullet var så lille – det ville kræve enorme mængder kræfter at bryde ud.
Men DER blev jeg bevidst om, at der VAR en vej. Nu skulle jeg finde MIN.    

Men jeg ønsker du forstår BOBLEN. Hvordan livet var I den. Eller rettere sagt hvordan jeg overlevede i den. For et liv var det IKKE. Det var endeløse dage med kontrol over mad, selvskade, selvhad, tvang, misbrug, sorg, ulykke, råb, skrig, smerte, løgn..
Ikke kun hos mig men ligeledes hos mine pårørende. Det var en verden fuld af mørke. Jeg kæmper stadig en kamp for at finde lyset, leve igen. Men sandheden er det svært, og uret var imod mig. Spiseforstyrrelsen tog så meget, den var ved at tage mit fysiske liv.
En spiseforstyrrelse er IKKE ”bare”, det er alvor. 
MEN det er op til OS at tage et valg. Vi har valget om at åbne munden, bede om hjælp, kæmpe, turde være OS!.. eller vi kan lukke i… 
Så hvad der nu virker som en løsning, ”frihed”, kontrol – er det STIK modsatte. 
Hvad jeg har oplevet de sidste 14 år er ikke dette brev essentielt, for det en hel anden historie.. det min smerte. 
MEN det er en smerte jeg ikke ville ønske for min værste fjende. I hvert fald ikke DIG!!  
Du SKAL forstå, at spiseforstyrrelsen er og vil aldrig bliver din ven!! ALDRIG. 
Du SKAL forstå, at livet altid VIL være fuld af udfordringer, op og nedture.. det OKAY ikke at være OKAY. Men du SKAL og MÅ åbne munden.. RÅBE højt!! Jeg ved af hele mit hjerte, at menneskerne omkring dig VIL dig.. lytte. Men du skal give dem chancen, de er ikke inde i dit skrøbelige sind, dine tanker, dine mørkeste afkroge.  

Du må turde miste kontrollen, for at genvinde den igen.

kære du - et brev fra en levende spiseforstyrret til en på afveje 3

Sagt med andre ord, du må turde være sårbar, åbne op, tage imod hjælp og støtte.
Have tillid til at der er mennesker, som vil dig.
finde dig selv og DIN egen kontrol over DIT liv.  
For når alt kommer til alt er det dit liv, dit valg og dit ansvar. Men der er en meget bedre vej end den sti du kigger på..  
Der ER en bedre sti.. ..hvor blomsterne stadig blomstrer, hvor træerne for lov at springe ud, fuglene synger.. en sti hvor livet stadig for lov at blomstre trods der kan være ukrudt, huller i vejen, sten i skoene..  
Men lige meget hvor mange sten der kommer, hvor meget ukrudt du skal klare.. så er det ikke umuligt, for du har valgt stien, hvor du ikke er alene. Du har valgt stien hvor du følges med andre, rækker hånden ud når stenene kommer.. når du vakler.. og tro mig vi griber dig. Har du brug for en pause, puste ud.. så finder vi en stor nok sten… tager et hvil. 
Trækker vejret. 
Vi skal ikke nå noget, så længe vi er på den rigtige sti, så længe vi vælger lys over mørke.. så der altid en vej!

Del indlægget med nogen du holder af
Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
8 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments