Velkommen til “TANKER”. Her vil jeg tage jer med bag skærmen, i mit univers, sætte ord på hverdagen, mine udfordringer og sejre. Der vil være plads til hverdagsglimmer, smil, svære tanker samt følelser. Dette er rummet hvor vi mødes og tabuer nedbrydes. Refleksion, udvikling samt sårbarhed er nøgleord. Jeg håber i vil tage godt imod det, få mod til at kæmpe videre og vide, at i ALDRIG er alene. #BEYOU
Tirsdag den 29 oktober 2019
TAK! Tak for i læser med her og på mine personlige indlæg. Noget jeg har tænkt på LÆNGE. Men har haft svært ved hvordan at gribe det an, hvilket format, størrelse, opsætning.
For hvordan springer jeg ud i at fortælle fra MINE øjne.
Nogle af jer har fulgt mig længe, nye er kommet til, og først for nylig har jeg helt åbent begyndt at fortælle MIN historie. Dele de meget sårbare sider. Senest i videon med ECHO. Det var enormt sårbart men NØJ hvor er jeg glad for jeg gjorde det – Det jo OGSÅ mig.
Jeg er både A i farver, skide madglad og A der kæmper.
Fordi jeg endelig føler jeg tør og står ved MIG.
Video’en er HER.
MEN nu springer jeg ud i det, tænker evt. at lave en mini-serie om min historie hvis det kunne have interesse.
Har i spørgsmål eller andet så husk i kan og må ALTID række ud, her i kommentarene (så kan andre måske få glæde af spørgsmål og svar) eller ovre på Instagram.
NÅ..nu har jeg ENDELIG fået summet det sammen til 2 formater.
Skabt “tanker” og snart starter “søndags skriblerier”.
Glæder mig til at dele mine univers med jer.
“Tanker” er som øverst beskrevet det umiddelbare. Tanker om hverdagen, situationer, oplevelser der får mig til at reflektere, stille spørgsmålstegn – hvor der opstår “tanker”.
Dem vil jeg på bedst mulig vis dele med jer, så vi sammen kan lære, erfare og forstå bedre.
“Søndags Skriblerier” bliver uge-baseret. Min helt egen lille dagbog, her vil jeg tage fat på faste spørgsmål, ideer, emner. Alt fra mad, food-prep, svære og gode opleveler, erfaringer samt udfordringer. Med fokus på hverdagen.
MEGET mere om dette til den tid.
Har du læst “Brevet”?
Her skriver jeg til DIG. Dig der er fanget, på vej ud i mørket, boblen, føler dig fanget.
Jeg skriver i håb om at åbne dine øjne, så du ser verden før den forsvinder fra dig.
Læs med HER og husk du må altid kommentre. Du er ALDRIG alene.
Nu vil jeg byde “Tanker” velkommen.
Ocd’ens magt psykisk og nu… fysisk
I dag, tirsdag er det snart 2 uger siden jeg tog mine sidste antibiotika efter en voldsom streptokok infektion.
En infektion der skulle vise sig at være tæt på at nedbryde mig, lære mig selv bedre at kende samt min OCD. Hvor hurtigt jeg kan ende i et kæmpe sort hul og de destruktive tanker.
MEN også HVOR stærk jeg er blevet, stædig, vedholden. At jeg mærker efter, rækker ud efter hjælp, tør være sårbar så jeg NETOP ikke ender i boblen.
Jeg lærte hvad der er vigtigst samt HVOR meget vores udseende betyder.
Når jeg ser tilbage, kom infektionen for at lære mig en VIGTIG lektie. Hive mig ud af OCD’ens klør og forstå HVOR nedbrydende den er – ikke kun psykisk men nu også fysisk.
Søndag den 6. oktober vågnede jeg med feber, stikken i ansigtet, hævet lymfeknuder og ansigt. Håbede det gik i sig selv, med lidt ro og hvile på dagen.
MEN vågnede mandag med et dobbelt størrelse ansigt samt et øje jeg knap kunne åbne. DER brød jeg for FØRSTE gang sammen.
Tog akut til læge, som troede det var allergi, kom på creme og piller og ventede tålmodigt, men havde mavefornemmelsen af: DET HER var værre end som så.
Tirsdag!!! Angsten blev til virkelighed. Vågnede med endnu flere smerte samt hævelse. Kunne knapt åbne det ene øje.
NU blev jeg for alvor udfordret mentalt.
Det rippede op i ALLE gamle følelser af mindreværd, had til mig selv, lysten til at flygte, forsvinde.
Ja ærligt?..LIGE der var jeg SÅ tæt på at række ud efter min skraber, få netop den forløsning jeg søgte efter.
Få lov til at forsvinde, mærke fysisk smerte, se blodet strømme, få det UD AF mig. Blive tom.
MEN her samlede jeg AL jeg har lært!!
Huskede på at DET HER GÅR OGSÅ OVER!!!
Huskede på hvor jeg HAVDE været, den smerte, magtesløshed.
Hvis jeg gav mig hen til destruktiviteten, smerten – så flygtede jeg!!
EN ting jeg er færdig med er at FLYGTE!!! Flygte fra mig selv, livet, ansvaret, udfordringerne.
Jeg MÅ tage mit liv alvorligt – jeg stod til at miste det men er her stadig. SÅ det her!! Måtte IKKE knække mig. Selvom jeg ærligt tvivlede.
Men A er derinde, bliver stærkere dag for dag og jeg er taknemmelig for jeg var stærk NOK!
Jeg kom på antibiotika, sendt hjem og krydsede ALT jeg havde.
Turde være sårbar i en sårbar situation
Tirsdag aften ringede jeg til mor.
Jeg var bange for mig selv, mine mørke tanker. Hvad jeg kunne finde på.
Var skræmt af den mørke jeg følte. Intet håb havde, angst der tårnede af sted.
Samtidig kæmpede jeg med maden. Men fandt utrolig nok AL min power frem og kørte på med maden uden de store sving.. Som om jeg “glemte” den verden fordi jeg var i en anden smerte. “Glemte” det usunde forhold jeg stadig har til min krop, især min mave, den over-optagethed, væmmelse jeg kan føle og angst for andres mening.
MIT fokus var ANSIGTET!!!
For lige netop mit ansigt, er en af de få ting jeg har lært at holde af. Min familie, venner, bekendte SER mine øjne og deri ser jeg MIG SELV!!
Så at vågne op og ikke være MIG….
Jeg kan slet ikke beskrive den angst, sorg, frygt der opstod. Forsvandt JEG igen.
Nu havde jeg jo endelig fundet tilbage, fået MIN gnist frem.
DET var hårdt. Hårdere end mine ord kan retfærdiggøre. For det mindede om 13 års flugt. 13 års tomhed og væren i en boble.
Det mindede mig om en tid hvor jeg IKKE VAR. Men blot overlevede.
Jeg var sårbar, ringede til mor. Vidste at jeg måtte tage ansvar og række ud. Det ikke svagt men stærk. DET minder jeg mig selv om. Sårbarhed og styrkde GÅR hånd i hånd
Når OCD’en bliver fysisk
Onsdag møder jeg mor ved lægen – hun tog dagen fri med mig. Jeg er hende TAKNEMMELIG. Frygtede at spørge hende, ville hun sige nej?
Mor og jeg har haft mange kampe, op og nedture..svigt, vrede imellem os.
Taknemmeligheden over hun SÅ mig der og mit behov for omsorg selv jeg er 27 år gammel.
Beskeden fra min læge var HÅRD.
DER brød jeg for ANDEN gang sammen.
Nu i vrede, sorg, frustration mod min OCD og hvad den gør.
Antibiotikaen havde hjulpet, selvom det stadig var MEGET slemt.
Dvs. jeg havde streptokokker i ansigtet. Kaldet “Rosen”.
En infektion der er MEGET voldsom og til tider kræver akut indlæggelse samt stærk antibiotika.
Infektionen ligger i hele overhuden, her mit ansigt. Opstår ved rifter, eller sår hvor de “naturlige” streptokokker vi ALLE har på huden kan trænge ned.
HER faldt snakken på hvordan det var opstået.
Jeg åbnede forsigtigt op vedrørende min OCD og de evig mange ritualer jeg har, heriblandt omkring min næse. Den skal være ren og tom. Intet må mærkes, være i vejen, ses.
Ja sorry. Det er ikke charmerende og går derfor ikke i detaljer. Men som ved ALLE mine andre ritualer/tanker handler det om fornægtelse af nydelse, være tom, ikke fylde…
At det skal FØLES rigtig før jeg må være.
Mine tanker/ritualer med næsen er noget af det mest sårbare, skamfulde og pinlige for mig at dele. En verden kun JEG kender.
Jeg væmmes ved mig selv. At jeg kan forsvinde ind i en verden af destruktivivtet, udføre ritualer jeg bagefter, udefra kan se er DYBT latterlige men for mig i situationen giver mening.
IGEN – Spiseforstyrrelse, OCD, skære..er alle afhængigheder.
Afhængigheden af at være destruktiv og flygte.
Jeg kæmper stadig de kampe. MEN jeg forstår nu HVORFOR og HVAD det betyder for netop mig. Selvindsigten. Erkendelsen.
Deri ligger en enorm viden og healing men OGSÅ benhårdt arbejde. Jeg øver mig HVER dag i at stoppe op sige dem imod og være i angsten.
Der sad jeg. Lærte at den OCD der har været min følgesvend i 13 år nu havde voldt fysisk smerte. Min destruktivitet var nu ikke “blot” inde i mig, nu blev den synlig.
JEG så den. Den skyggede mit ansigt. Den “fjernede” A.
Det var hårdt at høre. Stadig er.
Sidde med min læge, mor og bryde sammen i sorg og smerte over det monster der stadig blusser op i mig – som havde fyldt meget den sidste periode.
Men jeg har ikke råbt højt. Ville være stærk, klare det, vise at jeg KUNNE, flygtede fra at erkende dens tilstædeværelse.
MEN den indhentede mig. Satte ALT på pause.
Fik mig til at stoppe op!! BRAT OP!! Noget jeg ikke havde gjort længe.
Den satte en stopper for det marathon jeg havde gang i. Mit indre der løb og løb selvom min ben stod fast.
Ingen træning, praktik, møder..men RO, hvile og egen-omsorg.
Den fik mig til at reflektere. Fik mig til at mærke.
Hvad lærte jeg? i bagklogs skabets lys
Her, 3 uger efter ser jeg tilbage på episoden med styrke, anerkendelse samt en ny forståelse for min OCD samt udfordringer med krop, sind og mad.
1. Læring: HVOR hurtigt det kunne vende i mig. Dæmonen tage fat i AL det gode og mørket overtage. Jeg frygtede at gå ud af døren, vise mig offentlig.
SELV jeg jo viste det IKKE min skyld. Men det føltes sådan. DET var en enorm skam.
Samt frygten for BLIVER DET BEDRE???!!
Jeg skabte på ingen tid katastrofe tanker i mit hoved, værst mulige udfald og konsekvenser.
MEN der måtte jeg stoppe op.
For ved i hvad? Vi kan IKKE forudse fremtiden. Jo meget vi end tænker, overvejer, vender og drejer. Prøver at finde en løsning, konklusion.
JA. Så er svaret – der er ikke noget svar. Ingen facit. Den skabes i nuet. LIGE nu.
Ved at flygte i fremtid eller fortid begrænser vi os. Vi begrænser os i at leve til fulde samt vise vores fulde potentiale.
DET var min indre dialog. Jeg kan IKKE ændre udfaldet ved at overtænke, men jeg kan give min krop og sind RO til at heale bedst mulig. (nemmere sagt end gjort i know)
2. Læring: Hvor vigtig ro, hvile og egenomsorg er. Jeg er blevet MEGET bedre igennem årene, men det er stadig svært for mig. “Bare at være”.
Men her blev jeg tvunget, min krop kunne INTET og træning var bandlyst på medicin.
Jeg fik en “lovlig” grund. Min krop takkede mig Kom ud stærkere, klar til bedre træninger. Mere overskud.
Når jeg gav min krop kærlighed gav den tilbage.
VIGTIGT var jeg IKKE skar ned på maden, spiste stadig go næring og NOK.
Min krop restituerede. TRO mig det var ikke let – men var det værd!
I udfordring lærer vi.
3. Læring: Jeg er stærkere end jeg har været længe!!
Turde være sårbar, bede om hjælp. Kæmpe videre, rejse mig, selvom ALT indeni mig skreg på at give slip, give op.
At min indre styrke er større end nogensinde – Der ER håb selv når jeg ikke kan se det!
4. Læring: Mig selv bedre at kende. HVAD er VIGTIGST !!
Sårbarheden i vores udseende. Min mave vs. mit ansigt.
Jeg var knust over ikke at ligne migselv, turde ikke gå ud i frygt for andres mening. Jeg opdagede HVOR meget det ramte mig. På godt og ondt.
På den anden side “glemte” jeg min mave. Jeg kunne KUN være et sted i mine tanker. Jeg lærte at JEG har kontrollen over mine tanker.
JEG har ansvaret for at flytte fokus, IKKE lade dem diktere og få magten.
Skal de styre HELE min dag, selvfølelse, mod? Det har tankerne om min mave længe gjort. Den er symbolet på ALLE mine følelser. MEN her lærte jeg at jeg KAN flytte mig væk fra dem. RUMME dem men ikke lade dem styre mig. En dag af gangen øver jeg mig.
Husker på….
Hvad er VIGTIGST? Jeg lærte på den hårde måde at mit ansigt, at være MIG er vigtigere end min OCD. At jeg KAN klare angsten, det er benhårdt men hver dag bliver jeg stærkere.
Denne infektion satte brat en stoppper for en lang række ritualer.
Det var benhårdt. MEN jeg lærte at det er vigtigere at være MIG end føje dem.
Lærte at jeg KAN overvinde dem. At de ikke er ALTAFGØRENDE. Mine katastrofetanker kom ikke til virkelighed.
Nogle gange kræver det et ENORMT setback før vi får et enormt comeback!!!
Magien sker ude af vores comfortzone – det lærte jeg på hårdeste vis!!!
5. Læring: AT STOPPE OP!!!
Trække vejret, give mig selv tid. Mine tvangstanker er et produkt af mit indre.
Jeg kæmper nu mere end NOGENSINDE mod dem. På godt og ondt lærte denne infektion mig en hel del.
Jeg er angst for angsten. For at ende samme sted.
Men fordi jeg IKKE vil tvangstankerne, og frygter udfaldet. JA det betyder jo ikke de er forsvundet. TVÆRTIMOD!!
Lige netop ritualerne HER har været med mig i flere år, “er en del af mig”. En afhængighed. Autoreaktion. Kontrol. Destruktivitet.
SÅ nu kæmper jeg endnu mere. Det kræver enorm mental energi. Ikke blot at kæmpe imod men samtidig være så bevidst om HVORNÅR at stoppe op og kæmpe imod.
Fordi de netop har været der så længe, ligger de på rygraden. Så hvis jeg ikke er hardcore bevidst sker de uden tanke.
MEN netop derfor har dette været en hård men vigtig læring.
HEALING tager tid!! ER benhårdt arbejde. HVER dag. Vi må give os selv den tid, ro og anerkendelse til at arbejde med det. IKKE haste videre 24/7.
Glemme at mærke efter.
NEJ. Vi må huske os selv. Ikke miste pusten i forsøget på at løbe et marathon når vi er designet til at gå.
Det er jeg. OG det OKAY.
Mit sind kræver den tid det kræver. Ingen mennesker er ens. DET er det unikke.
MEN hvad der er ens er: Vi har ALLE vores unikke vej at gå, er vores egne superhelte.
et vigtigt møde
SNART.
Venter der mødet jeg har ventet på og frygtet. Vil ikke skrive så meget for jeg tør næsten ikke tænke, føle, håbe.
Mit indre er en storm af følelser.
Frygt, angst, uro..spænding.
Håbet på forløsning, og frygten for at bryde sammen.
Rehabiliteringsmødet.
DET møde der sætter dagsordenen for min hverdag.
Mødet hvor jeg igen bliver målt, vejet, vurderet. Kommet i en kasse og hvis jeg ikke passer må jeg prøve igen.
Det hårdt og jeg er træt. Træt ind i knoglerne af at skulle være noget bestemt, sætte tal på, vurderes, vendes..
Jeg savner RO efter 14 år. Anerkendelse og forståelse for hvor jeg ER og hvad jeg kommer fra. RO til at være A. Jeg kæmper AL jeg kan, det håber jeg du SER!
Jeg har flygtet siden jeg var 14, boet 8 forskellige steder, været indlagt 9.
Jeg håber jeg kan finde den ro i “at være” for første gang. Være A. FRI til at leve.
TAK for jer. tak for i læste med i min “lille” tankestørm.
Dagens “Tanke” citat:
We can’t always choose the music life plays for us,
but we can choose how we dance to it.
